Brexits konsekvenser – et globalt sportsbrand i tilbagegang?

af Joachim Christensen

I juni 2016 stemte et småt flertal af briterne for Brexit: en aktivering af EU’s artikel 50, om at ethvert medlemsland ”i overensstemmelse med egen forfatningsmæssige krav kan forlade den Europæiske Union (EU)”.

Når et medlemsland stemmer for at forlade EU, er der en gensidig hensigt i at forhandle en fordelagtig aftale på plads mellem medlemslandet og EU.

Et scenarie med en aftale med stadigt tættere økonomisk forhold til EU kaldes for Soft Brexit. Derimod vil et scenarie uden sådan en aftale – et ”Hard Brexit” – betyde, at Storbritannien forlader EU med et radikalt anderledes økonomisk forhold til EU. I sådan et tilfælde ville Storbritannien forlade det fælles indre marked i EU, arbejdskraftens frie bevægelighed, frihandelsaftaler osv.

31. januar 2020 – over tre år siden folkeafstemningen – var det formelt set endegyldigt: Storbritannien trådte ud af den Europæiske Union (EU). I kølvandet på Brexit har de suverænitets-hungrende briter i et utal af timelange tillidsfortabte forhandlinger, udskydelser med videre forsøgt at forhandle en aftale på plads med de øvrige 27 stålfaste medlemslande i EU. Men uden held. Året 2020 er derfor blevet et overgangsår – en periode, hvor EU reglerne stadig gælder, mens Boris Johnson skal forsøge at få en aftale med EU ratificeret (godkendt) i det britiske parlament. Deadline for en aftale med EU er den 1. januar 2021. Men disse forhandlinger har trukket i langdrag de seneste tre år.

Nu, altså sidst i oktober måned, har briterne endnu ikke forhandlet en aftale på plads med EU. Seneste prognose er, at et ”Hard Brexit” bliver mere og mere sandsynligt. Dels på grund af et politisk landskab præget af COVID-krisen, som har stjålet andre politiske dagsordener og prioriteres i nationale parlamenter og i medierne og dels efter Johnsons seneste trussel om et hårdt-Brexit. Det er en velkendt britisk forhandlingstaktik – meget lig med Ed Woodwards og Matt Judges uden øvrig sammenlign derudover – men om taktikken er succesfuld, er ikke til at vide.

Uanset om man lander en aftale eller ej, kommer Brexit unægteligt til at have vidtgående konsekvenser for britisk fodbold, Premier League og ikke mindst Manchester United. Men hvordan vil en politisk beslutning af en så omfattende karakter med al den usikkerhed, det i forvejen indebærer, påvirke fodboldverdenen i verdens største liga; Premier League? Dét spørgsmål vil jeg kort forsøge at kortlægge og besvare ved at diskutere de forskellige konsekvenser af Brexit i henholdsvis English Football Association (FA), English Premier League (EPL) samt Manchester United.

Brexits potentielle konsekvenser for FA og Premier League
Uvisheden og usikkerheden om Brexit’s reelle konsekvenser for engelsk fodbold er stadig enorm. Det afhænger af den britiske regering og EU’s evne til at lande en aftale, og hvordan sådan en aftale vil se ud. Derfor er nedenstående diskussion af de potentielle konsekvenser tænkt ind i et scenarie under antagelsen om et ”Hard-Brexit” – altså hvor Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Der er mange komplekse og detaljerede nuancer i Brexit-forhandlingerne, men generelt kan Brexit få radikal økonomisk betydning for Storbritannien, hvis de ikke længere får fordel af arbejdskraftens frie bevægelighed og frihandelsaftalerne, som er de økonomiske hjørnesten i EU-samarbejdet. Dette vedrører altså også fodboldverdenen. Derfor er der antydninger af, hvilke implikationer Brexit ville få for EPL og selvfølgelig også FA.

Først og fremmest kan Brexit få omfattende økonomiske konsekvenser for Storbritanniens økonomi – og en devaluering af det britiske pund er ikke utænkelig. Alene på grund af usikkerheden har det britiske pund faldet siden folkeafstemningen i 2016. I et Hard-Brexit scenarie kan Storbritanniens økonomi, og dermed det britiske pund, opleve et markant fald. Dette kan få konsekvenser for købekraften for EPL-klubberne, hvoraf omkostningerne for transfers af EU-spillere, for eksempel betalt i euro, vil stige.

Netop transfer af EU-spillere kan blive den centrale hårdknude for EPL, hvis Brexit bliver uden en aftale. Denne udfordring bliver central – og derfor lægger jeg mit fokus netop på den udfordring i det følgende

Brexits implikationer på transfers og rekruttering af EU-spillere og personale
Arbejdskraftens fri bevægelighed i EU tillader, at EU-klubber kan rekruttere EU-spillere i andre lande uden krav om visa. Derfor har EPL-klubberne haft mulighed for at hente de bedste talenter over 16 år og topspillere med europæisk pas i de europæiske klubber. I kølvandet på Brexit, kan mulige restriktioner på arbejdskraftens frie bevægelighed resultere i en overordnet stigning i omkostninger for klubberne, tab af konkurrenceevne ved potentielt fravalg af EPL for de bedste spillere i Europa. For at gøre ondt værre, har Storbritannien besluttet at indføre strengere krav på arbejdstilladelser og visa, som også gælder sportsatleter. Derudover kommer der post-Brexit til at træde nye immigrationsregler i kraft, der også kommer til at have betydning for transfer af EU-spillere.

Længe har der været diskussioner mellem FA og EPL omkring etableringen af et system for køb af EU og non-EU-spillere post-Brexit. De to organisationer er nået en enighed om et kvotesystem og arbejdstilladelseskriterier for transfers af EU-spillere. Overordnet set vil der være to muligheder for at købe EU-spillere post-Brexit.

Den første mulighed er, at EU-spillere potentielt kunne kræves et såkaldt Governing Body Endorsement (GBE) for et visa og dermed arbejdstilladelse til at spille i EPL. GBE anses som en dispensation og en tilladelse, som FA tildeler spilleren. For at spillere automatisk kan få tildelt et GBE, er der relativt høje krav. Kravenes grænseværdi til, om en spiller kan tildeles GBE, afhænger af 1) spillernes lands FIFA-rang og 2) spilleren skal have spillet X-procent andel af landskampe de seneste to år afhængig af landets FIFA-rang. Nedenfor ses et overblik af kravene.

Det, man kan udlede af GBE-kravene, er, at desto bedre et landshold er og desto bedre spilleren er – givet at spillerens kvaliteter udmønter sig i landsholdskampe – desto større sandsynlighed er der for, at spilleren kan opnå GBE og dermed arbejdstilladelse for at kunne spille i EPL. Altså favoriseres allerede dygtige og antageligvis dyre spillere, da EPL har interesse i at kunne tiltrække de dygtigste spillere i Europa.

Den anden mulighed er at få arbejdstilladelse gennem individuel vurdering. Således vil de spillere, der ikke efterlever ovenstående krav og dermed ikke automatisk kan få et GBE, kunne opnå arbejdstilladelse ved individuel vurdering i et ”undtagelses panel” hos FA. I sådan en proces stilles høje krav til spillerens internationale erfaring og værdiansættelse, herunder løn, hvor der er en lang række subkriterier, spilleren skal efterleve ved et point-system. Post-Brexit kan disse regler altså også gælde for EU-spillere.

Denne procedure tilgodeser dermed også generelt forholdsvist dygtige spillere med en vis erfaring. Overordnet set betyder det, at der forekommer en høj grænseværdi og strengere krav, der besværliggør fremtidige køb af EU-spillere. Allerede topklasse-spillere vil derfor have gode chancer for at få arbejdstilladelse og spille i EPL.

Men kommende stjernespillere og dermed såkaldte ”wonderkids” vil have sværere ved at opnå GBE og dermed arbejdstilladelse til at spille i EPL. Anthony Martial (købt i 2015), N’Golo Kanté (købt i 2015), Riyad Mahrez (købt i 2014) med flere ville – hvis reglerne ændres pga. Brexit, og disse spillere var hentet efter Brexit – have haft virkelig svære betingelser for at blive hentet til EPL-klubberne – i disse tilfælde henholdsvis Manchester United og Leicester.

Derudover kan samme visa-system få konsekvenser for allerede etablerede spillere i EPL-klubberne. Et studie fra 2019 har vist, at kun 591 ud af de samlede 1022 EU-spillere i perioden fra starten af EPL (1992) til 2018 ville kunne opnå GBE gennem visa-systemet. Udover spillere kan trænere, klubpersonale og øvrige ansatte i EPL-klubberne med europæiske pas ikke drage fordel af EU’s frie bevægelighed.

Derfor kan internationale toptrænere også få sværere ansættelsesvilkår i EPL post-Brexit. Dermed kan Brexit få vitale konsekvenser for spillerdiversiteten i EPL, og betydningen af dem for hhv. EPL og FA vil jeg diskutere nu.

Brexit – en åbenlys mulighed eller et kæmpe selvmål?
FA og EPL deler ikke i samme omfang bekymringerne og usikkerheden, i forhold til hvad Brexits konsekvenser får for britisk fodbold. De potentielle konsekvenser omkring transfers af EU-spillere post-Brexit kan anses som enten positive eller negative afhængig af perspektivet.

For hos FA og EPL hersker der modsatrettede interesser, i forhold til implikationer af Brexit og hvordan eventuelle regelændringer skal håndteres. Disse forhandlinger er pt. i gang, og man afventer svar sidst i oktober 2020. Skillelinjen mellem de to organisationer er markant – særligt i forhold til eventuel regelændring af andelen af ”home grown”-spillere (spillere af egen avl: der har været i en engelsk klub i mindst tre år, før de fyldte 21 år). Det nuværende krav om, at EPL-truppererne minimum skal have otte home grown -pillere og dermed maximum 17 udenlandske spillere som en del af en 25-mandstrup, er til stor debat.

FA ville gerne have øget andelen af home grown-spillere post-Brexit, så det skulle være dels minimum 12 (home grown) og maksimum 13 (udenlandske spillere). Dette har EPL nægtet at gå med til – blandt andet grundet en samlet set svækkelse af konkurrenceevnen i forhold til de øvrige europæiske topligaer. Men kravet til otte home grown-spillere blev netop indført som et incitament for at øge og implementere den britiske og engelske talentmasse i EPL-klubberne.

Det har dog imidlertid haft den omvendte effekt; klubberne har i højere grad hentet unge EU-spillere (for eksempel danske Andreas Christensen, Paul Pogba), der har kunne indgå som home grown-spillere i EPL-trupperne. Sådan en regelændring vil dermed stemme godt overens med de anslåede konsekvenser for andelen af EU-spillere i EPL, hvis den frie bevægelighed ikke længere er gældende post-Brexit. Altså en udvikling i de kommende år, der afføder en ændring fra 60-40 i favør af ikke-britiske spillere til ca. 65-35 i favør af britiske spillere.

For FA vil disse potentielle konsekvenser af Brexit få utilsigtede positive konsekvenser – og derfor anser FA det som en mulighed for at åbne flere døre for britisk suverænitet i fodbold. I deres årlige finansielle rapport fra 2019 understreger FA, at ”den mest signifikante betydning Brexit kan få på FA er konsekvenserne af spillertransfer (…) Men det kan blive en mulighed for engelske spillere i Premier League og øvrige britiske ligaer”.

Set i lyset af, at Brexit vil besværliggøre køb af EU-spillere, og at vigtigheden af andelen af engelske spillere øges, presses de engelske klubber til at forstærke og investere i britisk talentudvikling. Dette kan realiseres gennem intensivering af arbejdet i akademierne, øget talentspejdningen lokalt og regionalt og en øget satsning på de britiske spillere. Det vil øge chancerne for, at flere engelske talenter kan blomstre og få chancen på den store scene i EPL. I kølvandet på den historiske modernisering og globalisering af EPL med en stigende prioritering og vægtning af udenlandske spillere, og hvor engelske spillere har haft sværere ved at komme på holdkortet, kan der altså være positive udsigter for FA’s perspektiv. Derfor kan Brexit for FA – der som organisation åbenlyst varetager engelske interesser (for eksempel at forbedre det engelske landshold) – have positive effekter.

EPL deler ikke samme positive perspektiv på Brexit. Tværtimod. EPL og klubberne især frygter, at Brexit kan få vitale, negative konsekvenser for klubberne og ligaen.

Denne frygt for vidtgående konsekvenser skal ses i lyset af den øgede globalisering og modernisering af EPL, hvor ligaen siden starten af årtusindeskiftet har intensiveret sit internationale udsyn. Her har arbejdskraftens frie bevægelighed i EU været meget bekvemmelig og kærkommen, fordi EPL-klubberne har haft mulighed for at hente EU-talenter og EU-spillere uden krav om visa. Det har øget kvaliteten og ligaens konkurrenceevne, hvormed udviklingen har manifesteret sig i rekordsponsoraftaler, rekordsummer på transfers, internationale ejere af klubber, der pumper penge ind – og ud – af klubberne, rekordsummer på TV- og Broadcastaftaler osv. EPL har altså – sammen med den øvrige fodboldverden – de seneste 10-20 år udviklet en massiv kommercialisering af sit brand. Det har særligt topklubberne nydt økonomisk godt af. 

Nedenstående illustrerer og stemmer meget godt overens med denne udvikling, når man kigger på spillerdiversiteten i EPL.

(Kilde: The Guardian. Data: Gracenote.)

 Her ses, hvordan udviklingen af andelen af henholdsvis engelske og internationale spillere i startopstillingerne i EPL har tenderet til, at klubberne har prioriteret markant flere internationale end engelske spillere. Det er naturligvis både et resultat af den øgede globalisering samt en kommercialisering af en af verdens mest eftertragtede ligaer. Men det er også en erkendelse af, at talentarbejdet i de engelske akademier ikke har været succesfuld de seneste 20-30 år. 

Studiet fra 2019 har også belyst to overordnede scenarier post-Brexit i forhold til udviklingen af hhv. EU-spillere og britiske spillere i EPL. De to scenarier er illustreret i nedenstående figur.

(Kilde: Laurie Shaw, 2018: FiveThirtyEight)

 Figuren viser den projekterede udvikling af spillere med forskellige nationaliteter i EPL frem til 2028. Det første scenarie – den stiplede linje – er status quo, hvor EU-spillere kan spille EPL uden yderligere restriktioner. Det andet scenarie – den prikkede linje – er konsekvensen af enden af den frie bevægelighed for Storbritannien, hvor EU-spillere altså påkræves de nye visa-regler, som gælder for non-EU-spillere. I et status quo-scenarie vil andelen af spillere fra henholdsvis EU og Storbritannien angiveligt holde sig nogenlunde stabilt. Derimod estimerer modellen, i det andet scenarie uden den frie bevægelighed, at andelen af EU-spillere vil falde fra ca. 40 procent til omkring 21 procent i 2028. Omvendt anslås det, at andelen af britiske spillere tilsvarende vil stige til ca. 65 procent i 2028. Brexit kan derfor også få konsekvenser for fremtidens spillerdiversitet EPL. 

Samlet set vil de potentielle konsekvenser af Brexit i form af devalueringen af det britiske pund, sværere betingelser og restriktioner for arbejdstilladelse for EU-spillere, fald i investeringer, tab af omsætning osv. betyde større omkostninger for EPL-klubberne. Dette vil yderligere presse klubbernes evne til at møde Financial Fair Play-kravene. EPL kan overordnet set støde på en forværring af ligaens internationale og globale ry i fodboldverdenen post-Brexit. I det lys kan Brexit blive et kæmpe selvmål for EPL, Derfor kan Brexit få substantielle og vitale konsekvenser for EPL, der kan sætte markante spor i fremtidens EPL. 

EPL – et globalt sportsbrand i identitetsmæssig tilbagegang?
I forhold til udviklingen af EPL som et globalt sportsbrand, så udgør Brexit en modsatrettet rettet tendens for engelsk fodbold. Globaliseringen og kommercialiseringen af EPL har betydet, af ligaen anno 2020 i høj grad bryster sig af at være verdens bedste liga, med de rigeste og største klubber, med de største internationale stjernespillere i trupperne, med de største TV-broadcast-aftaler, med flest antal seere globalt, med de største sponsoraftaler, med internationale, rige oligarker som klubejere osv. Brexit – derimod – kan potentielt udgøre en stopklods for denne udvikling. Klubberne kan miste konkurrenceevne i forhold til de øvrige topklubber om de største europæiske stortalenter, sponsoraftaler, investeringer i kraft af at det samlet set kan blive dyrere for EPL-klubber at drive fodboldklub. 

Internationalisering af EPL kan opleve et tilbageslag, hvis Storbritannien og EU ikke formår at få en aftale på plads, hvor en ekstraordinær ordning omkring arbejdstilladelse af EU-spillere bliver materialiseret.

Dog har formand for EPL, Richard Masters i 2019 udtalt, at han er overbevist om, at EPL-klubberne fortsat kommer til at kunne forstærke sig ved at hente EU-spillere. Det er et klart optimistisk signal om, at EPL forventer, at klubberne stadig kan hente EU-spillere i det omfang, hvor ligaen ikke kun mister konkurrenceevnen, men derimod også kan forbedres post-Brexit.

Der er altså en markant diskrepans mellem den øgede globalisering af EPL – og fodbold generelt – og den isolationistiske retning, som Brexit indikerer. Men hvor stor den reelle betydning som de potentielle konsekvenser af Brexit får på EPL og klubberne, er dog stadig usikkert. Men noget tyder på, at Brexit kan ramme klubberne og dermed ligaen asymmetrisk.

Business-magasinet Forbes har tilkendegjort, at seks af verdens ti rigeste klubber er EPL-klubber. Men jeg tvivler meget på, hvorvidt Brexit får markante konsekvenser for netop topklubberne i EPL, da EPL har en særlig interesse i, at topklubberne har en international høj konkurrenceevne, heriblandt hvad angår spillertransfer af de bedste europæiske talenter og Champions-League avancement.

Derimod vil Brexit kunne få dybere og mere vidtgående konsekvenser for de lavere rangerende klubber i EPL, særligt også for klubberne i de øvrige lavere rækker i EFL. Uagtet Hard- eller Soft Brexit vil konsekvenser – simultant med konsekvenserne af COVID-19 – skabe en omfattende udhuling af skellet mellem top og bund i engelsk fodbold. En større ulighed mellem top og bund vil altså puste gløder til den i forvejen fragmenterede og splittede fodboldkultur i England i en globaliseret verden, hvor klubberne med de i forvejen største økonomiske muskler favoriseres. Som en kort indskydelse er Project Big Picture diskussionerne i gang og kan accelerere konsekvenserne. En del af forslagene lyder på en omstrukturering af ligaen og en omfordeling af magtforholdene i favør til de store og etablerede hold i ligaen. Med den øgede globalisering af engelsk fodbold, Project Big Picture og Brexit in mente, tyder det på, at den konservative og romantiske fodboldkultur i England kan være på tilbagetog.  

For at imødekomme de potentielle negative, økonomiske konsekvenser af Brexit på Storbritanniens økonomi, er der store incitamenter for at lande en aftale med EU. Richard Masters har hertil udtalt, at EPL er et ”britisk brand”, der bidrager positivt til den britiske økonomi, og at den britiske regering naturligvis vil undgå alt, der får negativ betydning for EPL. Men lykkedes det ikke at lande en aftale med EU, vil FA og EPL unægteligt forsøge at lave ekstraordinære aftaler og systemer med for eksempel FIFA for at undgå at svække konkurrenceevnen. Omfanget af og hvilken karakter sådanne aftaler får, kan vi først vide mere om, når vi kender det endelige udfald af Brexit. Ikke desto mindre udgør Brexits konsekvenser for EPL et tab af europæisk identitet og værdifællesskab i en globaliseret fodboldverden.

Udsigterne for Manchester United
Som beskrevet ovenfor vil de største klubber med økonomisk kapacitet, heriblandt særligt Manchester United, ikke i samme grad blive berørt af transferrestriktioner og en deraf følgende omstilling som de øvrige klubber i EPL vil blive. Manchester United får stadig god mulighed for at hente topklasse EU-spillere, fordi reglerne tilgodeser de bedste spillere, som Manchester United og de øvrige topklubber har økonomisk kapacitet til at hente. Men derimod vil det blive markant sværere at hente unge talenter, og det er jo en transferstrategi, som Manchester United med Ole Gunnar Solskjær i spidsen øjensynligt benytter sig af. Dette kan måske forklare, hvorfor klubben i 2020 transfervinduet har prioriteret at hente spillere såsom: Álvaro Fernandez (u18 spiller fra Real Madrid), Marc Jurado (u18 spiller fra Barcelona), Willy Kambwala (u18 spiller fra Sochaux), Amad Traore (18-årig talent fra Atalanta).

Dermed kan det tyde på, at potentielle konsekvenser af Brexit allerede har forplantet sig i klubbens transferstrategi. Måske har sommerens transfervindue været det sidste, hvor EU-talentmasse kunne rekrutteres uden problemer før nye regler om immigrations- og arbejdstilladelse træder i kraft?

Tager man et hurtigt kig på den truppen – og hvordan udsigterne er, hvis og når nye regler træder i kraft – kan man se, at Manchester United med den nuværende trup efterlever kravene, selv hvis en regelændring om 12 home grown spillere bliver en realitet. Men med de øvrige EU og non-EU-spillere, skal klubben være opmærksom på nye regler for immigration og arbejdstilladelse. Dog kan allerede etablerede EU spillere ved en ordning (EU Settlement Status Schem) ansøge om “bosættelse” og derigennem blive i klubben. Der er dog en deadline i juni 2021, en række krav og betingelser i sådan en ordning, klubben skal være opmærksom på.

Værre er dog en mulig devaluering af det britiske pund, herunder de økonomiske konsekvenser af COVID-19 pandemien simultant med Brexit. Disse konsekvenser vil naturligvis også påvirke Manchester United.

Den 21. oktober offentliggjorde klubben dens kvartalsmæssige finansielle situation i 2020 og deraf også klubbens økonomi i kølvandet af COVID-19 krisen. Klubbens omsætning er faldet med ca. 19 procent (fra £627.1m til £509m) og gælden er steget med 133 procent (fra £270m til £471m). Derudover er klubbens EBIDTA – den samlede indtjening før renter, skat og afskrivninger – faldet med næsten 30 procent (fra 185.8m til £132.1m). Det er det laveste niveau siden 2015. Dertil kan man kun spå om en sprængfarlig økonomisk bombe ved en kombination af COVID19-krisens økonomiske implikationer, som vi allerede ser nu, sammen med Brexits potentielle konsekvenser. I værste tilfælde kan det for Manchester United få vitale konsekvenser som en af verdens rigeste klubber. Krydret med den mildest talt grådige og selvbeskyttende klubledelse i form af Glazers, ser fremtiden bekymrende ud for Manchester Uniteds økonomi og konkurrenceevne blandt den internationale fodboldelite.


Kilder:
Copenhagen Business School, Freeths Law Compan, FiveThirtyEight, Foreign Policy, Journal of Sports & Entertainment Law Harvard Law School, Manchester Evening News, Mediano Podcast, Politiken, Talking Politics, The Guardian, The Independent, The International Scholar, The Telegraph, UAEpolitics, Zetland.

Artikler om samme emne