Gensynsglæden var enorm – men er Ronaldo-hjemkomst ren nostalgi?

af Svante Wettergren

Fansange runger i gangene ved Old Trafford. Halstørklæder sælges i massevis. Og en mand imiterer Ronaldos ikoniske jubelscene i baggrunden af et tv-interview.

Der er ikke nogen tvivl. Gensynsglæden var enorm, da Manchester United annoncerede, at Cristiano Ronaldo, efter 12 år ude i den store verden, ville vende hjem til den klub, der gjorde ham til verdens bedste fodboldspiller.

Vi United-fans kan ikke stå for den slags. Nostalgien.

Vi nev os selv i armen, første gang Ryan Giggs trådte ind på Old Trafford som manager og kiggede på uret, som sin gamle lærermester, da kampen lakkede mod enden. Vi slugte det råt, da Paul Pogba i sine præsentationsinterviews snakkede om, at han nu var kommet hjem. Og vi var ellevilde, da en træner fra Molde skulle få en af verdens største klubber tilbage på rette spor.

Derfor var det heller ikke overraskende, at Twitter brød sammen for flere United-fans, efter det blev offentliggjort, at Ronaldo vil tørne ud i rødt på den anden side af landsholdspausen.

Det lignede ellers længe, at United-favoritten ville tage det forbudte skifte til den forkerte del af Manchester.

Men da man tændte for Solskjærs pressekonference for at se, hvordan han reagerede på den forfærdelige nyhed, var det en overraskende positiv nordmand, der svarede på mediernes spørgsmål.

– Lad os se, hvad der sker, sagde Solskjær med et skævt smil, da han blev spurgt ind til det mulige City-skifte.

Han lignede en mand, der vidste noget, andre ikke var klar over.

– Han er en United-legende. Vi har altid haft en god kommunikation med ham, og han ved, hvad vi synes om ham. Forlader han Juventus, ved han, at vi er her.

Efter pressekonferencen gik det hurtigt og få timer senere, offentliggjorde klubben købet af portugiseren.

Men hvorfor hentede vi den 36-årige angriber? Er det fordi, han kan sikre os de manglende trofæer? Eller er det bare ren nostalgi, og fordi vi ikke ville se ham trække Manchester Citys lyseblå trøje over hovedet?

Det er en anden spiller, United får tilbage

Da Ronaldo skiftede til Juventus var det med et klart mål om at vinde Champions League. Selvom det aldrig lykkedes, vil det ifølge den danske Juve-fan Ulrik Larsen være noget af en tilsnigelse at kalde hans tid i klubben for en fiasko.

-Personligt har det været forholdsvis succesfuldt for Ronaldo. 101 mål og 20 assists fordelt på tre sæsoner er bestemt godkendt, mener Ulrik Larsen.

Og det er også de kvaliteter – foran målet – man som United-fan skal se frem til.

– Han er en enestående målscorer. Sidste sæson blev han topscorer i Serie A med 29 mål. Og det var vel at mærke på et hold med store problemer, som kun lige akkurat lykkedes med at få en fjerde plads på sidste spilledag.

Trods de mange mål har kritikken dog gået på, at portugiseren kræver at være kardinalpunktet for det hold, han spiller på. Angrebene skal gå gennem ham. Og så kan det godt være, han bliver topscorer, men flere frygter, at det samlet set kan skade offensiven.

Men Ronaldo ønsker succes. Og her handler det ikke kun om de personlige rekorder, men også om trofæerne, man kan fremvise efter sæsonen.

– Der er ikke nogen tvivl om, at for Ronaldo handler meget om ham selv. Men han er også klog nok til at vide, at holdet skal være velfungerende, hvis han selv skal få succes.

Også udenfor banen ser Ulrik Larsen en stor fordel i at få Ronaldo til.

Arbejdsmoralen er i top. Da han kom til United i sin tid, var han den første der mødte op til træning og den sidste der gik. 18 år senere er det stadig tilfældet. De unge United-spillere får en idé om, hvad det kræver, hvis man ønsker at være verdens bedste.

– Selvom Ronaldo kan virke meget selvcentreret, så går alle rygter fra Juve på, at han har været en kæmpe inspiration for de yngre spillere.

Det er dog alligevel en anden Ronaldo, der kommer tilbage til klubben.

Han er rundet de 36 år, og selvom hans fysik er vild, har han været nødt til at tilpasse til spil.

– Hurtigheden og driblingerne er ikke længere i topklasse, påpeger Ulrik Larsen.

– Han deltager heller ikke i presspillet eller de defensive pligter. Det efterlader et problem, når holdet mister bolden eller skal forsvare. Det har været et stort problem i Juve, hvor det forventes, at alle deltager i det defensive arbejde.

Men trods ændringerne i hans spil er der ikke nogen tvivl om hans niveau.

– Hovedspillet, afslutningerne og målnæsen er intakt. Her er han stadig blandt verdens bedste.

Artikler om samme emne