Blog: Gode ting tager tid

af Rasmus Dines

Normalt går der ikke en halv dag, hvor jeg ikke som minimum har tænkt på Manchester United tre-fire gange, den kommende eller seneste kamp, transferrygter og grublet over den aktuelle temperatur i klubben. 

De sidste par måneder har desværre givet en ufrivillig timeout til fodbolden og mit Manchester United-tankemylder. Men ud over det tomrum, der unægteligt har været, har det også givet plads til tiltrængt refleksion. 

Jeg vil derfor i denne blog komme ind på den følelse, jeg sidder med på nuværende tidspunkt lidt over et år inde i Ole Gunnar Solskjærs spæde tid som permanent manager.

Jeg synes, at de sidste 12 måneder har bevist, at gode ting tager tid. Det tager 13 timer at bygge en Toyota, mens det tager seks måneder at bygge en Rolls Royce. 

Uden at det skal handle om biler, vælger jeg alligevel at drage denne lidt søgte sammenligning. For jeg tror på, at desto mere tid og tillid vi kan give til Ole, desto bedre vil Manchester United stå rustet til fremtiden efter nu syv turbulente år. 

Solskjær vægter klubbens succes højest
Hvorfor dog det? Jo, med Ole ved roret har vi for første gang en manager (siden Sir Alex), der evner at se udover egen succes, men at tænke Manchester United ind i et langsigtet og bæredygtigt projekt. Klubben har skiftet retning mere end fire gange i løbet af de sidste syv år. Det er blandt andet en af årsagerne til, at det rod og oprydningsarbejde, der nu er sat i gang, vil tage tid. Det vil kræve stor tålmodighed for selv de største Ole-loyalister. Vi Manchester United-tilængere vil formentlig helt sikkert opleve flere nedture, søvnløse nætter og stille spørgsmålstegn, som vi har gjort de første 12 måneder med Ole. Det tør jeg desværre godt at garantere. 

I alt for mange år efter Sir Alex har Manchester United været drevet forkert. Det er ingen overraskelse, når jeg skriver det. Bare se på klubbens ligaplaceringer før og efter Sir Alex stoppede. En mindre nedtur var forventet, men ikke i den kaliber og det omfang, vi har set. 

Den største fællesnævner er ejerne og den sportslige ledelse. Det skal ikke handle om dem, men det er nu tydeligt for enhver, at det var forkert at hente managers ind, der var tiltænkt korte(re) perioder og yderligere havde en trænerfilosofi, der var ude af trit med Manchester United. En klub med så stærke traditioner og en historie på 142 år skal aldrig ændres eller defineres af en enkelt træners filosofi på ny. Manchester United er større end det og vil altid række udover den pågældende træners meritter. 

Samme kritik skal også ses på de spillerhandler, der er blevet foretaget. Udefra set har det lignet, at handlerne i visse tilfælde har været gjort for at please fans og sponsorer (i flertal). En video med Alexis Sanchez, der spiller klaver, eller Pogba, der danser, giver trods alt mere omtale end et beskedent interview med Daniel James fra Swansea. Lønningerne, man har punget ud med for at tiltrække superstjerner som Radamel Falcao, Alexis Sánchez og Ángel di María, har formentlig svækket Manchester Uniteds interne hierarki og gjort det sværere ved forhandlingsbordet i diverse handler. 

Det her lyder meget nemt at sige nu. Derfor skal jeg gerne være den første til at indrømme, at jeg også selv havde julelys i øjnene, da man hentede Arsenals største stjerne eller en stor profil fra Real Madrid. Selvfølgelig havde vi det.

United bevæger sig langsomt i den rigtige retning
Men den tid virker til at være forbi. Måske drømmer jeg bare eller måske er jeg bare endnu engang faldet i. Faldet i på grund af de seneste måneders flotte resultater op til COVID-19 og det narrativ, der er nu en gang bliver præsenteret for os med det store genopbygningsprojekt. 

Vi ved endnu ikke om denne sæson bliver en ny skuffelse eller en succes, men jeg har siden sæsonen blev indledt for snart 12 måneder siden, noteret mig en forandring. Langsomt, men sikkert, ser jeg flere sundhedstegn i og omkring klubben. 

Jeg ser langt flere spillere, som har løftet deres niveau markant siden sidste sæson, heriblandt Scott McTominay, Fred, Anthony Martial og Marcus Rashford. 

Jeg ser en ung stamme af spillere, der vil frem i verdenen og kan være en del af kernen i Manchester United de næste 8-10 år. Lige fra de indkøbte i Aaron Wan Bissaka og Dan James til de unge talenter Ole har givet chancen i form af Mason Greenwood, Brandon Williams og delvist Axel Tuanzebe.

Jeg ser fornuften i købene af Bruno Fernandes og Harry Maguire, der udover at være dygtige fodboldspillere, er ledere og eminente rollemodeler. Spillere, der er kommet i deres bedste fodboldalder, og ikke har stjernenykker med sig fra en tidligere topklub.

Jeg ser langt mindre uro uden for banen og historier om utilfredse spillere. Den slags har desværre været hverdagskost, men er nu kun kogt ned til en enkelt eller to spillere. Ingen nævnt og ingen glemt. 

Jeg ser en rolig ledelse, der, uanset det pres der har været fra omgivelserne på sociale medier og journalister, har støttet op om Ole. Det virker som om, at de køber ind på den kurs, der nu er lagt – den langsigtede bæredygtige strategi. Måske fordi der ikke er andre muligheder tilbage i bøtten for dem heller. Eller måske fordi, at ledelsen endelig har indset, at hvis Manchester United nogensinde skal tilbage til toppen af engelsk fodbold, kommer det igennem arbejdsro, tillid og tålmodighed.  

Trofæer eller ej, vil Solskjær have forbedret klubben
Om Ole er manden, der kan føre os helt til toppen og gøre os til en Rolls Royce, er endnu for tidligt at sige. Der er stadig et stykke vej til vores øvrige konkurrenter og for mange variabler, der kan gå galt. 

Hvis det dog ikke ender med det ultimative (mesterskab nr. 21) under Oles ledelse, er jeg dog næsten hundrede procent sikker på, at vi vil være langt bedre rustet, end før han tog over. For som jeg skrev i starten af denne blog, vil den mand altid sætte klubben foran hans egen succes, og dette giver mig et afgørende håb for fremtiden.

Artikler om samme emne