Gavnlig eller problematisk? — En analyse af Rangnicks retoriske tilgang

af Kristoffer Lind

RALF RANGNICK er midlertidig manager i Manchester United, og efter syv uger i front for vores favoritklub begynder man så småt at ane konturerne af hans måde at kommunikere på i pressen. Og helt som hans kaldenavn måske også indikerer, forekommer den 63-årige tysker at være en eftertænksom mand, der udtrykker sig ærligt, ukontroversielt og i nuancerede formuleringer. Spørgsmålet er så bare: Gavner det klubben?

Jeg forstår fuldt ud, at han ønsker at spille, for han er i en alder, hvor han som målmand burde spille regelmæssigt. På den anden side er vi stadig med i tre turneringer, og vi har brug for de tre målmænd, vi har lige nu.”

Ovenstående citat er fra Ralf Rangnicks pressemøde forud for Aston Villa-kampen i Premier League den 15. januar, da Manchester Uniteds midlertidige manager blev bedt om at forholde sig til Dean Hendersons situation i klubben.

At Henderson har lyst til at skifte United ud med fast spilletid et andet sted, og at Rangnick ønsker ham i klubben alligevel, er interessant nok i sig selv. Hvad, citatet dog også viser, er, at vores midlertidige manager lader til at være en eftertænksom herre, der ikke bare ser tingene i klubben sort-hvidt.

Han anerkender, at der er andre interesser på spil end hans egne og klubbens, og det lille eksempel, mener jeg generelt, har kendetegnet Rangnicks første kommunikeren i United som værende velovervejet, ærlig og ofte også ukontroversiel.

Rangnick – retorisk redelig kommunikator

Til daglig studerer jeg retorik, så når jeg laver artikler til reddevils.dk, vil det ofte være med et retorisk fokus på alt, hvad der har med United at gøre.

Derfor er det også et retorisk begreb, jeg vil beskrive Rangnicks citat med, da det er et banalt eksempel på en tankegang, man i retorikken kalder for “controversia”, som i sin enkelthed går ud på, at man anerkender, at der altid er to sider af en sag med gode argumenter for og imod i forskellige sager og situationer. I Henderson-eksemplet ses det ved, at Rangnick både forklarer situationen fra Henderson og klubbens synspunkt.

Tilgangen, kunne man fristes til at tro, var en, vi alle sammen benyttede os af, når vi snakker sammen og argumenterer, for det giver da god mening, at man anerkender andres synspunkter og ser sager ud fra andre perspektiver end sit eget?

Det er desværre bare ikke tilfældet, for alt for ofte bliver denne tilgang glemt bag de lidt sjovere og hårdtslående oneliners – bare tænk på politikernes argumentation i DR’s program Debatten eller José Mourinhos udtalelser, når han har tabt.

Hos vores midlertidige manager ligner tilgangen imidlertid ikke, at den er et særsyn. Tværtimod har hans første tid i pressen været præget af ukontroversielle kommentarer og en vis portion åbenhed omkring præstationerne i kampene og indsatsen fra spillerne, der ofte har fået (i hvert fald mig) til at sidde tilbage med følelsen af, at Rangnick da i hvert fald er ærlig og ikke taler uden om.

Lad mig give et par eksempler, inden vi kan gå videre til det spørgsmål, som vi alle sidder med; er hans kommunikation gavnlig for klubben?

Åben om spillersituationer

Rangnick har blandt andet hverken sendt Anthony Martial eller Paul Pogba på porten i pressen endnu, selvom man må sige, at de to franskmænd gør deres for, at man stiller spørgsmålstegn ved deres fremtid i United. Han har heller ikke lovet dem noget eller udskudt snakken om dem, til de er spilleklar igen, men derimod stille og roligt udlagt, hvad deres situation er.  Både ud fra deres og klubbens synspunkt.

Det samme gør sig gældende med klubbens favorit-mobbeoffer Donny van de Beek og føromtalte Dean Henderson, der begge to ser småt med spilletid. Rangnick har forklaret, at han godt forstår, hvorfor de hver især ønsker fast spilletid – blandt andet med henblik på et nært forestående VM næste år – men samtidig også forklaret, hvorfor klubben stadig har brug for dem som trupspillere i et tætpakket kampprogram.

De er ikke blevet lovet at komme afsted. De er ikke blevet lovet at få fast spilletid. Deres situation er med andre ord blevet set på balanceret og nuanceret og også udlagt sådan i pressen.

Ærlig om spillet

Lige så ærlige og erkendende har hans kommentarer været om Uniteds spil, efter han er kommet til.

Det vil ikke ligefrem være en overdrivelse at mene, at spilkoncept og presspil fortsat ikke hænger sammen, som Rangnick nok gerne ser det, og det har han også flere gange erkendt. Senest efter skuffelsen mod Aston Villa søndag, hvor han mente, at det var svært at tage noget som helst positivt med fra kampen, når man smed en sejr så sent i opgøret.

Som ny manager kunne man hertil påpege, at det måske også er en gratis omgang for Rangnick at kritisere et hold, han ikke selv har sammensat og trænet særligt meget med endnu – men han husker også at rose de dele af spillet, hvor han ser forbedringer og de spillere, som han mener, gør det godt.

Her har både Cristiano Ronaldo, Mason Greenwood, Edinson Cavani og senest Scott McTominay høstet roser – ligesom han huskede at anerkende de første 30 minutter af søndagens kamp,som trods alt nok har været tæt på det bedste, vi har set under Rangnick.

Selvom tyskeren indvendigt må være ved at brænde sammen af frustration over spillet – ligesom os andre – så bevarer han overblikket og ser både det negative og det positive.

Hvad gør de andre?

Vi begynder nu at nærme os spørgsmålet om, hvorvidt Rangnicks ord i pressen er gavnlige for klubben, men inden da får I et par eksempler på andre managers i Premier League, som benytter sig af en lidt anden tilgang end vores manager.

Antonio Conte for eksempel er som regel aldrig bleg for at kritisere spillernes mentalitet, når han kommer til en ny klub, og i Tottenham har han efter sin ankomst blandt andet udtalt, at Tottenham er hans største udfordring indtil videre.

Steven Gerrard har ikke været lige så kontroversiel i sine udtalelser som den kompromisløse italiener, men inden sin retur til Anfield fik han dog nævnt, at han var klar til at miste heltestatussen i Liverpool for en sejr med Aston Villa. Det er nok ikke helt sandt, men ikke desto mindre en lettere kontroversiel udmelding.

Og selv den i pressen vellidte Jürgen Klopp, som oftest fremstilles så gemytlig, kan hurtigt tage bladet fra munden, så snart Liverpool er i uføre. Et eksempel på det var efter nederlaget til West Ham i november, hvor Liverpool-manageren blev rasende på en journalist og sagde, at han altså ikke var journalistens hvalp.

Hvad har Uniteds managere gjort?

I United er historien ikke nødvendigvis en anden, hvor José Mourinho som det nok bedste eksempel ikke var (og fortsat stadig ikke er) bange for at skille fårene fra bukkene. At gøre United til toer i 2017/2018-sæsonen, mente han, var hans største bedrift i trænerkarrieren, og hvor sandt det end måtte være, var det absolut en kontroversiel kommentar, der kan være delte meninger om.

Vores seneste manager Ole Gunnar Solskjær var helt sikkert mindre kontroversiel i sine udtalelser og virkede modsat Mourinho til at prøve at være alles bedste ven. Efterhånden som krisen tog til i United, blev den elskelige nordmand dog også dårligere og dårligere til at svare på de mange spørgsmål, og fra tid til anden endte det med politiske ikke-svar.

Et sidste eksempel er manageren over dem alle; Sir Alex Ferguson.

… og guderne skal vide, at han også formåede at give en lettere kompromisløs sort-hvid kommentar fra tid til anden. Internt har vi hørt fra adskillige spillere om den famøse hårtørrer i omklædningsrummet, når tingene gik i den forkerte retning, og Ferguson var heller ikke bleg for at give dommerne sit besyv med, hvis kendelserne gik imod United.

Selvom det fortsat er tidligt i Rangnicks United-tid, ligner det altså, at hans stil i pressen er anderledes fra de fleste andres – både i og uden for United.

Er Rangnicks retoriske tilgang gavnlig for United?

De mange eksempler skal ikke forstås som om, at en kontroversiel kommentar i ny og næ er en dårlig ting – de fleste af de eksemplificerede managers’ resultater taler jo for sig selv – og det skal heller ikke opfattes som om, at Rangnick så aldrig kommer til at udtrykke sig kompromisløst.

De kontroversielle kommentarer er jo også med til at give en manager lidt liv og kant, så man kan se, at de brænder for trænergerningen og vil vinde. Så giver en manager aldrig lidt af sig selv, forekommer han også hurtigt kedelig og uinspirerende.

Med Ferguson in mente står det i særdeleshed klart, at en lidt mere hårdtslående kommunikation i hvert fald kan være gavnlig, men det er vigtigt hertil at gøre opmærksom på, at Ferguson også var manager i en anden tid, hvor det var lettere at være en frygtindgydende manager i pressen, og hvor der ikke var lige så meget kommunikation at forholde sig til fra spillere og agenter selv.

spørgsmålet er nok alligevel, om Rangnicks retoriske tilgang ikke er god for United i den situation, hvor de er lige nu.

Jeg tillader mig i hvert fald at håbe på det.

Rangnick forfalder nemlig ikke til at være kedelig og forekomme uengageret, men han er rolig før og efter kampene og besvarer de spørgsmål, der er, uanset hvad resultatet er endt med, og det forplanter sig forhåbentlig til spillertruppen.

United ligner i hvert fald et hold pt., hvor man må acceptere, at vores bedste ven fortsat er tiden, og i den situation er det måske bedre for spillerne at se en manager i pressen, der fortæller åbent, men nuanceret om forholdene i klubben, end én der smider den ene skuffende spiller efter den anden under bussen.

Medierne (og de sociale af slagsen) skal nok tage sig af den del af kritikken alligevel, så for nu forekommer det velvalgt, at Rangnick sørger for en lidt større balancering mellem godt og skidt, sort og hvid samt fiasko og succes.

Kongeeksemplet på den tankegang var sidste års nederlag i Europa League-finalen til Villareal, hvor man lod den uendelige straffesparkskonkurrence afgøre, hvorvidt Uniteds præstation i turneringen (eller sågar hele sæsonen) var enten en succes eller en fiasko.

Det føltes som en fiasko (absolut!), men det var nok nærmere et sted mellem de to yderpoler.

Managers ændrer kommunikation henad vejen

Her på falderebet er en vigtig indskydelse – trods de positive forhåbninger til Rangnicks midlertidige kommunikation – at det stadig også er tidligt i tyskerens managertid i United.

Allerede ved udgangen af januar kan det sagtens være, at det billede, jeg tegner her, ikke stemmer overens med det kommende, hvor tyskeren måske har sendt Martial på reserveholdet uden nærmere forklaring og kaldt Van de Beek for en talentfuld bænkevarmer.

Rangnicks første kommunikeren i United kunne nemlig lige såvel sammenlignes med, hvordan en nyansat manager ofte udtaler sig i starten efter sin ansættelse. Hertil kunne man anse hans første udtalelser for forsigtige og uden klar retning i stedet for at anse dem for nuancerede og åbne.

Men med de positive briller på og hans kaldenavn af professor taget for gode varer kunne hans åbne og ærlige stil i pressen meget vel fortsætte det kunne også meget vel vise sig at gøre klubben godt.

Talking the talk but can he walk the walk?

Én ting er, at Rangnick lader til at kunne “talk the talk” – sige alle de rigtige ting – men et spørgsmål, der bliver værd at stille i den kommende tid, vil helt sikkert være, om tyskeren også er i stand til, som det hedder, at “walk the walk” – få spillerne til at præstere, som han udtaler, at han ønsker, de skal.

Ligeledes vil det også blive interessant at følge, om det kan lykkes tyskeren at opretholde sin ærlige stil, eller om han gradvist vil opleve problemer med tilgangen, som vi blandt andet ser det til en vis grad med Martial-sagaen for tiden. Måske kommer Rangnicktil at graduere sin kommunikation løbende.

Det er nok i hvert fald to relevante spørgsmål at stille og følge, for ligesom Rangnick med sin tilgang anerkender, at der altid er to sider af sager – så er der naturligvis også flere argumenter for og imod hans tilgang.

Artikler om samme emne