Cole-og-Yorke-ManchesterUnited

Tvillingerne Cole og Yorke – det umage makkerpar

af Anna Køhlert

I år fylder Cole og Yorke begge 50 år. Større modsætninger finder man nok ikke, men alligevel er de endt som et af de mest ikoniske makkerpar i Uniteds historie.

”Der var det med de to, de var ligeglade med, hvem af dem der scorede. De kom til et punkt, hvor de var glade på hinandens vegne, uanset hvem der scorede.”

Gary Neville har prøvet at sætte ord på, hvad der har udødeliggjort Cole og Yorke hos de fleste Manchester United fans. I tre sæsoner udgjorde de et umage, men lynende farligt makkerpar i Manchester Uniteds forreste kæde. Andrew Alexander Cole og Dwight Eversley Yorke er født i 1971 og fylder derfor begge 50 år i år. Cole i oktober, Yorke godt tre uger senere i november.

Men hvem var ”tvillingerne”, der scorede mål på stribe og om nogen var med til at sikre Uniteds historiske treble i 1999?

Den ene er født i Storbritannien, den anden i Trinidad og Tobago. Den ene spillede for Arsenals akademi i London, et par timers kørsel fra sin fødeby Nottingham. Den anden måtte rejste over Atlanten for at sparke sin professionelle karriere i gang hos Aston Villa. Den ene er stilfærdig, den anden en højgrinende humørbombe. Det er efterhånden en velkendt historie, at den ene er Ying, den anden er Yang.

Den svære start

Andy Cole kom til United fra Newcastle i 1995 i en handel til 7 mio pund, hvilket på daværende tidspunkt var britisk transferrekord. Men Coles første sæsoner på Old Trafford var ikke mindeværdige. En blanding mellem skader og konkurrence fra Eric Cantona og siden Ole Gunnar Solskjær gjorde, at Cole i løbet af de første tre år kun formåede at score 29 mål i sine 72 optrædener for klubben. Højst overraskende valgte ”kongen” Cantona dog at lægge støvlerne på hylden i 1997, og det efterlod Cole som førsteangriber. Cole betalte Alex Ferguson tilbage for tilliden og scorede 15 mål i sæsonen 97/98. United måtte dog se Arsenal snuppe mesterskabet med blot et enkelt points forspring. I øvrigt var denne sæson, den eneste hvor Cole i sin 6-årige Unitedkarriere ikke løftede Premier League trofæet.

The smilling assassin

Aston Villa var i 1989 på en træningstur til Vestindien. Her spillede de en venskabskamp mod et lokalt hold med en blot 17-årig Yorke på kanten. Aston Villa manager Graham Taylor var imponeret og tilbød den unge gut en prøvetræning. Det resulterede i en kontrakt og Yorke forlod hjemlandet for at bosætte sig i Birmingham. Under et år skulle Yorke bruge på at få sin debut. Indtil 1995 spillede Yorke på kanten, inden han blev omskolet til frontangriber. En position han hurtigt fandt sig til rette på, og blev en af Premier Leagues mest farlige angribere.

Uniteds trofæløse sæson i 1998 satte gang i indkøbene hen over sommeren. Forsvaret blev forstærket med Jesper Blomquist og ikke mindst Jaap Stam. Alex Ferguson havde dog også set sig lun på den varme angriber fra Aston Villa, og interessen var gengældt fra Yorke.

Men Villamanager John Gregory ville ikke sælge Yorke, med mindre United sendte Andy Cole den anden vej. Yorke troppede op på managerens kontor og fortalte, at han ville sælges. Gregory har siden fortalt, at han blev så rasende over Yorkes udmelding, at han ville have skudt ham, hvis han havde haft en pistol. Yorke fik i første omgang ikke sin vilje, og da Aston Villa åbnede Premier Leaguesæsonen mod Everton, var det med en tydelig uengageret Yorke på banen. Fem dage senere blev Uniteds ellers velbesatte angreb udvidet.

Ying og Yang

Det var dog først i oktober 1998, at Yorke og Cole blev sat sammen fra start i en kamp, da Solskjær og Sheringham begge var skadet. Southampton blev sendt hjem med et 3-0 nederlag, og både Cole og Yorke scorede.

”De første fem til seks uger spillede vi ikke sammen. Jeg spillede ofte enten med Solskjær eller Sheringham. Men det var som om, vi begge to bare ventede på chancen. Vi vidste ikke præcis, hvad der ville ske, men da det skete, eksploderede det hele bare”, forklarede Yorke om den kamp i oktober og fortæller videre om deres makkerskab:

”Han var en rigtig nummer ni, der elskede at løbe bag forsvarerne og scorede alle slags mål. Han var forsvarspillernes mareridt, mens jeg var den flinke fyr, der elskede at få bolden foran forsvaret, hvor de kunne se mig. Og for mig er en fyr som Cole, der løber bagom forsvaret en drøm at spille med. En der løber langt, en der løber kort. Det kan forsvarsspillerne ikke forholde sig til.”

Yorke var formentlig den mest talentfulde spiller, der driblede og drev gæk med modtanderne, mens Cole mere var den stilfærdige, men koldblodige angriber og samarbejdet fungerede til ug.

”Dwight og jeg er polærer modsætninger. Det han kan lide, bryder jeg mig ikke om og omvendt. Vi er Ying og Yang, men det er nok derfor, vi kom så godt ud af det med hinanden,” har Cole reflekteret om ham og Yorke.

Sæsonen over dem alle

En harmløs aflevering fra Keane ind gennem midten til Yorke, der lader bolden kører gennem benene videre til Cole. Første gang tilbage til Yorke, der lægger den tilbage med det samme. Midt for målet kan Cole lægge den ind bag en chanceløs Ruud Hesp i Barcelona målet. De fleste der så kampen på Camp Nou den novemberaften i 1998 kan huske målet og det hurtige perfekte et-to samarbejde mellem Yorke og Cole. Kampen endte 3-3, og det farlige makkerpar kørte rundt med det catalanske forsvar gennem hele kampen. Cole scorede en enkelt, Yorke to. Kampen blev et af synonymerne på såvel Uniteds sæson som Yorke og Coles samarbejde på toppen.

Det er svært at skulle fremhæve enkelte spillere på det hold, United havde i sæsonen 98-99. Netop holdet som helhed var en af hemmelighederne bag den store succes. Men ikke desto mindre hjælper det de fleste hold, at have frontangribere der scorer så mange mål, som Yorke og Cole gjorde denne sæson. Deres nærmest telepatiske evne til at forstå hinanden, til at være de helt rette steder og til at kombinerer sig gennem et forsvar med et-to afleveringer.

”Da vi startede med at spille sammen, var det som at møde en helt speciel kvinde og blive forelsket. Det hele føltes rigtigt,” har Cole siden fortalt om deres samarbejde.

Og måske er det netop ”forelskelsen” mellem de to, som Gary Nevilles udtalelser skal ses i lyset af. Angribere lever for at score mål. Den koldblodige og til tider egoistiske tilgang der skal til for at få succes som angriber, kan afspejle sig i forholdet til medangriberne. Men Yorke og Cole adskilte sig fra mange andre angrebskonstellationer, og et af deres farligste våben var deres kombinationer. Forsvarsspilleren vidste aldrig, hvor de havde dem, og hvem der ville score. 53 mål fordelte de imellem sig i sæsonen 98/99. United gik hele vejen i såvel FA Cuppen og Champions League, hvilket maksimerede antallet af kampe for sæsonen, men ikke desto mindre, er det stadig en imponerende bedrift.

Resten er historie

15 oktober og 3 november. Under en måned er der mellem at Cole og Yorke fylder 50 år. Samtidig er det til vinter præcis 20 år siden, at deres samarbejde stoppede. Cole skiftede Old Trafford ud med den korte tur til Ewood Stadium i Blackburn. I deres tre sæsoner sammen i United fordelte de 124 mål i mellem sig, vandt tre engelske mesterskaber, en FA-Cup og en Champions League titel.

Blackburn genforenede det ikoniske makkerpar, da de blot et halvt år efter signingen af Cole, hentede Yorke på Old Trafford. Begge spillede de siden i flere forskellige mindre klubber. Blandt andet var Cole et enkelt år i City, mens Yorke snuppede et år downunder i Sydney. De var kortvarigt forenet igen et halvt års tid i Sunderland, inden Cole sluttede sin karriere i 2008 og Yorke i 2010.

Andy Cole og Dwight Yorke er og vil nok altid være kendt og berygtet i britisk fodbold. Og selvom der sidenhen har været adskillige fremragende angribere gennem United, vil Uniteds fans nok altid huske Cole og Yorke som et af de mest ikoniske angrebspar klubben nogensinde har set.

Artikler om samme emne