»Med Ten Hag kan United være blandt de bedste om få år«

af Kristoffer Lind

DET ER FREDAG FORMIDDAG, og påskeferien venter lige rundt om hjørnet – men inden jeg kan nyde den i fulde drag, skal jeg mødes med min kammerat Niklas Hansen. Han er Ajax-fan og ved naturligvis en del om en person, jeg pludseligt er blevet meget interesseret i — Erik ten Hag.

Den hollandske Ajax-træners navn er efterhånden glohedt, når det sættes i forbindelse med Manchester United, så selvom intet endnu er officielt, ville jeg gerne vide mere om den lovende frontfigur, der har stået i spidsen for Amsterdam-klubben gennem næsten fire år.

Forud for snakken skriver jeg til min kammerat, at jeg i grove træk er interesseret i at vide mere om Ten Hags person, hvortil han svarer:

“Fair nok! Mange af argumenterne for og imod handler jo også mest om hans person. De taktiske evner er der vist ikke nogen tvivl om.”

Hovedet på sømmet for mig lige der. For der kan ikke herske megen tvivl om, at Erik ten Hag i tiden som cheftræner for Ajax har gjort sig selv til et af de mest interessante trænernavne i fodboldeuropa. Tre mesterskaber på stribe i Æresdivisionen, to pokaltitler samt en Champions League-semifinale mod Tottenham i 2018/2019-sæsonen, som man nok burde være gået videre fra. Og det hele mens man har spillet en aldeles attraktiv form for fodbold, ligesom man har sendt unge spillere afsted til europæiske topklubber.

Derfor var spørgsmålet til min gamle Ajax-kammerat: Hvordan er Ten Hag som person?

En ydmyg og perfektionistisk træner

Efter verdenssituationen er vendt og gamle dage genfortalt, går jeg straks til sagen om den cheftræner i Ajax, de holder så meget af, og som vi lader til at ville snuppe fra dem.

“Ten Hag virker meget tilbagelænet,” forklarer Niklas.

”Både i forhold til hele hans personlighed, hvor han dels går meget ydmygt til værks, men heller ikke kommer med de store armbevægelser. Han er ikke typen, der stjæler overskrifter.”

Eksempelvis har han nægtet at forholde sig til rygterne om United i den her tid, hvor medierne har stået klar som gribbe. Der har både været historier om jobsamtaler og arbejde med at sammensætte en trænerstab, så der foregår uden tvivl en masse i kulissen. Men det må man tage, når tid er, har han forklaret til de hungrende journalister.

Læser man de mange historier i medierne, går pointen om Ten Hags tilbageholdende skikkelse igen.

I Amsterdam må man blandt andet lede længe efter merchandise med klubbens cheftræner, der i stedet overlader rampelyset til Ajax’ unge stortalenter som Ryan Gravenberch og Jurrien Timber i klubbens fanshop og ude foran Amsterdam Arena. Ligeledes skulle han eftersigende besøge sin barndomsklub SV Bon Boys i ny og næ, hvilket vidner om en mand, der åbenbart har fødderne solidt plantet i den jord, hvorfra han indledte sin tilværelse i fodboldverdenen.

Skulle der imidlertid være et andet ord end ydmyg, som kendetegner Ten Hag, lader det til at være perfektionist.

Ifølge den tidligere United-assistent under Sir Alex Ferguson, Steve McClaren, skulle Ten Hag nemlig have lignende blik for detaljerne i spillet og være yderst omhyggelig i sin planlægning for at sikre succes. De to arbejdede sammen i FC Twente, hvor Ten Hag var assistent for McClaren i 2008/2009-sæsonen, i hvilken McClaren ikke tror, at han havde klaret jobbet uden sin flittige assistent. Selv trænernes tøj og spillernes opgaver skulle ensrettes for at sikre det rigtige udtryk i dagligdagen.

”Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har set. Både individuelt og for hele holdet. Alt var beskrevet i detaljer. Helt ned til hvilket tøj trænerne skulle have på de enkelte dage, og at vi alle ville komme ud sammen. Han havde planlagt, hvilket udstyr der skulle bæres ud, og hvornår det skulle lægges på plads igen,” fortæller Steve McClaren i et interview med The Telegraph.

“En sjælden gang imellem sagde jeg til Erik under træningen, ‘Vi skal have målet ned til midterlinjen’, og så bad han alle spillere i truppen om at hjælpe til. Alle 22. Alle hjælper til. Det er sådan, han vil have det.”

”Han har en klar filosofi for, hvordan han vil spille fodbold, og hvilket miljø han vil skabe. Programmet for spillerudvikling var en central del af Twente.”

McClaren påpeger hertil, at Ten Hags øje for detaljen ikke kun begrænser sig til træningsbanen, men også rækker ind i kampene, hvor han ikke mener at have set én, der på samme niveau kunne analysere kampe fra sidelinjen på den måde siden sin tid under Sir Alex:

”Jeg ville være nødt til at sidde på tribunen for at kunne analysere kampe på samme måde. Men han kan gøre det fra sidelinjen og igangsætte ændringer. Den eneste anden jeg har set gøre det samme? Det må være Sir Alex.”

Den hollandske træner har som bekendt også været i lære under Pep Guardiola i Bayern München, da Ten Hag stod i spidsen for klubbens andethold, og her kunne man forestille sig, at øjet for detaljen ikke ligefrem er blevet holdt nede.

“Det har været en fantastisk tid

Min kære Ajax-kammerat var derfor også godt tilfreds, da han tilbage i december 2017 hørte, at det var Ten Hag, der skulle tage over i Ajax, for han havde præsteret lovende i Utrecht, der spillede en særlig form for fodbold, som han gerne så i Ajax.

“Ten Hag kom ind, og det var egentlig en handel, jeg var glad for allerede på daværende tidspunkt. For i Utrecht [hvor han var cheftræner i to en halv sæson, red.] formåede han nærmest at spille europæisk fodbold i Æresdivisionen, og det var lige det, Ajax manglede. Både at kunne spille god fodbold, når man mødte hold, som man var bedre end. Men også spille fodbold med hovedet skruet ordentligt på, og ikke under armen, når man mødte hold, som måske godt kunne spille lige op med en på andre parametre.”

Niklas fortæller levende om Ten Hags præstationer i Ajax, og jeg kan mærke, at jeg begynder at lade mig rive med i takt med, at jeg begynder at fornemme, hvordan han måske kan være manden, der er i stand til at revolutionere United-mandskabet.

“Det har været en fantastisk tid,” afslutter Niklas efter et par minutters frit løb, hvor han også har nået at liste nogle af de spillere op, som Ten Hag har været med til at gøre til store profiler og skippet videre til topklubber. Frenkie de Jong til Barcelona, Matthijs de Ligt til Juventus, Hakim Ziyech til Chelsea og ja, Donny van de Beek til Manchester United.

Kan han arbejde med store egoer?

Ajax-tiden er svær at sætte en finger på, virker det til, da jeg sidder med Niklas’ salige og lysende smil hen imod mig. Men inden jeg selv må tvinge snakken i en mulig anden retning, hvor vi ikke bare danser på roser, og alting emmer af idyl, tager Niklas selv fat på det kritiske spørgsmål, som er det mest oplagte på min egen notesblok:

“Kritikken mod Ten Hag kunne være, hvorvidt han er i stand til at arbejde med store egoer.”

Spørgsmålet dirrer i luften, inden han selv forsøger at svare på det.

“Der synes jeg alligevel, at han i Hakim Ziyech har haft lidt af en diva. Han er også ude for Marokkos landshold nu. Så han har vist, at selv de typer, der falder lidt udenfor, kan han godt få til at arbejde for holdet eller i hvert fald få til at passe ind, så holdet fungerer.”

Det synes jeg lyder lovende – og absolut nødvendigt med tanke på opgaven i United – så det skynder jeg mig at bede ham om at uddybe.

“Hvis der er problemer på holdet, lader det i hvert fald ikke til, at det er noget, man snakker om i pressen – det er noget, man tager internt og ikke nødvendigvis noget, der kommer til udtryk andre steder end på træningsbanen eller i omklædningsrummet. Der har ikke været de store bataljer i offentligheden”.

Af eksempler på larm i klubben kan han nævne André Onana og Nicolas Tagliafico. Tilfældene har dog ikke været mere kritiske end, at de begge er fortsat med at præstere på banen. Onana-sagen havde hertil ikke så meget med Ten Hag at gøre, men nok nærmere klubben, uddyber Niklas.

“… man skal købe helt ind på hans filosofi”

På det her tidspunkt er jeg efterhånden ved at være overbevist, og jeg tillader mine tanker at glide hen på en Ten Hag i United-ekvipering stående på Old Traffords sidelinje, der sikkert og roligt trækker den synkende United-skude op ad det dyb, som klubben øjensynligt befinder sig i disse dage.

Men det går ikke at overgive mig helt til den tanke endnu. Ten Hag er fortsat Ajax-træner, og der være noget at udsætte på ham. Jeg har læst om høje krav til arbejdsindsatsen, der har affødt lidt brok i starten af hans tid i nye klubber, ligesom han ikke skulle være bleg for at kommunikere med blokbogstaver i omklædningsrummet.

Begge dele ville sikkert være på sin plads i United, men der må være et eller andet, som stikker ud. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt det hele. Derfor bryder jeg ud af mit dagdrømmeri og stiller spørgsmålet, som jeg endnu ikke ved, om jeg har lyst til at høre svaret på. Hvad er hagen ved Ten Hag?

“Det taktiske føler jeg, at han har fuldstændig styr på. Men køber klubben ikke ind på hans filosofi og koncept, bliver det et problem. Og så er spørgsmålet selvfølgelig, om det er muligt at gøre det over 38 kampe i Premier League, som trods alt er noget helt andet end Æresdivisionen. Sidste år vandt man i en udekamp mod Venlo med 13-0 – det kommer jo aldrig til at ske i en Premier League-kamp. Der er flere svære kampe i Premier League, og der kan han ikke slække på tingene, og der kunne jeg godt have min tvivl, hvis jeg endelig skal,” bedyrer Niklas og kigger en anelse bebrejdende over på mig, inden han dog fortsætter ufortrødent med at svare på mit åbenlyst svære spørgsmål.

“Jeg tænker, at hans store træneridol må være Guardiola i spillestil og trænermetode, men kan han virkelig bare komme ind og udføre nærmest samme stil? For det er lidt den måde, Ajax også prøver at spille fodbold på, hvor man forsvarer sig med bolden og skaber ved at spille i små rum. Det vil kræve tålmodighed at se den plan til ende. Derfor kan jeg godt være i tvivl, om det lykkes.”

En interessant pointe på falderebet der får mig til at spørge ind til, hvor lang tid, han tror, at det vil kræve, inden Ten Hags ideer er blevet integreret på United-holdet.

“Det er ikke noget, der vil ske næste år og måske heller ikke året efter. Men man skal nok komme til at se liv, så man kan begynde at tro på det igen. Men om man så har tålmodigheden til at lade det ske over tid, fordi man helst skal vinde et trofæ hver sæson, kan jeg godt være i tvivl om – og får han ikke tålmodighed, så er det, at han kan ende med ikke at blive en succes i United, for man skal købe helt ind på hans filosofi.”

I Ajax fortæller Niklas videre, at Ten Hag har kunnet arbejde med et helt klart defineret hierarki fra start af, og hvor der ikke har været de store interne stridigheder undervejs. Han vurderer, at det i Ajax har været nemmere for Ten Hag at indføre sit system, end det måske kommer til at blive i United, hvor der er flere store stjerner og tilsyneladende en del flere uoverensstemmelser.

I United-kredse er man dog nok godt og grundigt træt af at skulle vente meget længere på bare en smule succes, og med den nuværende trup kunne man vel også med en vis rimelighed synes, at der faktisk var belæg for at forvente en nogenlunde snarlig succes. Derfor spurgte jeg, om ikke det også var muligt, at Ten Hag forløste United tidligere end efter et par sæsoner?

“Man får jo sjældent bare fire år i en storklub sådan uden videre, hvis ikke du leverer undervejs – du skal være på vej mod noget, på vej mod målet og kunne se, at næste år kan vi kæmpe med om mesterskabet, eller der er vi én af favoritterne. Du skal kunne se tegningerne over ét eller i hvert fald over to år, for hvis ikke du kan det, så kan han være verdens bedste træner, og det bliver alligevel svært at tro på.”

“Og United har gode spillere. Det er jo ikke sådan, at man sidder og tænker, at de skal skifte 14 mand. Der skal jo bare ryddes ud, så de gnidninger, som, man hele tiden fornemmer, er der, glider ud. Men forsvinder de, tror jeg godt, at det kunne gå forholdsvis hurtigt. De har jo også et transfervindue, hvor han kan få lov til at hente de to til fire spillere, han synes, man mangler. Derudover er der hele opstarten, hvor der er et par måneder. Det kan godt være, at det ikke hedder mesterskab i første sæson, men derefter tænker jeg, at man kan se nogle tegninger i spillet, så man bliver bedre end 90 procent af Premier League-holdene. Så med de rigtige tilgange tror jeg godt, at de kan få vendt det hurtigt, men alting sker jo som bekendt ikke lige over natten.”

Han kan gøre United til topklub igen

Som krølle på halen slutter jeg af med det lidt poppede spørgsmål om, hvem han ville vælge af Ten Hag og den anden træner, der lader til at have været i betragtning til United-sædet — Mauricio Pocchetino?

“Det er måske meget nemt for mig at sige, når jeg holder med Ajax, men jeg ville gå med Ten Hag – klart. Med ham forestiller jeg mig, at man om fem år kan være tilbage i toppen af Europa og stå med en hold, der spiller ligesom City gør nu. Også fordi United har de økonomiske midler til at hente de spillere, der skal til. Så jeg ville gå med Ten Hag. Desværre.”

Og på den note afrunder vi snakken. Inden det klassiske farvel-kram, bliver vi enige om at ses igen inden længe.

Og bliver Ten Hag ny United-manager, er der slet ikke nogen tvivl om, at den enighed bliver en realitet. Og lever hollænderen bare halvt op til, hvad Niklas har indikeret, han kan – så giver jeg de første par øl.


Kilder: The Telegraph, Daily Mail, bold.dk, Transfermarkt, Medium.

Artikler om samme emne