De Røde Lejesvende – “Fansene elsker ham allerede”

af Svante Wettergren

VI VED SJÆLDENT, hvordan det reelt går med dem – vores udlejede spillere. Måske har vi set nogle få statistikker eller et par højdepunkter på Twitter, men ikke nok til at få et fyldestgørende indtryk af, hvordan det egentlig går med de spillere, som vi håber kan komme tilbage til Manchester United og gøre en forskel på holdet og måske overtage pladsen fra de pensionsmodne spillere eller sørge for, at vi kan bruge vores transfermidler på andre positioner.

Sådan har jeg det i hvert fald, og derfor har vi allieret os med en række gode folk – fans og journalister – der følger de enkelte hold og månedligt vil give os et overblik over, hvordan det går vores røde lejesvende.

TEDEN MENGI – DERBY COUNTY, CHAMPIONSHIP

– Teden Mengi er kommet ind i varmen. Og det er også kommet ham til gode, at der har været et uhyre tæt kampprogram, som har gjort, at Wayne Rooney har måttet se bort fra en fast konstellation. Dertil er vi kommet ind i lidt af et formdyk, som også får Rooney til at justere på knapperne.

– I forhold til Mengis egne præstationer, var det tydeligt i starten, at han er meget ung og uerfaren på dette niveau. Han er også blevet smidt for løverne i svære kampe i en utilgivelig liga. Men han er allerede vokset med opgaven, og har fundet sig mere til rette på banen. Det hjælper også, at han nu bruges i det centrale forsvar og ikke på højrebacken, som Rooney smed ham ud på i starten. I centerforsvaret i en trebackskæde har han to erfarne omkring sig, og derfor bliver han ikke fanget i undertalssituationer. I hans første optrædener var det nemlig tydeligt, at han havde noget at arbejde med, hvad angår hans placeringsevne på banen.

– Nu går sæsonen ind i den afgørende fase, og her bliver det interessant at se, om Mengi får lov at beholde sin plads, eller om Rooney vælger at gå med mere erfarne spillere. Vi hænger endnu i nedrykningskampen, så alt er på spil. Men Rooney har allerede været ude at sige, at han håber, at Mengi får en sæson mere for Derby, så det er i hvert fald et tydeligt signal om, at han tror på ham.

Nicolai Grau, journalist på B.T. og Derby-fan.

DYLAN LEVITT – NK ISTRA 1961, PRVA HNL

– Dylan Levitt fik sin debut for NK Istra i ligakampen mod Lokomotiva Zagreb den 13. Marts. Den walisiske midtbanespiller kom ind fra bænken med 13 minutter igen og spillede i venstre side af midtbanen, men kom ikke meget på bolden, da NK Istra succesfuldt forsvarede føringen mod deres direkte konkurrent om at sikre overlevelse.

– I den næste kamp fik Levitt sin første kamp fra start, da de mødte NK Oriolik i kvartfinalen i den kroatiske cup. Lejesvenden fra Manchester United spillede 90 minutter og holdet sikrede sig en plads i semifinalerne med en sejr på 3-0.

– Inden landsholdspausen spillede NK Istra mod NK Slaven Belupo i ligaen, og uheldigvis for Levitt sad han på bænken hele kampen, da de spillede 1-1. I sidste kamp fik han igen chancen fra bænken og kom på banen efter 77 minutter. Her sluttede NK Istras ubesejrede stime på seks kampe i streg, da de tabte til NK Osijek, der ligger på en delt førsteplads i ligaen.

– Levitt vinder langsomt men sikkert tilliden hos træneren og får flere minutter på banen. Holdet har haft sin bedste periode i flere år, og har spillet sig ud af nedrykningszonen, hvor de nu har fire point ned til Lokomotiva Zagreb på sidstepladsen, og kun tre point op til sjette pladsen.

– Nu har NK Istra en svær periode foran sig med udsigt til at møde hold fra toppen af tabellen, og jeg forventer, at de kæmper hårdt for at sikre flere point. Levitt vil uden tvivl få mere spilletid igen, da han bliver brugt mere og mere som tiden går.

Filip Mishov, freelance sportsjournalist for blandt andre BBC og TalkSport.

TAHITH CHONG – CLUB BRUGGE, JUPILER PRO LEAGUE

– Tahith Chong startede alle tre kampe i marts, da flere var ude med Covid-19. Han begynder at finde kamprytmen og spiller bedre end i februar.

– Han er stadig ikke den spiller, vi havde håbet på. Han blev skiftet ud i pausen mod Gent efter en forfærdelig halvleg.

Timo, fodboldfanatiker og Club Brugge-fan.

DIOGO DALOT – AC MILAN, SERIE A

– I marts måned spillede Milan seks kampe, heraf to mod Manchester United i Europa League og fire i Serie A. Derfor lå spilleminutterne og ventede på Diogo Dalot, men det har imidlertid været lidt af en pose blandede bolsjer for portugiseren. Dalot oplevede således både at se sig degraderet til tredjevalg på højrebacken og komme på måltavlen.

– Han måtte se til, da de to konkurrenter i form af Davide Calabria og Pierre Kalulu begge kom i kamp i et 1-1 opgør mod Udinese. Milan spillede ikke godt, hvorfor Diogo Dalot fik chancen kampen efter på udebane mod Hellas Verona. Dette står imidlertid som Dalots med afstand bedste kamp for Rossoneri, da han i det 50. minut kanonerede bolden i mål til slutresultatet 2-0. Portugiseren havde bevæget sig op på sidste tredjedel af banen, hvor han uden for straffesparksfeltet modtog bolden. Med en let kropsfinte lykkedes det at sætte to Verona-spillere, og på kynisk vis sendte venstrebacken bolden helt op under trekantssammenføjningen.

– Efter denne kamp er det blevet til meget spilletid i de resterende fire kampe, heraf tre kamp med fuld spilletid. Med til historien hører sig også, at Theo Hernandez og Davide Calabria skiftevis har været ukampdygtig af den ene eller anden årsag. Ikke desto mindre har Dalot gjort det fint uden at være prangende.

– Han får kort sagt løst sine opgaver, som man kunne forvente, men Milans offensive spil lider under Dalots manglende offensive evner, hvorfor det tit går i stå i den side, han spiller. Han bliver dog gradvist mere og mere offensiv i sit udtryk, som sæsonen skrider frem.

– Rygtestrømmen, om Dalot vil fortsætte i Milan efter udlånsperiodens ophør, har løbende vendt gennem sæsonen. De italienske medier er efterhånden enige om, at Milan har lagt sig fast på, at de sender Dalot tilbage til United.

Sebastian Würtz Bonde, journalist og AC Milan-fan.

FACUNDO PELLISTRI – DEPORTIVO ALAVÉS, LA LIGA

– Facundo Pellistris anden måned i spansk fodbold har vist sig særdeles lovende. Fra at have fået indhop i sine to første kampe i Alavés-trøjen, har Pellistri spillet fra start på højrekanten i alle tre Alavés-kampe i marts.

– Historien om Pellistri i La Liga er dog ambivalent. Alavés klarer sig skidt og ligger til nedrykning, trods den håbefulde ansættelse af Pitu Abelardo i januar. Alligevel må lejeopholdet siges at være fornuftigt indtil videre, eftersom Pellistri nu ligner en fast mand.

– Mod førerholdet, Atlético Madrid, var Pellistri disciplineret defensivt og viste, i et par omstillinger, gode prøver på sine driblefærdigheder, sin fart og sit overblik.

– La Liga går ind i sin afgørende fase og med gevaldige problemer hos Alavés kan Abelardo måske finde på at prøve nye ting, som ville bænke Pellistri men på nuværende tidspunkt ligner han et sikkert kort i baskerklubbens offensiv.

Paulo Augusto Chichon, journalist og spansk fodboldekspert.

ETHAN LAIRD – MK DONS, LEAGUE ONE

– Ethan Laird fortsætter med at udvikle sig under vingerne af MK Dons manager Russell Martin. Han er fast på pladsen som højre wingback stortset hver kamp.

– Han kommer med gode løb, der skaber problemer i højreside og ligner også en, der er ved at vænne sig til den fysiske stil i League One.

– Russell Martin har udtalt, at han er interesseret i at få Laird tilbage på lån næste sæson, hvis United går med til det, og han er blevet en nøglespiller på holdet. Særligt da holdet vandt fire kampe i streg.

– Han blev sparet i kampen mod Doncaster Rovers på grund af det tætte kampprogram, men gør det exceptionelt godt og bliver ved med at forbedre sig.

James Reeve, sportsjournalist og MK Dons-reporter.

JESSE LINGARD – WEST HAM, PREMIER LEAGUE

– Det går stadig fremragende med Mr. Lingard (eller Lille My, som min kone konsekvent kalder ham – hun mener han ligner den figur fra Mummitroldene).

– Jesse er nu oppe på fem mål i syv kampe. Han scorede på en ripost på sit eget brændte straffespark mod Leeds, måtte stå over mod Manchester United og i derbyet mod Arsenal lavede han først et flot mål til 1-0 og stod dernæst for et fint oplæg, da han spillede Bowen fri ved at tage et frispark hurtigt. Det var en fed kamp, som West Ham desværre ikke fik lukket, da den endte 3-3.

– Lingard ser ud til at stortrives i Østlondon og West Hams fans allerede elsker ham. Det giver samtidig rigtig god mening, at han får lov til at spille hver lørdag i stedet for at sidde på tribunen. The Athletic har skrevet, at han måske kan være med til at finansiere et køb af Declan Rice. Personligt vil jeg hellere undvære Jesse, hvis det betyder, vi kan beholde Declan.

Søren Ohlsen, West Ham-fan.

Artikler om samme emne