Laurent Blanc – den perfekte vikar?

af Nicklas Hansen

MANCHESTER UNITED SKAL FORSØGE AT RIDE GENNEM DEN STORM, der er resten af sæsonen. I pressemeddelelsen, som blev udgivet af klubben 21. november 2021 klokken 11:30, står der, at klubben har taget afsked med Ole Gunnar Solskjær samt, at Michael Carrick vil varetage førsteholdet indtil man har fundet en ‘interim manager’, som skal passe holdet for resten af sæsonen.

Jeg bider meget mærke i, at man allerede nu melder ud, at den nye manager ‘kun’ skal sidde i sædet resten af sæsonen og ikke hyres på fast basis. Det må betyde, at klubben har undersøgt mulighederne for at hyre et navn på en længere kontrakt, men vejet dem og fundet dem for lette, eller simpelthen vurderet, at de er urealistiske at hente på nuværende tidspunkt. Man kan da nemlig ikke forestille sig, at den ledige Zinedine Zidane, som bliver heftigt kædet sammen med klubben, kun skal være midlertidig manager i klubben.

Derfor åbner det jo mulighederne for, at United kan få nogle af de – af fansene i hvert fald – stærkt eftertragtede navne som Zidane, Mauricio Pochettino, Erik Ten Hag eller Luís Enrique til sommer, når sæsonen er færdigspillet og den nye mand vil have både en pre-season og et sommertransfervindue foran sig.

Men det kræver stadig, at United skal finde en mand, der både er villig og dygtig nok til at køre sæsonen færdig. En håndfuld (primært ledige) navne er blevet nævnt, såsom Ernesto Valverde, Paulo Fonseca og Lucien Favre. I min bog er der én realistisk kandidat, der er lidt bedre end de andre: Laurent Robert Blanc.

Blancs blå bog

BLANC ER ALLEREDE ET KENDT NAVN BLANDT UNITEDS FANBASE, idet han var i klubben i sin karrieres absolutte efterår. Sir Alex Ferguson havde lige solgt Jaap Stam til Lazio og manglede en centerforsvarer. Ferguson havde prøvet at hente Blanc før på andre tidspunkter i 90’erne, men det var først i august 2001, hvor franskmanden i en alder af 35 endelig blev præsenteret på Old Trafford.

Ferguson fik to gode år ud af Blanc, der – på trods af en hård start – var med til at løfte mesterskabet i sin sidste sæson i klubben i 2002/2003. Derefter indstillede Blanc karrieren og begyndte så småt at bevæge sig mod en trænerrolle.

‘Le Président’ blev præsenteret som ny manager i Bordeaux i 2007. I sin første sæson (07/08) forbedrede Blanc en 6. plads fra året forinden til en andenplads og blev kåret som årets manager i Frankrig.

I sin anden sæson (08/09) brød han igennem som manager, idet han vandt Ligue 1 med den sydvestlige franske klub, samt Trophée des Champions (det franske svar på Community Shield) og Coupe de la Ligue (deres lille pokalturnering). Blanc satte ny daværende fransk rekord for sejre i streg (11 styk) for hvad der i øvrigt var Bordeaux’ første ligatitel i næsten 10 år.

Hans tredje sæson (09/10) blev hans sidste og lidt mere skuffende liga- og trofæmæssigt end de to foregående, men til gengæld toppede Blancs Bordeaux deres Champions League-gruppe med 16 point ud af 18 mulige uden at tabe én eneste kamp over både Juventus og det års finalister Bayern München.

Efter eventyret i Bordeaux erklærede Blanc sig som kandidat til jobbet som fransk landstræner efter holdets nedsmeltning til VM i 2010, og blev 2. juli  samme år udnævnt som ny landstræner. Blancs landstrænergerning forløb godt frem mod EM 2012, hvor Frankrig vandt deres kvalifikationsgruppe og holdet gik også videre fra gruppe D til selve slutrunden, selvom det kun blev til en andenplads. Til sidst endte det med en kvartfinale, hvor Frankrig tabte til de kommende europamestre Spanien.

Dernæst kom den periode, som Blanc velsagtens er mest kendt for, nemlig hans tid som manager i Paris Saint Germain. De tal og anerkendelser, som han opnåede i den franske hovedstadsklub taler for sig selv, men de skal fremhæves ikke desto mindre: I 13/14 vandt de Ligue 1, Coupe de la Ligue og Trophée des Champions, i 14/15 blev det til samme resultat bare med den store Coupe de France oveni og slutteligt i 15/16 vandt PSG de samme fire trofæer.

I hans sidste sæson i klubben scorede PSG 102 mål og vandt ligaen med 96 point (31 point ned til Lyon på andenpladsen). Blancs eneste hæmsko i hans tid i PSG var Champions League. Holdet opnåede tre kvartfinaler i træk, men røg ud til hhv. Chelsea i 13/14, Barcelona i 14/15 og Manchester City i 15/16. Da Blanc forlod klubben i 2016 havde han vundet 11 trofæer og blev dermed PSG’s mest vindende træner i historien.

Siden 2016 har Laurent Blanc som toptræner ligget i dvale. I sommeren 2018 meldte flere medier ham tæt på Chelsea-jobbet, som han så i sidste ende tabte til Maurizio Sarri. Han var også angiveligt tæt på at få United-jobbet i december 2018 efter fyringen af José Mourinho, inden det blev givet til Solskjær. Det der skilte United og Blanc ad, var angiveligt, at han ikke var interesseret i en caretaker-rolle, men mest en længerevarende kontrakt.

I december 2020 blev det annonceret, at Blanc havde sagt ja til stillingen som cheftræner for den qatarske klub Al-Rayyan. Over fire år siden Blanc fratrådte stillingen i PSG som deres mest vindende træner blev han hyret af en qatarsk klub. Vendingen ‘fall from grace’ virker passende. Det går da heller ikke ligefrem fremragende for ham dernede, idet hans hold sluttede 3’er i 20/21-sæsonen, hele 25 point efter Xavis Al-Sadd på førstepladsen.

I indeværende sæson går det endnu værre, hvor Al-Rayyan ligger nummer 8 med 9 point efter 9 kampe samt en negativ målscore. Min umiddelbare vurdering er, at det er det forkerte job for Blanc og det lugter mest af alt som en ‘paycheck’. I ligaer uden for Europa som fx Qatar og Kina, er holdene ofte domineret af hvilke udenlandske profiler, som man har.

Blancs stil

VI HAR BEVISMATERIALE FOR, AT BLANC ER EN VINDER og har de taktiske egenskaber til at skabe et solidt mandskab. Derudover mener jeg simpelthen ikke, at den qatarske liga er et ordentligt måleinstrument for, hvorvidt man har kvaliteterne som toptræner eller ej.

Blancs blå bog taler for sig selv. Hans titler og præstationer i fransk fodbold er imponerende, og burde være nok til at sælge sig selv som kandidat til jobbet. Men jobbet som United-træner handler om mere. Det handler om personlighed og ikke mindst spillestil samt den fodboldfilosofiske tilgang.

Her mener jeg dog også Blanc sætter flueben i de rigtige bokse. Djævelens advokat ville sikkert argumentere for, at ‘enhver’ kan få PSG til at score mål og vinde Ligue 1 samt, at bedriften med Bordeaux kom i en svag liga. Jeg vil hellere se glasset som halvt fuldt og fremhæve Blancs flotte præstationer frem for at hoppe med på den efterhånden lidt overbrugte stereotyp, at Ligue 1 er en ‘Farmer’s League’.

Blancs foretrukne formation er en 4-3-3. Hans spillestil centrerer sig om gradvist opbygning fra bagkæden og midtbanen, hurtige bevægelses- og afleveringsmønstre samt et fokus på fri bevægelighed til de offensive profiler. Derudover er der fokus på boldbesiddelse, men stadig med et direkte udgangspunkt frem for den noget mere tålmodige boldbesiddende stil, som vi så under Louis Van Gaal.

Blancs tremandsoffensiv i PSG bestod ofte af enten Lavezzi/Zlatan/Cavani og i hans sidste sæson Cavani/Zlatan/Di María, hvor især den sidste trio gjorde meget brug af Di Marías bevægelighed og kreativitet bagved de to målscorere. Man kunne forestille sig nogle af de samme idéer indgå rimelig problemfrit på Uniteds nuværende hold, hvor fokus inden og i starten af sæsonen jo angiveligt var på sigt at spille 4-3-3.

En fronttrio bestående af Cavani/Ronaldo/Sancho eller Rashford/Ronaldo/Sancho brugt ift. nogle af de samme principper, som Blanc brugte i PSG, kunne man godt se fungere. Brunos kreativitet og løbemønstre kunne også indgå i en sådan offensiv, hvis Blanc hellere ville introducere en mere arbejdsom midtbanekonstellation a la hvad han brugte i PSG (ofte Matuidi/Verrati/Motta).

Hvorfor Laurent Blanc?

HVIS JEG SKAL SAMLE LIDT OP PÅ DETTE SKRIV OM LAURENT BLANC og opstille tre kerneargumenter for, hvorfor jeg tror han vil være den perfekte caretaker for resten af sæsonen, vil jeg nok gøre det således:

  1. Blanc er en vinder og har CV’et til at bevise det. Han ville have instinktet og forudsætningerne for at styre United mod top-4, som højst sandsynligt vil være den ligamæssige målsætning en caretaker ville blive stillet som udfordring i Manchester United.
  2. Han har spillestilen til at tilfredsstille spillere og – vigtigst af alt – fansene indtil sæsonen er færdigspillet. Blancs possession-baserede stil er både moderne såvel som progressiv at bygge videre på for en ny manager. Desuden har vi spillerne til at udføre den førnævnte stil, så en tilvænningsperiode ville blive så kort som muligt.
  3. Han har håndteret egoer før og kender til klubben. Blancs personlighed vil helt sikkert blive afgørende ift. om han opnår sæsonens mål. Han vil blive nødt til at styre Ronaldo, Sancho, Varane, De Gea, Bruno og Pogba, og det har han erfaring med, idet Blanc måtte håndtere typer som Zlatan, Di María, Aurier og Thiago Silva i PSG. Derudover kender han klubben fra sin tid som spiller, så han kender til klubbens forventninger, størrelse og rolle i engelsk fodbold.

Der er selvfølgelig den udfordring, der hedder, at Blanc allerede har et job i Al-Rayyan. Jeg anser det dog ikke som værende et urealistisk mål, at man kan forhandle enten en lejeaftale (á la, hvad vi lavede med Molde om Solskjær i første omgang) eller en transaktion på plads. Især fordi jeg er sikker på, at Blanc selv ville skubbe på for muligheden, hvis han blev tilbudt rollen som United-manager. Det er hans potentielle vej tilbage til europæisk topfodbold.

Det bliver spændende at se, hvor United bevæger sig hen fremadrettet. Hvis klubben holder ved deres beslutning om at hyre en caretaker, for derefter at finde en mere permanent løsning til sommer, ser jeg ikke bedre bud end Blanc. Jeg tror han vil være den rette mand til at sejle skibet trygt i land, og hvem ved? Måske kan der komme positive overraskelser undervejs.

Artikler om samme emne