Hvad fanden gør vi nu, Ole?

af Svante Wettergren

JEG ELSKER OLE! Er du gal, hvor jeg elsker Ole!

Det var ham, der hjalp mig med at genfinde kærligheden til klubben.

Jeg husker tydeligt hans første kamp i spidsen for United. Mod Cardiff. Der gik ikke mere end et par minutter, før Rashford scorede på et afrettet frispark. Hele holdet jublede med en glæde, som havde været væk længe. Generelt var alt i den kamp en kæmpe befrielse. Vi pressede intenst, kombinerede hurtigt og ville frem ad banen.

Jeg følte mig forelsket. Sommerfuglene i maven. Smilet, der ikke var til at skjule, hver gang jeg tænkte på holdet. Det fortsatte længe. Det tydeligt gode forhold Ole havde til spillerne. De ægte jubelscener, når vi scorede. Og den magiske aften i Paris, der resulterede i en søvnløs nat.

En flot genopbygning

Jeg er slet ikke i tvivl. Solskjær er det bedste, der er sket for Manchester United siden Sir Alex Ferguson. Han har genopbygget en klub, der lå i ruiner.

Han var den første efterfølger til Ferguson, der så klubben som et hele og tog opgaven om at forbedre de enkelte bestanddele til sig.

Han har været med til at genopbygge et akademi, der så sløjt ud i flere år.

Han satte fokus på at hente nogle af de største talenter i verden og få skabt en klar vej for dem til førsteholdet.

Han satte fokus på at få skabt et rekrutteringssystem, der ikke handlede i blinde, men kiggede på spillernes mentalitet og kompetencer på banen. Både med dataanalytikere og scouts.

Han satte fokus på at forbedre vores sundhedsfaglige afdeling, så spillerne kunne komme i bedre form og pådrage sig færre skader.

Han satte fokus på at få en større analytisk afdeling i klubben. Både i forhold til spillertransfers og taktik.

Derudover har han også sat fokus på at forbedre sin trænerstab. Senest med den unge og talentfulde englænder Eric Ramsay, der står for personlig spillerudvikling og dødbolde.

Og så har han ikke mindst haft fokus på sin mandskabsbehandling. Hvordan fik han skabt en sammentømret gruppe og hvordan fik han de enkelte spillere til at præstere op til deres bedste?

Det er blandt andet det arbejde, der har betydet så meget for min genfundne kærlighed til klubben. Vi så ikke længere lade spillere med en opgivende attitude. Vi så spillere, der gav absolut alt, hvad de havde for trøjen.

Meget kunne man kritisere Daniel James for, men han var et tydeligt eksempel på, hvad Solskjær lagde vægt på hos sit hold — spillere, der kæmpede røven ud af bukserne.

Under Mourinho så vi, at flere spillere mistede selvtilliden og faldt i niveau. Solskjær fik dem omvendt til at blomstre. Lindelöf, Fred og McTominay løftede deres niveau betragteligt under nordmanden. Rashford har gennemgået en flot udvikling. Ligesom han har udviklet Greenwood til en vigtig offensiv brik for os.

Det tydeligste eksempel er Luke Shaw. Under Mourinho lignede han en mand, der var færdig i klubben. Sidste sæson var han blandt vores bedste spillere. Og ikke nok med det — han er også begyndt at udvikle sig til en lederskikkelse på holdet.

Jeg kan pege på så mange ting, som Solskjær har gjort rigtigt. Det ses da også på resultaterne de sidste par år, der har været bedre og mere stabile end under Moyes, Van Gaal og Mourinho.

Men det er også tydeligt, hvordan han har opnået det — han har forbedret de enkelte spillere og handlet godt ind.

Og det skal han i den grad have ros for. Det er en svær opgave og det er essentielt for at opnå succes.

Trænerarbejdet er 30 procent taktik

“If you don’t get recruitment right, you’re fucked.”

Det er en sætning, der ofte bliver brugt indenfor fodboldverdenen. Og den forklarer godt, hvorfor Solskjær har opnået større succes end sine forgængere.

For hvor vi før kastede millioner efter spillere som Fellaini, Rojo, Darmian og Bailly, er de nu blevet brugt på spillere som Maguire, Varane og Fernandes (bevares, det kan være mere nuanceret, men det bliver en anden gang).

Et andet vigtigt citat i forhold til Ole, kommer fra den unge tyske Bayern München-træner Julian Nagelsmann:

“Trænerarbejde er 30 procent taktik, 70 procent sociale kompetencer.”

Og så er vi tilbage ved, hvad Solskjær har formået at opnå gennem sin mandskabspleje.

For selvom man hverken må undervurdere eller negligere betydningen af rekruttering og mandskabspleje, så er spørgsmålet også, hvor langt det alene kan tage en.

For kan man være en seriøs bejler til Premier League og Champions League uden en taktik, hvis bare man henter de rette spillere og får dem til at præstere deres bedste?

Det er tydeligt, at det er dér, han kommer til kort, når man sammenligner ham med Jürgen Klopp, Pep Guardiola og Thomas Tuchel.

Og det er her det interessante opstår. For selvom han har rykket os langt på de to førnævnte parametre, kan han så rykke os længere, eller kræver det mere taktisk fra ham, hvis vi skal rykke os de sidste procenter?

Påstår man, at Ole ikke har en taktik, vil jeg gerne gøre det helt klart, at man tager fejl. Selvfølgelig har han det.

Men i modsætning til Guardiola, Klopp og flere andre, er han ikke en systemtræner med et fast positionsspil, hvor forskellige dele af banen skal udfyldes, alt efter hvor bolden er. Vil man dykke mere ned i, hvad det er, kan man søge på “positional play”.

På det punkt minder Solskjær mere om Ferguson, der spillede efter en række overordnede principper, men havde større tillid til, at hans spillere selv traf de rigtige beslutninger på banen.

Som spillet har udviklet sig, har jeg personligt større tillid til systemtrænere end trænere, der “blot” har et blueprint for, hvordan deres hold skal spille.

Min påstand er, at en træner, der kan fundere det på baggrund af et utal af kampe og uendelige mængder af dataanalytiske målinger, har et bedre udgangspunkt for at vurdere, hvor en spiller bedst placerer sig, end spilleren selv har mulighed for at vurdere på et split sekund i kampens hede.

Det bliver også altid tydeligt, når vi spiller kampe i de mindre cupturneringer, hvor vi roterer en del. Vores spil bliver langsomt og kluntet, fordi en masse nye spillere, der ikke kender hinanden, pludselig skal finde hinanden på banen.

Omvendt ser vi, at det ofte er lettere for systemtrænere at rotere, da nye spillere ikke er i tvivl om, hvilken rolle de skal udfylde, og hvor de skal være på banen hvornår.

Udover mandskabsplejen, så er det netop det, der ofte gør, at systemtrænere kan få et hold til at overpræstere. De kan få holdet til at blive mere end summen af de enkelte spillere. De kan så at sige få 2 + 2 til at give 5.

Og det er netop det, Solskjær ikke er lykkedes med. Vi bliver ikke bedre end kvaliteten af vores enkelte spillere. Så når Ronaldo ikke er i truppen eller Fernandes rammer en offday, så kan det mærkes.

Den sidste udvej

Jeg ser virkelig gerne Solskjær få succes i klubben. Derfor har jeg også længe skreget på, at vi fik hentet en erfaren assistenttræner, der kunne afhjælpe dette problem.

En systemtræner, der kunne indføre et positionsbaseret spil. En træner, hvis principper er baseret på Ralf Rangnicks tilgang til spillet, som stemmer godt overens med den måde Solskjær gerne vil spille på. Hurtigt, intenst og direkte.

Et bud kunne være tyske Lars Kornetka, der i øjeblikket er ledig. Han er oplært af Ralf Rangnick i hans filosofi. Efter sin spillerkarriere, blev han videoanalytiker i Hoffenheim. Senere har han haft samme rolle i Schalke, Bayern og RB Leipzig, inden han blev assistenttræner for først Bayer Leverkusen, RB Leipzig og senest PSV Eindhoven, hvor han stoppede i sommer.

Det er den brik, vi mangler under Solskjær. For han har styr på det andet, og det skal man bestemt ikke tage for givet. Arteta er en dygtig systemtræner, men mangler nogle af Oles kvaliteter for at lykkes i Arsenal.

Men hvis Solskjær ikke får løst det her problem, så frygter jeg, at vi når et punkt i denne sæson, hvor vi er nødt til at takke Solskjær for hans kæmpe arbejde med at rydde op i klubben, men også må erkende, at det ikke bliver ham selv, der høster frugterne af det fine arbejde.

Men det huer mig ikke. For jeg er usikker på, hvor længe det nyopbyggede fundament holder uden manden, der igangsatte det.

Artikler om samme emne