Jadon Sancho – Fra Londons baggårde til Drømmenes Teater?

af Svante Wettergren

“NO BALL GAMES” står der på et stort, grønt skilt ind til en baggård i det sydlige London. Inde fra baggården kan man høre genklangen fra en bold, der glider hen ad asfalten. Efter den, løber en lille dreng med små sorte krøller. Jadon Malik Sancho.

Med sine to forældre fra Trinidad & Tobago er Jadon Sancho vokset op i Kennington, en forstad til London. Et område, der har formet Sancho som menneske og spiller.

Som ung dreng, i et multikulturelt område, der har været præget af høj kriminalitet og få muligheder for unge, har fodbolden altid været Sanchos drøm for en bedre fremtid.
“Der var altid folk omkring mig, der gjorde ulovlige ting, men jeg har aldrig villet have noget med dem at gøre. Det havde været let at falde i, og jeg tænker altid på, hvad der ville være sket, hvis ikke jeg havde fokuseret på min fodbold,” udtalte Sancho til BBC.

Uden mulighed for at få græs under knopperne, har Sancho, siden han var fem år, spillet bold i Londons gader og baggårde, hvilket har formet ham som spiller. Det har gjort ham til en street footballer, som han selv formulerer det.

Han afviste både Arsenal og Chelsea, inden han som syv-årig startede hos Watford, hvor han tre gange om ugen brugte fire timer på at komme til og fra træning. Det gjorde han i flere år, indtil han som 12-årig flyttede fra sine forældre for at starte på klubbens Harefield Academy i Uxbridge.

Det var et af de første ofre, Sancho måtte tage i jagten på sin drøm, hvilket har kendetegnet ham lige siden – mødte han forhindringer på sin vej, fandt han en ny.

Som 14-årig tog han skridtet videre fra Watford til Manchester City, der hurtigt opdagede, at de havde fået fat i en spiller, der ikke tog den lette vej.
“Han forsøgte aldrig at gøre tingene let for sig selv. Han ville udfordres og stillede sig altid over for modstanderens bedste forsvarsspiller. Han var frygtløs og ville lære at komme forbi de bedste spillere.”
Sådan beskrev Louis Lancaster, Watfords akademitræner, ham i et interview med Sky Sports.

Foto: @Sanchooo10

Under kampene løb han altid ud til træneren for at få feedback, så han kunne rette op på de ting, han ikke havde gjort godt nok.

I 2017 oplevede Jadon Sancho en af de forhindringer, der gjorde, at han kiggede nye veje. Han var 17 år, og mente han var klar til mere spilletid end Pep Guardiola var klar til at give ham.

Endnu engang forlod han venner og familie, da han drog til Tyskland for at tørne ud for Borussia Dortmund. Manchester United forsøgte også at hente ham, men blev mødt af en lukket dør fra Manchester City.

En anden klub, der var interesseret i det unge stortalent, var Bayern München. De kom endda med et langt mere lukrativt tilbud end Dortmund. Men Sancho var ligeglad med pengene. Han ville spille fodbold.

Som en ung Cristiano Ronaldo i United, blev Sancho tilbudt nummer 7 i Dortmund. Et nummer, der, som vi så med Antonio Valencia, let kan tynge. Især når det tidligere er blevet båret af spillere som Robert Lewandowski, Stefan Reuter og Michael Zorc. Men ikke for Sancho.
“Jeg ville have taget et hvilket som helst nummer, men at få 7’eren boostede bare min selvtillid. Det handler om at komme her og bevise mig selv,” udtalte Sancho til BBC i forbindelse med sit skifte.

Foto: @BVB

Selvom Sancho altid har nydt udfordringerne og aldrig været bange for at tage et skridt op, så var det hans ydmyghed, der imponerede folkene i Dortmund.
“Han kom ikke ind og troede, at han var nogen overlegen. Han ville bare træne og arbejde hårdt,” sagde Jan Siewart, tidligere træner for Dortmunds reservehold, til Bundesliga.com.

Sancho laver ikke meget uden for banen. Han vil ikke have distraheringer. Han bliver stadig beskrevet som den samme rolige, sjove, fodboldelskende dreng, som de kendte fra Kennington. Han besøger stadig sin gamle folkeskole og tager signerede fodboldtrøjer med hjem til sine barndomsvenner.

Snart vil vi – forhåbentlig – igen se bolden glide hen over græstæppet på Drømmenes Teater, med en ung dreng, med sorte krøller, komme løbende efter den. Jadon Malik Sancho.


Kilder: BBC, The Mirror, Sky Sports, Talksport, Manchester Evening News, The Independent, Daily Mail, Bundesliga.com, Kick off

Artikler om samme emne