Blog: De Gea sikrede tre point mod West Ham og sin egen fremtid i klubben

af Nicklas Hansen

Den enes død, den andens brød.

Ordsprog og faste vendinger i overført betydning kan ofte overdrive, og det er da også tendensen her. Dean Henderson har naturligvis alle forudsætninger for at nappe Uniteds trøje nummer ét inden for de kommende år, men det bliver ikke i år, for ‘Super David De Gea’ er tilbage, og hans topniveau kan Henderson stadigvæk kun drømme sig til.

Selvom De Gea måske ikke helt er tilbage til eksempelvis sin ‘Golden Glove’-vindende form fra 2017/18, har han om ikke andet startet sæsonen flyvende og kronede sin form med en sejrssikrende straffesparksredning mod West Ham.

Hendersons skade var uheldig og slet ikke positivt målt på nogle parametre. Men hvis man absolut skal finde et lyspunkt på dagsordenen, så gav det De Gea platformen til at finde sin gode form frem, og det må man bestemt tage med.

Solskjærs snart berygtede kommentarer om, at De Gea og Hendersons dynamik er uholdbar, er tilsidesat for nu, hvor sidstnævnte er sat ud af spillet; lige i øjeblikket er De Gea førstevalg, og han cementerer kun rollen mere ved at pumpe sig op over sine flotte redninger og form. Når Henderson så kommer tilbage, skal der meget til at vælte De Gea af pinden, og det virker ikke som en realistisk målsætning for Henderson, hvis De Gea bare tilnærmelsesvis fortsætter sin formkurve. Det hjælper heller ikke Henderson, at Solskjær lader til at have en lille favorit blandt de to i spanieren.

For at vende tilbage til kampen mod West Ham, var hele situationen omkring straffesparket tragikomisk. Uden at gå i dybden med kendelserne – det lader jeg mere dommerkyndige eksperter end mig vurdere – var Uniteds fans, spillere og ikke mindst trænerbænk i forvejen rimelig gejlet op. Med andre ord dulmede et straffespark til West Ham i det 94. minut ikke ligefrem Ole Gunnar Solskjærs spontane raseri og flaskekast.

Man sad som fan med en følelse af at være blevet bortdømt af dommeren og skæbnen, for det kunne da ikke være rigtigt, at man både fik frataget sig en håndfuld straffespark og skulle have et imod sig, og så endda i overtiden? Det er da ikke fair! Men ak, fodbold er ikke fair, og det var vi lige ved at lære på den hårde måde, indtil De Gea trodsede sin egen grænse og gjorde det, som han ikke havde formået i ordinær spilletid siden april 2016: Han reddede et straffespark.

Niels-Christian Frederiksen sad og ridsede Mark Nobles straffesparksstatistik op – 27 scoringer på 31 forsøg – og man sad med følelsen af, at alt alligevel kunne være ligegyldigt, for hvis ikke De Gea kunne redde 11 forskellige forsøg fra Villarreals skytter, hvorfor skulle han så kunne i dette point- og kampafgørende øjeblik?

Arrogancen fra David Moyes i at skifte en mand ind udelukkende for at sparke irriterede mig, og jeg må endda gå så langt som at give Jan Mølby ret, da han i Xees studie bagefter teoretiserede i, hvordan man kunne have 11 mand på banen og ikke vurdere nogle af dem gode nok til at sparke straffespark mod en målmand, der i øvrigt havde ladet de seneste 40 forsøg gå ind.

Hvad der føltes som guddommelig indgriben var nok snarere en blanding af et koldt spark i ‘chokoladehøjden’ og et rigtigt gæt, men det føltes det ikke som! Bagefter redningen blev bolden tyret op i den anden ende og ikke længe efter lød slutfløjtet. Det, der fulgte efter, er lynhurtigt blevet en af mine nye yndlingssekvenser i United post-Ferguson: De Gea, der bliver fejret midt i et fælleskram, mens Raphaël Varane venter med at tage del, fordi Solskjær kommer luntende hen over grønsværen og selvfølgelig skal være med.

Det er smukt, og det vakte en glæde, som betød noget ekstraordinært for mig som fan – for jeg har selv været en af de fans, som (muligvis) ubevidst har haft en lidt for kort hukommelse vedrørende De Gea. Generelt i fodbold er fansenes hukommelser korte, men i Manchester United er vi især gode til at glemme, hvor vigtige spillere har været for os. Okay, det er selvfølgelig ikke optimalt at have en nedadgående formkurve på godt og vel tre år, som De Gea påbegyndte til VM i 2018 og altså først har afsluttet her op til sæsonstarten 2021, men pointen står stadig: Han er en legende i klubben, der er gået under radaren, om kritikerne vil det eller ej.

Når man i fire ud af fem konsekutive sæsoner bliver ‘Sir Matt Busby Player of the Year’, så har man noget specielt; man har en x-factor, og man har lige præcis den kvalitet, som vi forbinder med Manchester Uniteds DNA – og så er jeg sådan set ligeglad med, om det var fordi vores forsvar og angreb haltede i de sæsoner og han derfor stod frem. De Gea har derudover også spillet 447 kampe og har rundet sit 10-årige jubilæum for klubben. Det, at han kun nåede FIFAs verdenshold én eneste gang, fortæller mere om FIFAs udvælgelsesproces end det gør om ham.

Men jeg synes faktisk ikke kun, at De Gea har genoplivet sine gode sider fra tidligere gode formperioder – han har også tillagt sig nye aspekter til sit spil. Generelt synes jeg, at han er blevet langt bedre til at komme ud af det lille felt og samle løse bolde op eller gribe ind, mens tid er, hvor han tidligere – selvom det stadigvæk kan hænde – har været alt for fastlåst inde på stregen, især på dødbolde og indlæg. Noget af det mest interessante, der har ændret sig ved hans stil, er dog hans distribution af hurtige igangsætninger. Han er blevet langt bedre til at lave hurtige udkast/udspark, og han gør det med præcision. Hvis han både kan finde sine gode sider frem (igen) samt holde ved disse nye tillægninger, så er De Geas tid i United langt fra slut.

Hvis United skal gøre sig nogle forhåbninger om at kæmpe med om de trofæer, som mange fans mener, at de bør, skal vi bruge verdensklasse spillere i hver kæde: Vi er garderet op ad den fodboldtaktiske rygsøjle i form af Varane/Maguire-Pogba/Bruno-Ronaldo – og De Gea i bare tilnærmelsesvis god form ville være det perfekte kirsebær på toppen af kagen.

Men form er midlertidigt, og hukommelser er selektive. Om kort tid, når Henderson er match-fit igen og De Gea laver en fejl, er hæderen glemt, og Twitter-krigerne skriger igen på, at der skal skiftes mand på kassen. Mit argument er blot, at folk husker på, hvem der afviste Romain Saïss på stregen med en fodparade og hvem, der sikrede os tre point mod West Ham i overtiden mod alle odds.

Jeg siger i hvert fald med glæde undskyld til David De Gea. Jeg tvivlede og troede, at han var færdig, men jeg har aldrig været gladere for at blive modbevist. Det snart velkendte tegnede billede af De Gea, der lukker en port med teksten “Sorry – Closed on Sunday” er mere relevant end nogensinde med hans nylige søndagsform taget i betragtning.

Velkommen tilbage #DaveSaves!

Artikler om samme emne