»Ja, det var vel det for Mason Greenwood.«
Det var min umiddelbare, knastørre konstaterende reaktion, da Mason Greenwoodspartner, Harriet Robson, d. 30. januar offentliggjorde de billeder, video- og lydfiler, der beviste, at hun har været udsat for vold og voldtægt af Mason Greenwood.
Dybt chokerende og forfærdeligt. Hvordan kunne det ske? Et tyveårigt generationstalent, der kan sparke lige godt med begge ben, og som skulle være en afgørende del af genopbygningen og genrejsningen af Manchester United. Og pludselig. Væk. En surrealistisk situation og følelse.
Hvordan kunne Mason Greenwood være en voldtægtsmand – og nu være arresteret af politiet? (Sagen er dog stadig i gang, og det skal understreges, at han ikke er dømt). Klubben har sidenhen ”cancelled” ham. Alle med Greenwood-trøjer kan få sin trøje byttet af klubben. Med andre ord var min første reaktion, at jeg var overbevist om, at Mason Greenwoods fodboldkarriere og karriere for Manchester United var forbi. Han er færdig. Det var det for Greenwood, tænkte jeg.
Efterfølgende fik jeg et chok. Ikke kun over situationen, men over min egen reaktion, som jeg sidenhen har skammet mig over.
Jeg tænkte på konsekvenserne ved Mason Greenwoods fodboldkarriere og implikationerne for Manchester United! Jeg tænkte ikke først på Harriet Robson, og de konsekvenser, det unægtelig vil afstedkomme i deling af så personfølsomme billeder, video og lydklip. Jeg tænkte ikke på Harriet Robsons familie. Jeg tænkte ikke først på at foragte voldtægten.
Jeg ved ikke, om jeg står alene med denne reaktion – og selvfølgelig tænkte jeg efterfølgende på, at voldtægten var dybt forfærdelig. Men hvad er egentlig problemet ved min umiddelbare reaktion? Jo, den åbnede mine øjne op for, hvilken boble jeg og sikkert mange andre fodboldfans lever i. En boble – vi kalder et frirum – hvor det handler kompromisløst om at forsvare og holde med sin klub og dens spillere. Jeg tænkte ikke på mennesket og etik og moral. Jeg tænkte på fodbold. Og dét er problemet.
Derfor spørger jeg: lever vi fodboldfans til tider i en falsk virkelighed – hvor fodbolden er hellig, og virkeligheden fornægtes, hvis dens ubehageligheder indtrænger vores frirum: fodbolden?
Hvordan navigerer og håndterer fodboldfans dilemmaer, hvor sporten og virkelighedens, komplekse samfundsmæssige problemerer indfiltrede? Mangler vi som fodboldfans selvrefleksion over det at være fodboldfan – at være fan i en sportsverden, der under overfladen er hærget af nogle skyggesidder: stormagtspolitisk og kommercielle interesser, korruption, racisme, homofobi og misogyni (kvindehad) osv? Det er dét, dette indlæg handler om. Det starter med mig selv. Det slutter med os alle. Dette er en fodboldfans bekendelser.
Frirummet og identiteten
Indrømmet: Fodboldfankulturen og identiteten som fodboldfan er ofte præget af svingende følelsesmæssige udbrud af fuldstændig forrykte proportioner. Hvor selv efterskælvene af et vredesudbrud efter et nederlag til lykkerosen efter en sejr i Fergie-time tordner og bryder mod rationalitetens mur.
Råb, gråd, grin, hadesange, bitterhed osv. – ofte uden for anstændighedens grænser – er en del af fodboldfanidentiteten. Til gengæld bliver dét at være fodboldfan ofte forbundet med et frirum eller et fristed, hvor det er okay, at følelserne tit river rationalitet og fornuft væk under en.
Når man påtager sig fodboldkasketten, indtræder man i et frirum med mange forskelligemennesker. Man kan pludselig stå på et stadion, en pub, og – nu i tiden – i et podcaststudie skulder ved skulder med et andet menneske, der holder lige så meget af samme klub som en selv. Eller – omvendt – kan man stå med sin bedste kammerat,og i 90 minutter er man de værste fjender, fordi man er fan af to rivaliserende klubber i kamp. Fodboldfans elsker at hade hinanden.
Frirummet udvides dog udover de 90 minutter på banen. Alt lige fra aktiviteter i fanfora og frivilligt arbejde i fanforeninger til aktivitet på sociale medier med diskussioner med medfans om de taktiske aspekter af spillet og de nyeste transferrygter.
Fodbold kan være katalysatoren for folk med forskelligheder og forskellige baggrunde til socialt udsatte mennesker. Et rum, hvor hverdagens sorg, kan fyldes ud med optimisme og spontan glæde. Fodbold er småt. Fodbold er stort. Fodbold samler. Kulturen er derfor på mange måder omsiggribende.
For nogle – og for mange – er fodbold mere end en del af ens hverdag. Fodbold er fællesskab. Fodbold er kultur. Fodbold er identitet. Derfor er fodbold vigtigt for mange.
De djævelske skyggesider
Men. Dét at være fodboldfan og nyde fodboldsspillets væsen, de følelsesmæssige rutsjebaneture, følge ens yndlingsspillere og deltage i fodboldverdenen udenfor kridtstregerne, er ikke kun et frirum med op og nedture for ens klub. Fodboldverdenen med alle dens aktører har og har haft nogle grundlæggende skyggesidder.
Hooliganisme. Korruption. Racisme. Homofobi. Og – måske seneste skud på stammen – misogyni. Samfundsmæssige problemer, som i høj grad overlapper med hinanden. Men også samfundsmæssige problemer, som ikke kun hører fodboldverdenen til, men som i høj grad afspejles i fodboldverdenen. BlackLivesMatter, Metoo, LGBTQ+ osv. er samfundsmæssige bevægelser og organiseringer i tiden, som også har fundet sit indtog i fodboldverdenen. Med rette.
Uden at redegøre i dybden og begrunde alle de nævnte skyggesider, er det uomtvisteligt, at der er grundlæggende udfordringer med fodboldverdens moralske kompas. Jeg vil blot her nævne et par eksempler:
Det er velkendt, at hooliganismen har hærget i store europæiske fodboldkulturer som for eksempel i England og Italien.
Så er der korruptionen i FIFA og UEFA, hvor kommercielle og økonomiske interesser vægter højere end menneskerettigheder og demokratiske værdier. Eksempelvis har Manchester United–legenderne Peter Schmeichel og Rio Ferdinand siddet og spist kage med Vladimir Putin som en del af et FIFA-anført russisk propaganda-visit tilbage i 2018. Et eksempel på hvordan FIFA ved brug af Schmeichel og Ferdinand – udelukkende baseret på økonomiske interesser – udnyttes som en del af det russiske propaganda-apparatur og dermed bliver en legitimerende faktor for Putins regime.
Ovenpå Ruslands invasion af Ukraine og en forestående krig, hvordan ser man som fan på Schmeichel og Ferdinand siddende og tale positivt over for Rusland? Med lidt blandet smag i munden, måske? Måske den klassiske med, at man godt kan skelne kunstneren fra kunsten? Dilemmaet består imidlertid i, at Schmeichel på den ene side anerkendes som en United-legende, og i kraft af dette er det svært som fan at forholde sig kritisk og foragte Schmeichels andel i FIFA’s korruption og storpolitiske legitimering af Rusland.
Derudover er det faktiske behov for alverdens “No to Racism”-kampagner og knælen før kampe mod racisme, det der synliggør et åbenlyst problem med racisme. Tænk, at sådanne kampagner overhovedet er et behov?
Derudover findes fodboldfans’ homofobiske tilråb – og generelt homofobi som et udfordrende tabu i fodboldverdenen. Og endeligt: misogyni – kvindehad. Måske et fænomen, der har været under overfladen i fodboldverdenen i mange år, men som på det seneste har skabt stor debat.
Men misogyni har en anden karakter. Hooliganismen, racismen og homofobien er typisk problemer, der foregår i fankulturen og hos fansene selv. Korruptionen foregår på klubniveau, i ligaerne eller i internationale organisationer. Misogynien har vist sig fra sin grimme side hos spillerne. Senest med sagen om Mason Greenwood.
Der findes dog en lang liste af kedelige sager hos nuværende og tidligere Premier League spillere. Jeg vil dog ikke gå dybden af de konkrete sager her. Jeg vil blot minde om:
Ryan Giggs, Benjamin Mendy, Adam Johnson, Gylfi Sigurdsson, Cristiano Ronaldo, Danny Simpson, Jon Flanagan, Paul Gascoigne, Yves Bissouma. Og sikkert – desværre – mange flere.
Som fans har vi et mere eller mindre abstrakt forhold til klubben Manchester United som kulturel institution. Alt lige fra historiens mange opture under Sir Alex Fergusons æra til nu, med en tid med mere eller mindre elendig sportslige ledelsesstrukturer i mange år, selvforherligende ejere i The Glazers, skiftende managers af forskellig kvalitet, uholdbare transferstrategier manifesterende i en klub uden reel retning, hvor kommercielle interesser overgår de sportslige hensyn. Osv.
Men når problematikken omhandler misogyni, hvor fokus er på spillerne, kommer det pludselig tættere på som fan.
Som fan har vi et andet og mere personligt forhold til de enkelte spillere. Vi følger deres hverdag på de sociale medier: deres tanker og overvejelser, deres interesser, deres tøjstil (eller mangel på samme), deres musiksmag og meget mere.
De er rollemodeller for fodboldfans, særligt yngre fans. De former på mange måder drømmene for mange yngre mennesker. Derfor er fodboldspillere i højere grad forpligtet til at udmærke sig som forbilleder og rollemodeller – ikke kun i fodboldmæssig forstand, men også rent menneskeligt, moralsk og etisk.
Derfor er det så meget desto mere hjerteskærende problematisk, når et stjernefrø med helt særegne fodboldmæssige kvaliteter som Mason Greenwood udviser en lige så stor mangel på menneskelig, moralsk og etisk forståelse over for sig selv, i særdeleshed sin partner, klubben og sine fans.
Hjerteskærende – bestemt ikke fordi Mason Greenwood ikke bliver den nye store legende i Manchester United, men fordi så mange fodboldfans har set op til ham som spiller – og måske også som menneske.
Det er svært at sætte lighedstegn mellem ovenstående sager om misogyni og seksuelle overgreb som et strukturelt problem hos professionelle fodboldspillere og atleter generelt. Men ikke desto mindre vil jeg påstå, at de fodboldfans, der giver udtryk for, at der blot ”findes brodne kar alle steder”, ikke blot undergraver debatten, men at de også er et udtryk for en ulidelig benægtelse af problemet, som udgør en del af problemet selv.
Football is religion
Men hvordan håndterer og navigerer man som fodboldfan i en fodboldverden, når man oplever, at det, der skulle være ens frirum, hvor følelserne kan få frit løb, i stedet er det sted, der bryder med ens egen opfattelse af moral og etik. Vender man det blinde øje til? Anerkender man problemerne dog uden at tage stilling til det? Foragter man kulturen, og vender ryggen til? Eller ser man problemerne i øjnene og bider i det sure æble?
»Football isn’t a game, nor a sport; it’s a religion«, har Diego Maradona udtalt – i øvrigt et fodboldfænomen, der på mange måde er kropsliggørelsen af nymoderne fodboldkulturs mange skyggesidder.
Fodboldverdenens – nærmest dogmatiske –skyggesidder udstiller også dens egne korstog mod humanistisk moral og etik. Derfor har jeg – på mange måder – et skizofrent forhold til det at være fodboldfan.
På den ene side kan jeg med en pint i hånden på en pub eller på stadion juble og synge slagsange med mine venner og medfans uden at skænke den tanke, at mit hold, Manchester United, og klub-legende og forrige manager, Ole Gunnar Solskjær, potentielt har forsøgt at mørklægge eller ignorere en voldtægtssag, indtil den fornyligt blev offentlig kendt.
På den anden side kan jeg sidde foran fjernsynet og helt miste lysten til at se Manchester United med selv samme viden.
På den ene side er følelserne helt uden på tøjet med en uforbeholden kærlighed til klubben og spillet. Som en slave i sin egen forherligelse. På den anden side kan det føles som om, at ens til tider ureflekterede helliggørelse af klubben og spillerne bidrager til ens egen selvbedrag om ens elskede fodboldklub.
Dét at vende det blinde øje til, når fodboldens lange skyggesidder når vores egen klub eller spillere, er en del af problemet ved kulturen.
»En Del af Noget Større«
Mange fodboldfans vil ofte ikke anerkende præmissen om, at sport og politik hænger sammen. På samme måde observerer jeg samme ignorance eller benægtelse over at anerkende, at fodboldverdenen har nogle grundlæggende udfordringer, der ikke kun stiller spørgsmålstegn ved sportens legitimitet, men også ved fodboldfans’ ageren og selvrefleksion.
Selvom man som fodboldfan anser fodbold som et frirum, der er afkoblet fra det omgivne samfunds strukturelle problemer, er det en fantasi og utopi, at fodboldverdenen lever i en lyserød drømmeverden uden forbindelser til det øvrige samfund.
Tværtimod afspejler fodboldkulturen i høj grad mange af de strukturelle samfundsmæssige problemer. Det faktum provokerer fodboldfans, fordi det skælver ved fundamentet og identiteten som fodboldromantiker.
Resultatet er ofte, at fodboldfans fornægter de ubehageligheder, de møder i deres frirum. Det er jo ikke meningen, at man som fan skal forholde sig til storpolitiske, moralske og etiske spørgsmål og dilemmaer i sit frirum.
Men måske er det tid til at anerkende, at frirummet er en falsk opstillet præmis, hvor grænserne og forskellen mellem sport og virkelighed er udvandet. Men hvad stiller man op som fodboldfan? Det er der hverken rigtige eller nemme svar på – men refleksion, initiativer og modreaktioner kan være en start.
Der er nemlig forsøg på modbevægelser. #HerGameToo, der sætter fokus på sexisme i fodboldverdenen. Play The Game, som er et internationalt initiativ, der forsøger at italesætte og problematisere det etiske grundlag i sport, herunder i fodbold, ved at promovere demokrati, gennemsigtighed og frihed. Derudover lancerede DBU i 2014 i en ny vision sloganet ”En Del af Noget Større”, som er en opfordring til gennem sporten også at bidrage til samfundet.
Måske er det som fodboldfan på rette tid i lige så høj grad at støtte, diskutere og forholde sig til sådanne initiativer, som man diskuterer indvendige backs, ulemperne ved Scott McTominay som alene 6’er, problemet med Ronaldo som presspiller, eller hvem af Erik Ten Hag eller Mauricio Pochettino, der skal være den nye Manchester United-manager.
Fodboldfans bør måske blive en mere reflekterende, kompleks størrelse, som også forholder sig til virkelighedens dilemmaer, som fodboldverdenen er indviklet i. Fans bør forsøge at fokusere både på og rundt om bolden. For hvis man ikke holder øjnene på bolden, så rammer man den ikke. Men hvis man samtidig ikke danner sig et overblik rundt om bolden, så mister man den. Måske er nogle fodboldfans ved at miste bolden?
Min appel er derfor, at vi fodboldfans oftere bør trække en streg i sandet, særligt når det bliver ubehageligt og har sine omkostninger.
Tiden er inde til en større (selv)kritik og (selv)refleksion over det forhold at være fodboldfan. Refleksion, italesættelse og diskussion er de første spadestik til handling. Hvordan kan vi løse verdens problemer, hvis vi ikke adresserer dem, når de opstår i vores frirum, selvom vi finder dem uforpligtende?
Verdens problemer – ikke i form af dårlige transferstrategier, fem nederlag på stribe, eller endnu en lårskade til Paul Pogba, selvom det for mange ofte kan føles sådan. Men i form af korruption, racisme, homofobi, misogyni osv.
Fodboldverdenen siger ikke for alvor fra, før fansene mener det. Jeg mener ikke, at det kan retfærdiggøres ikke at sige fra. Gør du?
