Fra storhedstider i 60’erne, 90’erne og 00’erne, over et bombet Old Trafford og flystyr til store stjerner og et uendeligt antal titler. Manchester Uniteds historie er fyldt med tragedier og succeser, storhed og fald. I dette tema vil vi kigge nærmere på klubbens lange historie fra grundlæggelsen i 1878 og frem til i dag. Formålet er at fortælle danske United-fans, hvorfor vi så ofte hører om vigtigheden af klubbens historie. Undervejs vil vi også sætte fokus på nogle af de mindre kendte og til tider oversete skikkelser, der har prægets klubbens historie.
Reddet på et snudehår
I starten af det nye århundrede var Newton Heath FC på randen af konkurs. De havde i flere år levet en kedelig tilværelse i anden division, og svigtende indtægter tvang klubben i knæ. En forsvundet Sankt Bernhardshund var dermed det mindste problem for klubbens anfører Henry Stafford. Men i forsøget på i det mindste at få løst hundeproblemet stødte han på rigmanden John Davies. Hunden med navnet Major, der var ejet af Stafford, blev fundet, og Davies datter faldt for den på stedet. Davies forsøgte derfor at overbevise Newton Heath-anføreren om at sælge den. Men Major var ikke til salg. Davies gik hundeløs hjem efter mødet med fodboldspilleren. Med sig havde han dog historien om det passionerede og hårdtprøvede lokale fodboldhold. Det satte gang i tankerne hos Davies, der var en yndet støtter af diverse lokale sportshold.
I marts 1902 annoncerede han foran Newton Heaths tilhængere, at han sammen med tre lokale forretningsmænd ville poste omkring 2000 pund i klubben. Præcis nok til at redde klubben fra konkurs. Davies var interesseret i at være en del af driften i klubben, og han blev udnævnt til præsident. Henry Stafford var så taknemmelig for, at hans klub var blevet reddet, at han forærede Davies’ datter sin hund.
Brygmesteren der blev fodbolddirektør
John Henry Davies var født i 1864, og voksede op i Manchester sammen med sine otte søskende. Han arbejdede i en årerække som ejendomsmægler samt kroejer, inden han i slutningen af 1890’erne gik ind i ølbrygning.
Davies blev siden direktør for Walker og Homfray bryggeri, der senere købte Manchester bryggeri samt andre virksomheder. Blandt andet Daniel Clifton & Company, der ejede omkring 50 pubber i området. Siden grundlagde John Davies både Moss Side Brewery Company og Palatine Bottling Company. I slutningen af 1800-tallet havde Davies arbejdet sig op og var blevet en velhavende mand. Den stil fortsatte han, og i starten af det nye århundrede var han en af egnens rigeste mænd. Han giftede sig ind i den velhavende familie Caterall. Hans kone Amy var niece til sukkerhandler og filantrop Sir Henry Tate, der grundlagde det berømte kunstmuseum Tate Gallery.
Nyt navn, nye farver, nye tider
Med John Davies ved roret blev første del af Newton Heaths genopbygning manifesteret allerede i april 1902. For at signalere begyndelsen på en ny start valgte man at ændre klubbens navn fra Newton Heath FC til Manchester United FC. Navneændringen var dog ikke kun tegn på nye tider, det kom også i kølvandet på, at naboerne fra Ardwick havde ændret deres navn til Manchester City. I Newton Heath kunne man lide det indtryk af storbyklub, der fulgte med navnet. Der skulle dog nogle forskellige forslag på bordet, inden man besluttede sig. Først afviste man Manchester Celtic, da associationerne til Skotland og det keltiske trods alt blev for store. Manchester Central derimod henled tankerne for meget på jernbanen og industrien. Manchester United Football Club blev derfor mere eller mindre vedtaget i mangel af bedre.
Hårdnakkede rygter mener, at det var den italienske immigrant og altmuligmand i Newton Heath, Louis Rocca, der foreslog navnet, der siden blev enstemmigt vedtaget. Lad os for historiens storhed give Rocca æren for navnet – han kommer siden til at få endnu mere ære hæftet på sit navn i forbindelse med klubbens historie.
I 1902 blev de grønne og gyldne farver for første gang skiftet ud med hvid-rød-sort.
Med navneændringen kom naturligvis et nyt logo til. Vi er endnu langt fra det senere så velkendte logo, men farveændringen var dog alligevel betydelig, og man skiftede derfor de grønne og gyldne spilledragter ud med farverne rød, sort og hvid. Klubben skiftede lidt imellem farveren, men dog var standarden næsten helt frem til anden verdenskrig, at spillerne var iført hvide trøjer. De hvide trøjer var i lange perioder prydet med et stort rødt V. Allerede på denne tid havde klubben dog også perioder med blå tredjevalgstrøjer: enten helt marineblå eller i bedste OB-stil med hvide striber på langs.
En tvivlsom træner
Manchester United fik ikke nogen god start på deres første sæson, og i 1903 ansatte man derfor klubbens første officielle secretary. En titel der dækkede over såvel managerrollen som en mere administrativ rolle i klubben. Den Bolton-fødte Ernest Mangnall var en karismatisk udgiver og reklamemand. Med sportens vindende popularitet fulgte også medierens interesse. Her længe før fjernsynet blev opfundet, og mens radioen endnu var under udvikling, var de skrevne mediers magt stor. Derfor anså klubben Mangnalls viden og erfaring med at håndterede aviserne som en stor force.
Udnævnelsen af den tidligere Burnley-manager var ikke en populær beslutning blandt Uniteds tilhængere. Mangnalls tidligere Burnley-målmand var blevet kendt skyldig i at have forsøgt at bestikke Nottingham Forest-spillerne til at tabe en kamp. Med dommen blev der også stillet spørgsmålstegn ved Mangnalls integritet, og samtidig havde han ikke formået at få Burnley op i den bedste række. Tvivlen i Manchester om hans managerkvaliteter beroede ligeledes på, at han var kendt for kedelig fodbold. Han lagde meget vægt på fysisk træning og holdånd og mindre vægt på træning med bolden. Rygterne går på, at spillerne kun fik en bold udleveret en gang om ugen.
Transferrekord i anden division
Mangnall formåede dog at vende skuden i den snævre Manchesterkanal. Klubben endte sin anden fulde sæson under nyt navn med en tredjeplads i anden division. Det betød, at man endte lige udenfor oprykningspladserne og i stedet måtte se de evige rivaler fra Liverpool rykke direkte op. Trods manglende oprykning var tredjepladsen dog en klar forbedring, og troen begyndte at vende tilbage til klubben på Bank Street.
Med John Davies og pengestærke mænd i ryggen fik Mangnall fuld opbakning, og holdet blev væsentlig forstærket. Blandt spillerne der kom til var Alex Bell, Harry Moger, Charlie Robers, George Wall og Charlie Sagar. Det mest opsigtsvækkende spillerkøb var den unge Charlie Roberts, der kun havde spillet 31 kampe for Grimsby Town, der rodede rundt i bunden af anden division. United betalte 600 pund for den unge englænder, hvilket var transferrekord. Roberts beviste dog sit værd ved i de næste flere år at være krumtappen i et yderst effektivt United-forsvar, og den unge Roberts fik sin landsholdsdebut for England i en alder af blot 22 år.
I skyggen af City
Med Ernest Mangnall ved roret begyndte United for alvor at røre på sig i anden division. Efter tredje pladsen i 1904 satte de i den efterfølgende sæson en imponerende rekord ved at vinde 18 kampe i træk mellem september 1904 og februar 1905. Det endelige resultat blev dog ikke bedre, da de endnu engang endte som nummer tre og dermed missede de to oprykningspladser. I 1906 blev det dog endelig Uniteds tur. En anden plads i anden division og oprykningen var sikret.
Naboerne fra Manchester City var allerede i første division. Deres rejse havde været meget lig Uniteds. Finansielle problemer et par år inden århundredskiftet der første til omstrukturering af klubben, ny hjemmebane og navneændring. City lykkedes dog umiddelbart bedre med projektet end United. De fik styr på økonomien og rykkede op i første division i 1899. Blandt andet takket være 29 sæsonmål af en ung gut med navnet Billy Meredith. Han skulle siden blive en af sin tids absolut største fodboldspillere og få øgenavnet ”den walisiske troldmand”. City vendte sig hurtigt til førstedivision og i 1904 endte klubben som nummer to. Samme år gik de hele vejen i FA Cuppen og slog Bolten i finalen efter et mål af Billy Meredith. City blev dermed den første Manchester-klub til at vinde et af de store trofæer.
Lyder det bekendt?
Citys sejrsgang endte dog brat, da de efter sidste spillerunde i 1906 blev anklaget for snyd. City skulle bruge en sejr i kampen mod Aston Villa for at vinde ligaen. Men Aston Villa tog sejren, og Newcastle tog mesterskabet. Efter kampen blev Billy Meredith af Aston Villas anfører beskyld for at tilbyde ham 10 pund for at tabe kampen med vilje. Meredith blev efterfølgende idømt et års karantæne fra fodbold, og da City efterfølgende nægtede at hjælpe ham økonomisk, solgte Meredith klubben. Han fortalte, at City betalte alle spillerne under bordet, og dermed gik udenom FA’s regel om maksimumløn på fire pund per spiller.
FA igangsatte en undersøgelse af City, og selvom der gik forlydender om, at City formentlig blot gjorde, hvad de fleste andre engelske klubber gjorde, blev klubben hårdt straffet. FA endte med at suspendere City-manager Tom Maley på livstid, mens 17 spillere blev suspenderet et år. Det var stort set samtlige af truppens gyldne generation, der havde vundet FA Cuppen i 1904, og som udgjorde grundstammen på holdet.
Den enes død, den andens brød
City blev tvunget til at sælge sine spillere. Det skete ved en højspændt auktion på Queens Hotel i Manchester. United-manager Mangnall sikrede sig Billy Merediths underskrift, allerede inden selve auktionen gik i gang. Efterfølgende købte han yderligere tre andre City-spillere. Spillernes karantæne stod ved magt trods deres klubskifte, og de fik derfor først deres debut i januar 1907. En sæson hvor United sluttede på ottende pladsen.
Fra begyndelsen af 1907/08-sæsonen så man for alvor de nye indkøbs betydning. I de første 14 kampe tabte man kun én mod 13 sejre. Et nederlag til Liverpool på 7-4 var sæsonens lavpunkt, men det ændrede ikke ved Uniteds dominans. De vandt deres første engelske mesterskab med ni point ned til nærmeste forfølger Aston Villa.
Det første storhold
Mangnall havde bygget et storhold baseret på en bundsolid defensiv tilsat et sprudlende angreb. Forsvaret var fyldt med erfaring med spillere over 30. Med Charlie Roberts som forsvarets krumtap flankeret af spillere som Dick Duckworth og Alec Bell var de indiskutabelt ligaens bedste forsvarskæde. Fløjspillerne Billy Meredith og George Wall var ligaens absolut bedste på deres positioner, og de servicerede en brandvarm fronttrio bestående af Sandy Turnbull, Jimmy Turnbull og Jimmy Bannister. Både Sandy Turnbull og George Wall nåede i øvrigt at score ni mål hver mod naboerne fra Liverpool i deres United-karriere. Det betyder, at de stadig den dag i dag deler topscoreræren i det nordengelske ærkerivalopgør i selskab med Steven Gerrard.
Enkelte på United-holdet var yngre kræfter, men generelt var Uniteds hold oppe i årene, og tilsat en intelligent træner formåede de at bruge deres erfaring. De vandt ikke alene ligaen, men året efter vandt de den allerførste Community Shield-kamp, og senere i den sæson løftede man også FA Cup-trofæet efter en sejr over Bristol City. En kamp hvor to af de tidligere City-spillere viste deres værd. Den ene scorede kampens eneste mål, mens den anden blev kåret som kampens spiller: Billy Meredith. I øvrigt i en alder af 38 år.
Billy Meredith blev købt af United, efter Manchester City blev tvunget til at sælge alle deres spillere. Efter 1. verdenskrig vendte han tilbage til City.
Første mesterskab på Old Trafford
Uniteds andet mesterskab kom i hus efter en noget mere tæt affære end det første. I sidste spillerunde var United et point efter Aston Villa. Mens Birminghamklubben skulle en tur forbi Anfield Road, skulle United møde ligaens nummer tre, Sunderland. United-spillerne gjorde deres arbejde og vandt sikkert kampen 5-1. Charlie Roberts fortalte siden, at hele tilskuerskaren i slutningen af kampen løb over til den ene tribune af Old Trafford for at afvente resultatet fra Liverpool. Da spillerne hørte det øredøvende jubelbrøl, vidste de, at de havde genvundet titlen. Aston Villa tabte 1-3 på Anfield, og som en af de eneste gange i historien var Liverpool på Uniteds side som den frelsende engel.
Fra City til United, fra United til City
Manager Ernest Mangnall havde ført United gennem den usikre tid efter de store omstruktureringer og navneskiftet og havde formet det første storhold i klubbens historie. Community Shield-trofæet i begyndelsen af 1911/1912-sæsonen blev dog hans sidste for klubben. Året efter deres andet mesterskab sluttede de på en skuffende 13. plads. Mangnall påtog sig ansvaret og sagde op. Han skiftede sin stilling i United ud for en lignende i City. 12 år blev det til i den anden ende af Manchester, dog uden samme trofæsucces som hos United. Det mest opsigtsvækkende han foretog sig som City-træner var formentlig, at han hentede Billy Meredith tilbage til City. 13 år efter han købte ham fra netop City på den famøse auktion.
Da Første Verdenskrig brød ud, var mange af Uniteds spillere, ligesom Meredith, oppe i årene, og valgte helt naturligt at lægge støvlerne på hylden. Det var egentlig også Merediths plan, men da den engelske liga blev genoptaget i 1919, trænede han stadig med United. I den første hele sæson efter krigen tørnede Meredith i en alder af 46 igen ud for de lyseblå i Manchester.
Nedtur og krig
Valget af Mangnalls afløser faldt på JJ Bentley. United havde mere end én gang været på kant med FA, så det var ualmindeligt ironisk, at deres næste manager var tidligere formand for The FA Football League. Bentley formåede at hente en fjerde plads i sin første sæson i spidsen for holdet. Det endte dog også med at blive hans sidste hele sæson som manager, for i slutningen af 1914 blev ’secretary’-rollen opdelt. Indtil da havde vedkommende både stået for den administrative del og den praktisk og taktiske i forhold til holdet. Nu valgte man at lade Bentley fortsætte i en ren administrativ secretary-rolle, mens man ansatte John Robson til at træne, pleje og udvælge holdet. Dermed så en dissideret managerrolle lyset for første gang.
Robsons hold var mere eller mindre en skygge af sig selv. Der var kun fire spillere tilbage fra FA Cup triumfen i 1909, og det var på et hængende hår, at klubben undgik nedrykning i 1914. En blanding af ustabilitet på managerfronten, store udskiftninger i spillertruppen og ikke mindst en verdenskrig, der brød ud i 1914, betød, at den sidste triumf for Manchester Uniteds første storhold blev ligatrofæet i 1911. Første verdenskrig satte en stopper for The Football League i fire år. Da fodbolden genopstod efter krigen, gik United ind i en hård årrække som elevatorklub med op- og nedrykninger samt endnu en nærtstående konkurs. Der skulle endnu en verdenskrig til, inden Manchester United igen kunne løfte trofæet som bevis på det engelske mesterskab.
