Erik ten Hag – Manden der kan føre Manchester United tilbage til den europæiske top

af Svante Wettergren

“Uanset om det bliver i Bundesligaen, Premier League eller et tredje sted, går der ikke lang tid, før du hører mere om ham her.”

Det var med de ord, jeg første gang stødte på Erik ten Hag.

De blev skrevet af en bruger på Reddit. Der findes meget af den slags indhold på Reddit og normalt ville jeg ignorere det. Men ordene havde en tyngde, der vakte min interesse.

Jeg faldt over indlægget tilbage i november 2017, dengang hvor Ten Hag stadig var et så ukendt navn, at de selverklærede fodboldhipstere endda endnu ikke havde hørt om ham.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville holde øje med ham. Kun en måned skulle der gå, før jeg fik fornemmelsen af, at den ukendte Reddit-bruger måske havde ret. Her blev den hollandske træner nemlig præsenteret i Ajax.

Men inden vi når dertil, og den historie som mange måske kender, så lad os kigge på alt det, der førte op til, at han blev et af de mest interessante trænernavne på den europæiske scene.

Oprykninger og dygtige lærermestre

I 2012 fik Erik ten Hag sit første job som manager. Det blev for den hollandske klub Go Ahead Eagles, der spillede i den næstbedste række.

I de seks år forinden havde han været assistent i både FC Twente og PSV Eindhoven, men nu var tiden inde til at stå på egne ben.

Han formåede hurtigt at imponere landets journalister, da han i sin første sæson fik rykket den lille, hollandske klub op i Æresdivisionen.

Folk forventede, at han nu skulle vise, hvor langt han kunne drive projektet i den bedste hollandske række, men Ten Hag havde andre planer.

Bayern Münchens tekniske direktør Mathias Sammer havde nemlig holdt øje med den 43-årige træner, der var kendt for at være besat af fodbold.

Han ville gerne have ham til at overtage Bayern München II, der kæmpede for at rykke op i 3. Bundesliga. Ten Hag så muligheden for at lære af et sine forbilleder i Pep Guardiola, der på daværende tidspunkt var træner for førsteholdet, og takkede ja til tilbuddet.

Efter to gode år i klubben, hvor han lykkedes med at rykke den tyske klub op, og efter eget udsagn lærte af hver eneste samtale med Guardiola og Sammer, var han klar til en ny udfordring. Og interessen var stor, efter flotte resultater med både Go Ahead Eagles og Bayern München II.

Pep van Utrecht

I foråret annoncerede hollandske FC Utrecht, at de havde hentet Erik Ten Hag — ikke kun som manager, men også som teknisk direktør.

Utrecht er den fjerdestørste by i Holland. Men det var på ingen måde noget deres fodboldhold afspejlede. De underpræsterede og var et stort finansielt rod.

Efter at have haft en flot sæson i 2009/2010 med spillere som Dries Mertens, Kevin Strootman, Michael Vorm og Ricky van Wolfswinkel, var det kun gået en vej.

I årene fra 2011 til 2015 befandt FC Utrecht sig konsekvent i den nederste halvdel af tabellen.

Da Ten Hag overtog roret var det ikke kun en klub i en økonomisk svær situation. Den var også uprofessionelt drevet. Træningsfaciliteterne levede ikke op til den forventelige standard, spillerne var ofte skadet og ude af form, ingen holdt styr på spillernes kost og stadion var ikke fuldt, som det ellers var kendt for.

Galgenwaard, FC Utrechts stadion, var før i tiden et sted, modstanderne frygtede at komme på grund af atmosfæren. Det var ikke længere tilfældet.

Lyder det bekendt?

Ten Hags mål var klart. Han ville have FC Utrecht tilbage på sporet, han ville fylde stadion og spille attraktivt fodbold. Fansene var først skeptiske, da tidligere trænere havde lovet det samme, men var fejlet. Det tog ham dog ikke lang tid at overbevise dem.

En genopbygning af klubben

På grund af de dårlige træningsbaner ville Erik ten Hag have ansat professionelle groundsmen. Det fandt han hos den lokale golfklub.

Næste skridt var at ændre spillernes fokus og mentalitet. De blev bedt om at træne flere gange dagligt og klubben holdt øje med, hvad de indtog i løbet af dagen. Ten Hag selv holdt øje med spillernes bevægelser, beslutninger og pasninger i løbet af kampene, så han kunne analysere deres præstationer.

FC Utrecht gik hurtigt fra at være en sovende kæmpe til igen at være en moderne og professionelt drevet fodboldklub.

Jeg gentager mig selv — lyder det bekendt?

Ten Hags besættelse af fodbold og passion for at vinde inspirerede spillerne. De begyndte at præstere langt bedre end i tidligere sæsoner.

Normalt var de tilfredse med at slå Ajax en gang eller to i løbet af sæsonen, men den mentalitet fik han ændret.

På grund af klubbens finansielle situation måtte Ten Hag investere i alt andet end spillere. Det blev hans første opgave i klubben — at ændre mentaliteten og lave de små ændringer, der kunne forbedre klubben.

Forbedrede spillere og gode indkøb

Når pengene er små, må man forbedre den nuværende trup og finde værdi i markedet — det havde Erik ten Hag heldigvis også et godt øje for.

Han havde i forvejen den dygtige angriber Sébastien Haller i folden. Derudover hentede han den offensive midtbanespiller Nacer Barazite, der blev set som et fejlslagent talent efter at have skuffet i både Arsenal, Ajax og Monaco. Men i FC Utrecht fik han en rolle som 10’er og blev en vigtig spiller for dem.

Derudover hentede han Rico Strieder fra Bayern Münchens akademi, der blev Utrechts Sergio Busquets, ligesom man hentede forsvarsspilleren Timo Letschert fra Roda JC.

De spillere, der allerede var i klubben, forbedrede også deres præstationer. Den 29-årige anfører og midtbanespiller Willem Janssen fik en rolle som en boldspillende forsvarsspiller, mens angriberen Ruud Boymans fik en rolle som supersub, hvor han nærmest scorede hver gang han kom på banen fra bænken.

Efter ikke at have udnyttet akademiet ordentligt i flere år, fik Ten Hag også inkluderet flere akademispillere på førsteholdet. Deriblandt Sean Klaiber (21), Giovani Troupée (17), Soufyan Ambrabat (19), Bart Ramselaar (19) og Yassin Ayoub (21).

Efter at være endt på en 11. plads sæsonen forinden, formåede Ten Hag i sin første sæson at føre FC Utrecht til en femteplads i ligaen og fik dem i finalen i den hollandske cupturnering KNVB Cup. Desværre tabte de finalen til Feyenoord og formåede ikke at spille sig videre fra kvalifikationskampene til Europa League. Men de var nu endelig et hold, der var blandt “best of the rest” i ligaen.

Inden sin anden sæson solgte Utrecht alle de spillere, der nu præsterede langt bedre end tidligere. I alt solgte de spillere for ni millioner euro. Og for under en million euro formåede de at forstærke truppen med spillere som Richairo Zivkovic og talentet Zakaria Labyad, der i dag spiller i Ajax.

Uanset hvem der forlod klubben, formåede Ten Hag at erstatte dem med spillere, der gjorde det mindst ligeså godt, hvis ikke bedre.

I Ten Hags anden sæson endte FC Utrecht på en fjerdeplads, 11 point foran nummer fem.

I den efterfølgende sæson vandt FC Utrecht deres første tre kampe i Europa League-kvalifikationen.

I den fjerde skulle de møde Zenit — et hold ledet af Roberto Mancini og med et så stort budget, at det fik Utrecht til et ligne en klub, der handlede for håndører.

Alle forventede, at de ville ryge ud med et brag til storholdet. Alligevel var Zenit heldige med kun at tabe den første kamp med 1-0 til det hollandske hold.

Desværre tabte Utrecht returopgøret 2-0 i forlænget spilletid, hvorfor de ikke kvalificerede sig til gruppespillet.

Ten Hag tog en forfalden og dårligt drevet fodboldklub og fik dem til at kæmpe med om de sjove pladser i Æresdivisionen samtidig med at de imponerede i Europa. Han gjorde klubben professionel og fik spillere, der enten havde underpræsteret eller haft attitudeproblemer til at spille noget af deres bedste fodbold i karrieren. Han viste sin taktiske snilde og sine evner inden for mandskabspleje.

Det var dét, der gjorde, at han en måneds tid efter, jeg hørte om ham første gang, blev præsenteret som manager for Ajax — en historie, der er kendt af langt flere.

Men lad os alligevel dykke ned i, hvorfor hans præstationer her er langt mere imponerende end mange måske går rundt og tror.

Sekunder fra Champions League-finalen

Ajax var ikke just favoritter til at vinde Æresdivisionen, da Erik ten Hag i december overtog holdet. I de forgangne fire sæsoner havde PSV Eindhoven vundet ligaen tre gange.

Syv kampe inde i hans første hele sæson var PSV foran med fem point og FiveThirtyEights forudsigelsesmodel mente, at der var en sandsynlig på 61 procent for, at de igen ville vinde ligaen.

Men så gjorde Ten Hag noget, som Ajax har været kendt for at gøre før — og som vores egen Sir Alex Ferguson havde fået at vide var umuligt: Han begyndte at spille med en masse unge spillere.

Derudover spillede han hurtigt, boldbesiddende fodbold, dominerede større og rigere klubber som Real Madrid og Juventus og gjorde det som mange af os nok husker — førte dem til semifinalen i Champions League mod Tottenham, hvor de var sekunder fra at gå videre til finalen mod Liverpool.

I den hjemlige liga vandt de 24 ud af 27 kampe og endte med at vinde ligaen med 86 point og en målforskel på 87 efter 34 kampe.

De scorede 119 mål i ligaen — cirka 3,5 mål per kamp — 13 mere end de havde formået i nogen af de foregående 10 sæsoner.

Efterfølgende skete det som så ofte sker, når mindre hold præsterer godt — de sælger ud af deres spillere. Det var også tilfældet for Ajax. Samme sæson solgte de Frenkie de Jong til Barcelona og Matthijs de Ligt til Juventus. Året efter røg Hakim Ziyech til Chelsea og Donny van de Beek til United.

Normalt betyder det også, at det sælgende hold falder ind i en årrække med mindre imponerende resultater. Det er trods alt ikke så underligt, når de bedste spillere bliver solgt.

Et godt eksempel er AS Monaco, der leverede flotte resultater, men siden salgene af Kylian Mbappé, Bernardo Silva og Fabinho ikke har været lige så overbevisende

Men er det også tilfældet for Ajax? Eller formår Erik ten Hag at gøre det samme som i FC Utrecht, hvor holdet præsterede endnu bedre selv efter at have solgt deres bedste spillere?

Noget kunne tyde på det. Det ligner i hvert fald, at det nuværende hold er endnu bedre end det vi så i 2019/19-sæsonen.

Det bedste Ajax-hold nogensinde?

Ifølge FiveThirtyEight (du kan læse mere om deres beregninger her) er Ajax på nuværende tidspunkt det tredjebedste hold i verden.

Ifølge Club Elos bedømmelser er de det 12. bedste hold i verden.

Den eksakte placering er mindre vigtig. Det interessante er, at et hold, der finansielt er så langt fra Europas største klubber, statistisk set er så godt med.

Men hvordan kan det være, at de bliver placeret så højt?

I sidste sæson fik de flere point end i 2018/19-sæsonen. De kom op på 88 point, hvilket er det næsthøjeste pointantal i Æresdivisionens historie.

De eneste hold, der har gjort det bedre er Ajax selv i 1971/72 og 1972/73, der gik hen og blev et af de bedste hold i historien. Et hold der revolutionerede måden vi så og forstod fodbold på.

Det var under Johan Cruyff, hvor de vandt Champions League i 1971, 1972 og 1973.

Én gang før det har Ajax opnået 88 point i en sæson. Det var i 1994/95, da Louis van Gaal vandt Champions League.

Efter ni kampe har de vundet syv, spillet en uafgjort og tabt en enkelt (Gæt til hvem — FC Utrecht, der ligger på en tredjeplads).

Efter syv kampe havde de scoret 30 mål og lukket et ind. Kun Ajax-holdet fra 1997/98 har efter syv kampe haft en bedre målforskel — et parameter, der er bedre til at vurdere fremtidige resultater end point.

Et argument er ofte, at Æresdivisionen er en dårlig liga, hvorfor succes ikke skal tillægges den store værdi. Men når man ser, at de præsterer på niveau med et af de bedste hold i historien, er det ikke utænkeligt, at vores eget Manchester United i øjeblikket ville have svært ved at levere samme imponerende resultater i den hollandske liga.

Kigger vi på deres europæiske kampe i sidste sæson, hvor de mødte Liverpool, FC Midtjylland, Atalanta, Lille, Young Boys og Roma skabte de 23.7 xG i 12 kampe. Omvendt fik de 12.1 mod sig. Kun seks hold i de fem største ligaer har gjort det bedre, hvis man sammenligner det med deres ligakampe.

I denne sæson har de spillet to Champions League-kampe. Den første vandt de 5-1 over Sporting. Den næste 2-0 over Besiktas.

Det vi ser i øjeblikket er et hold, der vinder kampe og scorer mål på et niveau, der kan sammenlignes med de tidligere Ajax-hold, der har vundet Champions League.

Resultaterne er ikke altid gået deres vej, men uanset hvem de har mødt fra de store ligaer, har de stort set domineret kampen hver gang.

Og ligesom i FC Utrecht er holdet bygget op omkring spillere som Davy Klaasen og Sebastian Hallér, der har underpræsteret i tidligere klubber, talenter de har fundet i en tidlig alder som Antony eller unge knægte, der er hevet op fra akademiet som Ryan Gravenberch.

Trods undervældende præstationer i en årrække, et relativt lavt budget og et væld af solgte stjernespillere, tyder det på, at det nuværende Ajax-hold er bedre end det, der chokerede fodboldverdenen for et par år siden.

Den næste europæiske topmanager?

Manden bag dette store, reformerende arbejde er udført af en 51-årig manager — og det er ikke første gang, han har gjort det. Ligesom det kun er et spørgsmål om tid, før han gør det igen med en europæisk storklub.

Manchester United er en sovende kæmpe. Jeg tror på, at Erik ten Hag er manden, der kan vække os til live.

Kilder: Reddit, No Grass in the Clouds, Forbes.

Artikler om samme emne