Cavanis dom – et tilbageskridt i kampen mod racisme

af Joachim Christensen

MANGE MANCHESTER UNITED-FANS, inklusiv mig selv, trak en noget fortvivlet mine, da Edinson Cavani blev anklaget for at ytre sig racistisk i noget så uskyldigt som en hilsen til en nær ven på sin Instagram i kølvandet på 2-3 sejren over Southampton. Sagen endte som bekendt med, at FA dømte Cavani for racisme, hvormed uruguayaneren fik en bøde samt tre spilledages karantæne. 

Jeg vil i det følgende komme sagen til bunds, og undersøge om Cavanis udtalelse egentlig er racistisk, hvorvidt man kan anfægte dommen og endda anklage FA’s dom mod Cavani. Endeligt vil jeg med udgangspunkt i Cavani-sagen problematisere FA’s tilgang i kampen mod racisme. 

”Gracias Negrito”
Efter endnu et Manchester United-comeback i udebanekampen på St. Mary’s Stadium d. 29. november sidste år, blev Edinson Cavani den helt store helt efter to scoringer, der sikrede United sejren til 2-3. Men sejrens sødme blev hurtigt erstattet med en noget bitter og flad fornemmelse for uruguayaneren. Efter sejren var El Matador på Instagram og takkede en hilsen fra en ven, Pablo Fernandez, ved at svare: ”Gracias Negrito”. Ordet ”negrito” bliver hyppigt brugt i sydamerikanske lande som

et kært udtryk til nære venner. Det fremgår af sagen, at Fernandez ofte bliver kaldt det af venner og selv kalder sin søn det. Negrito bruges altså som en positiv konnotation; det er i konteksten et positivt-ladet ord. 

Dog blev Cavani gjort opmærksom på, at det ordet ”negrito” kunne opfattes racistisk, og selvom vennen ikke blev fornærmet af hilsenen – nærmere tværtimod – undskyldte og slettede Cavani opslaget fra Instagram. Det gjorde Cavani – til trods for Pablo Fernandez i sin vennekreds bliver kaldt for ”negrito” – og af den simple årsag, at Cavani ifølge ham selv ”ingen intentioner havde om at udtrykke sig racistisk eller fornærmende.” 

 

I midlertidig er der en central begrundelse i domsdokumentet vedrørende domsfældelsen. Her fremføres det blandt andet af professor i Latinamerikanske studier, David Wood, at ordet ”negrito” på sydamerikansk referer til en ”farvet person”. Men, som ordlyden er i rapporten, er det ”ikke overraskende”, vurderer Wood yderligere, at engelske indfødte, der ikke er fortrolig med den sydamerikanske kultur og forståelse af ordet, sandsynligvis vil kunne opfatte begrebet som ”fornærmende”. Dette benytter FA som belæg for at konkludere, at ”begrebet i dette land (læs: England) kan opfattes fornærmende” og derfor racistisk.  

Derfor erkendte FA – i det mindste – at Cavani ikke ytrede sig med racistiske intentioner. Men med FA’s antiracisme protokoller, som det juridiske grundlag, lægger FA i domsforklaringen vægt på, at ordet ”med god grund ville kunne opfattes racistisk og fornærmende for engelsktalende folk uden forståelse for det sydamerikanske sprog, normer og kultur.” 

Derfor er det centrale i sagen, at udtrykket kan opfattes racistisk af folk uden forståelse for sydamerikansk kultur. Ikke desto mindre endte sagen med, at det engelske fodboldforbund, FA, dømte Cavani for racisme, hvor Cavani fik £100,000 i bøde samt tre spille dages karantæne. 

Hvis man vil læse domsgrundlaget i sin fulde længde her. 

Det store paradoks – FA som en anti-racistisk, racistisk organisation?
I kølvandet på sagen har den danske forsker, Andreas Beck Holm, ved Aarhus Universitet vurderet sagen og har fremført et argument, der forsvarer Cavani. Holm fremfører tre følgende årsager til, hvorfor ”negrito” ikke kan være et udtryk for racisme i denne konkrete sag:

  1. Der er ingen tegn på intentionel racisme i udtrykket: Cavani besvarede i kærlig tone en nær ven på Instragram, uden intension om at ytre sig racistisk.
  2. ”Negrito” bruges på sydamerikansk som et kærligt udtryk – ikke racistisk.
  3. Ligeså snart Cavani blev gjort opmærksom på, at udtrykket ”negrito” kunne opfattes racistisk, slettede hans sit Instagram opslag – lige præcis fordi han ikke ville associeres som racistisk.

Til trods for dette blev Cavani som benævnt dømt, da udtrykket – ifølge FA – kunne opfattes racistisk af engelsktalende folk uden kendskab til den sydamerikanske forståelse af ordet. Holm argumenterer for, at dette er et tydeligt eksempel på diskrimination baseret på en persons kultur: kulturel racisme. Holm argumenterer, at Cavani som en udenlandsk spiller straffes af FA for ikke at mestre det engelske sprog samt af sin begrænsende forståelse af den engelske kultur. Med andre ord straffes Cavani som en udlænding, der ikke adlyder og efterlever de engelske koder, normer og sprog. Kort fortalt er FA’s dom, ifølge Holm, et udtryk for, at den sydamerikanske kultur, sprog og normer er den engelske kultur underlegen. 

Derfor er Holms grundlæggende argument, at Cavanis hilsen til sin ven, Fernandez, IKKE er racistisk, men – meget paradoksalt – at FA’s racismeanklage mod ham er. 

Jeg har kontaktet Andreas Beck Holm og bedt ham uddybe hans udlægning af sagen. 

Efter sin udlægning har Holms analyse nemlig fået international opmærksomhed, og han har fået en del henvendelser fra Uruguay. I henvendelserne fremgår det, som Holm selv beskriver det »at deres sprog og kultur er blevet dømt ude af FA, og de er voldsomt frustrerede over det, de med rette oplever som en stor uretfærdighed begået i ren arrogance og uvidenhed «.

Så hvordan kan denne uretfærdighed udmønte sig i en racismedom, når – som FA selv erkender, at Cavani ikke har ytret sig intentionelt racistisk? Til det svarer Holm: 

»Når man anmelder racisme til ‘Kick It Out’, bliver man bedt om at angive, hvor overgrebsmanden befandt sig under episoden, og her kunne jeg i min anmeldelse af FA ikke dy mig for at skrive “Surely behind a desk”. For dette er jo netop en doven skrivebordsafgørelse, der afspejler, at FA ikke har gidet lave en reel undersøgelse af sagen, men blot mekanisk har appliceret nogle bureaukratiske regler uden at se på de konkrete omstændigheder.«

Som Holm meget tydeligt indikerer, mener FA ingenlunde, at Cavani er eller har intention om at ytre sig racistisk, men at FA tværtimod vil udvise en politisk korrekthed som antiracistisk organisation, end egentlig at gøre noget ved problemet i sig selv. Dette er problematisk, for som Holm skriver:

»Hermed kommer man til at sende et klart signal om, at man ikke for alvor er interesseret i at gøre op med racismen, og det risikerer at føre til, at offentligheden for fremtiden ikke vil tage kampen mod racisme i fodbold så alvorligt.«

Derfor er det til skade for antiracismen, at FA gemmer sig bag sine antiracistiske klæder. Værre er det, som Holm argumenterer, at FA– meget paradoksalt – selv udøver kulturel racisme over for Cavani.

Hertil lægger Holm ikke fingrene imellem: 

»Mens der ikke var noget offer i Cavanis hilsen til sin ven, gør man ham selv til offer for et interkulturelt tonedøvt bureaukratisk magtapparat i Storbritannien, og man ødelægger ovenikøbet, mod bedre vidende, hans gode navn og rygte ved at stemple ham som racist. Man finder efter min mening næsten ikke et klarere eksempel på diskrimination i moderne fodbold, det er et rent overgreb fra FA’s side «. 

Derfor, som Holm belyser, er sagen dybt problematisk af to grundlæggende årsager. Først og fremmest fordi Cavanis internationale renommé i fodboldverdenen uretfærdigvis bliver beskadiget pga. en utilstedelig racismedom, hvilket muligvis vil kræve rehabilitering af spillerens omdømme, som i øvrigt er fremragende særligt i hjemlandet Uruguay. Dernæst og endnu værre, som Holm problematiserer, er Cavani desværre ikke er det største offer i sagen, med derimod er det kampen mod racisme i verdens største og globale fodboldliga. 

Dog vil jeg indvende, at denne sag er unik og usammenlignelig med lignende, tidligere sager, herunder Bernardo Silva-sagen samt Suarez-sagen. Uden at komme yderligere ind på de nævnte sager, er denne sag af åbenlyse årsager enestående. Det er den af den simple årsag, at i denne sag bliver racisme reduceret til et spørgsmål om et utilstedeligt og arrogant forsøg på at udvise en politisk korrekthed i antiracismens tegn, men imidlertid viser det sig, at anklagebænken vendes, og at udfaldet paradoksalt nok er, at FA anklages som overgrebsmanden. Hertil skriver Holm: 

»Derfor bliver det så meget mere problematisk, når indsatsen mod racisme degenererer til en politisk korrekthed, der i kraft af sin egen kultur- og historieløshed ender med ureflekteret at reproducere undertrykkelsen af fremmede kulturer. Så sniger racismen sig med andre ord ind ad bagdøren, efter at man med fuld musik har smidt den ud ad fordøren. Og så reproduceres den i netop overbevisningen om ens egen antiracisme, hvormed den bliver endnu sværere at slippe af med. «.

”FA kan ikke både blæse og have mel i munden”
I kølvandet på yderligere internationalt pres på FA – fx har den uruguayanske spillerforening fordømt dommen og anklaget FA for diskrimination mod Cavani – når sagens absurditet overraskende nye højder. 

Som resultat har FA – med den gode gamle britiske taktik ”angreb-er-det-bedste-forsvar” – forsøgt at placere skylden hos Cavani selv og dertil også i særdeleshed Manchester United for manglende sprog- og medietræning for udenlandske spillere. Man kan diskutere, hvorvidt Cavani skal overveje sine ordvalg på sociale medier, men at forsøge bevidst at placere ansvaret andetsteds forekommer mig ikke kun tonedøvt men også dybt problematisk og hyklerisk.

Ligeledes har Ole Gunnar Solskjær i forbindelse med et spørgsmål til sagen understreget, at »vi (læs: fodboldverdenen) bliver nødt til at forstå kulturforskelle«. 

På helt samme linje, mener jeg, at Holm rammer plet i sin udlægning: 

»For FA kan ikke både blæse og have mel i mundet. Man kan ikke både gøre Premier League til et globalt brand, sælge TV-rettighederne for astronomiske summer til hele verden og tiltrække spillere fra alle fire verdenshjørner for så samtidig insistere på at være så indskrænket og provinsiel i sin tankegang«. 

Selvom dommen mod Cavani ikke kan ændres, da uruguayaneren afsoner sin straf, så lægger Holm ikke låg på sagen. Tværtimod. Sagen bør, ifølge Holm, udgøre et springbræt, hvorved øget offentligt pres på FA kan bidrage til, at organisationen ændrer sin politik, regler og praksis. Selvom FA – må man antage – ikke har noget i mod Cavani eller har intention om at fremstå som overgrebsmanden i racismens tegn i sin dom mod Cavani, som øjensynligt kan tolkes som kulturel racisme, understreger det blot problemet ved forsøget på at agere politisk korrekt indfiltreret i FA’s bureaukratiske og rigide regler i domsager om racisme. 

Fremtidens antiracistiske kurs i international fodbold?
Som afsluttende bemærkning kan jeg kun erklære mig enig i Andreas Beck Holms udlægning af sagen, og i mine øjne rammer han plet i forhold det, at det overordnede ansvar ikke bør placeres på Cavani eller Manchester United men derimod på FA’s håndtering af sagen.

Som Holm berører, er FA’s rigide organisatoriske og bureaukratiske regelsæt problematiske. Den overordnede regelramme bør ændres, så der i fremtidige cases tages hensyn til kulturforskelle, hvilket kun er naturligt i en global forankret fodboldliga. Dernæst bør reglerne forudsætte, at fremtidige sager fokuserer på den individuelle case og dens specifikke kontekst. Dette berører personerne, der er indblandet, personens historik og tidligere forhold til lignende sager osv. 

Derfor, som både Holm og Solskjær nævner, bør et globalt udsyn og en fælles forståelse for kulturforskelle ikke bare forenes i den fælles kamp i antiracismens navn – det er en fuldstændig grundlæggende forudsætning for kampen mod racisme – også i en global fodboldverden.

Artikler om samme emne