Fra storhedstider i 60’erne, 90’erne og 00’erne, over et bombet Old Trafford og flystyr til store stjerner og et uendeligt antal titler. Manchester Uniteds historie er fyldt med tragedier og succeser, storhed og fald. I dette tema vil vi kigge nærmere på klubbens lange historie fra grundlæggelsen i 1878 og frem til i dag. Formålet er at fortælle danske United-fans, hvorfor vi så ofte hører om vigtigheden af klubbens historie. Undervejs vil vi også sætte fokus på nogle af de mindre kendte og til tider oversete skikkelser, der har prægets klubbens historie.
Englands største talent
Der blæste for alvor friske vinde over Manchester i starten af det 20. århundrede. Med den nye direktør John Davies i spidsen ændrede klubben navn, logo og farver, og man ansatte den erfarne Ernest Mangnall som træner. Man postede desuden en god pose penge efter forstærkninger til holdet. Blandt spillerne der kom til var Alex Bell, Harry Moger, Charlie Robers, George Wall og Charlie Sagar. Det mest opsigtsvækkende spillerkøb var den unge Charlie Roberts, der kun havde spillet 31 kampe for Grimsby Town, der rodede rundt i bunden af anden division. United betalte 600 pund for den unge englænder, hvilket var transferrekord. Roberts beviste dog sit værd ved i de næste flere år at være krumtappen i et yderst effektivt United-forsvar. Den unge Roberts fik sin landsholdsdebut for England i en alder af blot 22 år.
Korte eller lange shorts
Charlie Roberts landsholdskarriere var dog kortvarig. Ikke på grund af manglende talent, men på grund af kontroverser med The Football Association. Første gang han kom i FA’s søgelys, var da han valgte at spille i shorts, der sluttede over knæene. Det var det konservative England i starten af det tyvende århundrede ikke klar til. Indtil da havde standarden været at spille i knickers, der sluttede midt på læggen. Roberts nye mode inspirerede dog andre, og selvom FA protesterede og indførte et regulativ om, at shorts skulle dække spillernes knæ, fortsatte Roberts og andre spillere med at spille i kortere shorts.
Charlie Roberts spillede 271 kampe for Manchester United og blev i 2017 optaget i engelsk fodbolds Hall of Fame.
Spillernes kamp mod systemet
Shortsenes længde var dog ikke grunden til, at Roberts endte med at blive smidt af det engelske landshold. Igennem en længere periode havde de professionelle spillere i England været fortørnede over, at spillere, der grundet skader blev erklæret fodboldinvalide, eller på grund af andre omstændigheder var ukampdygtige over en længere periode, blev efterladt uden hjælp fra deres klubber. På dette tidspunkt i fodboldens relativ korte professionelle liv, var underholdning, kultur og sport en yderst underbetalt branche at ”arbejde” indenfor. FA havde indført en lov om, at ingen spillere i det engelske ligasystem måtte tjene mere end fire pund om ugen. Dermed var spillerne nødsaget til at have et job ved siden af fodbolden. Samtidig havde spillerne ingen form for rettigheder. Fodbolden var jo en sport og ikke et erhverv, så de 200 år gamle britiske fagforening-traditioner var ikke nået frem til grønsværen.
De manglende rettigheder for spillerne havde flere gange været tydelige med spillere, der blev skadet og efterladt i stikken. Det var dog ikke blevet italesat mere end nogle brokkerier i hjørnerne. Men den berømte dråbe i bægret kom, da en United-spiller døde under en reserveholdskamp i 1907 efter at have headet til en bold. Hans familie fik efterfølgende ingen kompensation eller hjælp fra klubben. Det satte skub i afdøde Thomas Blackstocks holdkammerater, der var fortørnet over spillernes generelle forhold. Med Charlie Roberts i spidsen mødtes adskillige United-spillere med spillere fra klubber som Newcastle United, Manchester City, Sheffield United, West Bromwich Albions og Tottenham Hotspur på et hotel i centrum af Manchester. De formede Association Football Players Union (AFPU). I løbet af ganske få uger havde størstedelen af spillerne i Football League meldt sig ind i det nye fagforbund.
Lukket dør til landsholdet
Hverken klubberne eller FA var dog begejstrede for spillerens nye fagforbund. FA gjorde det klart, at de ikke var interesseret i at udtage spillere til landholdet, der udfordrerede deres autoritet. FA og AFPU forsøgte af flere omgange at møde hinanden for at blive enige om de forbedringer spillerne søgte, men uden større held. Efter adskillige møder endte FA i 1909 med et ultimatum: Ingen spillere der var medlem af AFPU kunne spille i Football League. På kort tid valgte hele Aston Villas førstehold at udsende en fælles meddelelse om, at de ikke længere var medlemmer af forbundet. Som nogle af de eneste var United-spillerne urokkelige. Ikke en eneste meldte sig ud af forbundet. Det betød, at klubben prompte suspenderede hele holdet.
Efter suspensionen lod Roberts og hans holdkammerater sig fotografere med et træskilt med teksten: The Outcasts Football Club. Billedet endte på forsiden af dagens aviser. Spillerens modstandere gjorde grin med dem, men for spillerne blev det et symbol på kampen mod systemet.
Fodboldens første superstjerne
Dermed stod de regerende mestre med et helt hold af suspenderede stjerner. Selv FA måtte indse, at det var en uholdbar situation, og i august 1909 endte striden. FA accepterede, at spillerne kunne være medlemmer af AFPU. Samtidig måtte AFPU acceptere, at lønloftet ikke blev afskaffet. Selvom stridsøksen blev lagt på hylden, tog FA en hævn over Charlie Roberts og andre fremtrædende medlemmer af AFPU. De blev aldrig udtaget til det engelske landshold igen. Det på trods af at Roberts anses som en af sin generations absolut bedste spillere. Han blev i 2017 optaget i engelsk fodbolds Hall of Fame og udnævnt til en af engelsk fodbolds første superstjerner sammen med holdkammeraten og fagforeningsforkæmperen Billy Meredith.
AFPU blev senere til Professional Footballers’ Association (PFA). De vandt endelig kampen om lønnen i 1961, da lønloftet blev afskaffet.
