Bliver Maguire klar til EL-finalen?

af Alessandra Nørreriis

Med Europa League-finalen i næste uge er de fleste United-fans forståeligt nok ængstelige over Harry Maguires skade og hvorvidt han når at blive klar til finalen d. 26. Maj. United har været tro mod den generelle tendens blandt Premier League-klubber, hvor man helst ikke vil fortælle mere end højest nødvendigt. Når Solskjær udtaler, at Maguire næppe bliver klar, kan det naturligvis også være spil for galleriet for at stække Villarreals forberedelser.

Derfor, hvis jeg skal udtale mig om Maguires skade, bliver det i bedste fald et ”educated guess” baseret på – primært – de ting der ikke er blevet sagt.

The basics

Til at starte med giver det mening at kigge på hvad anklen rent faktisk er – og hvordan stabilitet opstår (the basics). En ankel er et led der består af skinnebenet (tibia), lægbenet (fibula) og talus (knoglen direkte under skinnebenet). Det bliver holdt sammen af ledbånd, der er med til at give ledet stabilitet. Lægbenet og skinnebenet er forbundet af syndesmosen, som også er med til at skabe integritet mellem de to knogler og stabilisere underbenet under bevægelse.

Anklen

Vi ved at det er en ledbåndsskade, Maguire er diagnosticeret med, men som det kan ses på billedet – er der ret mange ledbånd i og omkring anklen (man kan ikke se dem alle og jeg har også fjernet et par).

Maguires skade

For at identificere hvilket ledbånd der kan være tale om, kan det hjælpe at kigge på skadesmekanismen. I Maguires tilfælde var der tale om en mekanisme af to kombinerede bevægelser:

1) Kontakten til ydersiden af anklen, tvang indersiden af anklen mod jorden (eversion), mens 2) det faktum at foden allerede var plantet i jorden ved kontakten, tilføjede ekstern rotation (foden peger væk fra kroppens midtlinje).
Eversion alene giver ofte et brud på indersiden af skinnebenet eller (mere sjældent) en forstuvning af deltoid-ledbåndet – men kombineret med rotation, skubber det Talus, som så presser lægbenet væk fra skinnebenet og derved strækker de associerede ledbånd, inklusiv syndesmosen. Det er det, der oftest refereres til som en ”high ankle sprain”.

Hvor slemt er det?

Ligesom alle andre ledbånds- og muskelskader, bruger vi en gradsbeskrivelse til at fortælle om hvor skadet strukturen er.

  1. grads – en mindre forstyrrelse af fibrene i vævet, uden overrivning.
  2. grads – delvis overrivning med moderat forstyrrelse af fibrene.
  3. grads – fuldt overrevet ledbånd.

Hvor længe det tager, for at skaden heler, kommer an på graden og til dels også hvilket ledbånd. Syndesmosen er ofte mere tricky og tager længere tid, end de lavere siddende ledbånd. Jeg vil igen minde om, at følgende først og fremmest er et kvalificeret gæt baseret på mit arbejde med fysioterapi og rehabilitation.

I forhold til at Maguire blev fjernet fra banen med det samme efter en kendt syndesmoses-mekanisme, efterfølgende har været i en “CAM-boot” [støvle] og desuden ikke-vægtbærende i cirka 10 dage, er det mit bud, at Maguire har haft en 2. grads-skade.

Ifølge én case-study artikel (Aspetar, 2014) vil en moderat 2. grads-skade med samme skadesmekanisme som Maguires, kunne rehabbes tilbage til fuld træning med tape på 7 uger. Javel, der var en uges ferie i uge 2 – men der var restriktion på dorsiflexion (trækker tæerne op mod skinnebenet) over neutral position (foden hviler på jorden i 90 graders vinkel med underbenet) i 21 dage. Der er 17 dage fra Maguires skade til finalen, hvilket altså ikke er gode udsigter for Maguires tilgængelighed.

En anden case, best case scenario (hvor der ikke er uønsket afstand mellem skinneben og lægben), uden nogle former for tilbagefald – 21 dage til retur til fuld træning. Forskellen er bare at på dag 17, var denne spiller kun lige startet med at løbe i andet end en lige linje på græs og kun lige gået i gang med plyometrics (eksplosiv træning). Fra dét punkt tog det 3 dage til at få spilleren tilbage til et punkt hvor han kunne være med i holdtræning. Derudover var skadesmekanismen ikke den samme og det her var smule anderledes end en akut skade som Maguires.

Kan det lade sig gøre?

Man kan selvfølgelig spørge om det for en finale af europæisk kaliber, ikke er værd at presse lidt på i de sidste par dage, for at blive klar. Eller om det måske ikke var muligt at spille på indsprøjtninger. Personligt, tror jeg, at det er en situation, hvor ”er der en vilje, er der en vej” spiller en stor rolle. Hvis man vil, jo – så kan det sagtens lade sig gøre: tape er magisk til tider og adrenalinen skal nok overskygge ubehag.

Spørgsmålet er bare, om det er dét værd, at risikere at gøre skaden værre og potentielt være ude til EM – for slet ikke at nævne risikoen for vedvarende mén fra skaden. Var det mig, havde jeg personligt taget chancen og spillet, men fra et fysioterapeutisk perspektiv, synes jeg at det er lidt af en glatbane at sætte betydningen af én kamp over helbredet, for der vil altid være en kamp, der lige betyder det ekstra.

Artikler om samme emne