JEG VED IKKE, OM DET ER FORDI, jeg var i byen eller fordi nederlaget til Watford var så eftertrykkeligt, men lørdag føles mærkelig sløret og langt væk. Som om jeg var bedøvet.
Søndag havde jeg ikke kun tømmermænd — jeg var også tung om hjertet. Du ved, lidt som når man har kærestesorger og godt ved, at tingene ikke er, som de burde være.
Det er mandag, som jeg begynder at skrive det her. En dag der har ry for at være nederen. Nok fordi det er den dag, man vender tilbage til virkeligheden og hverdagens pligter, efter weekenden har budt på frihed og fritid.
I dag er nederen. Og i dag rammer virkeligheden lidt hårdere end andre mandage. For i går blev Ole Gunnar Solskjær fyret som cheftræner i Manchester United, og det gør mig oprigtigt ked af det. Jeg vil forsøge at forklare hvorfor.
DA SOLSKJÆR HOLDT PRESSEMØDE forud for sæsonens anden kamp, refererede han til Theodore Roosevelts berømte tale ‘Citizenship in a republic — The Man In The Arena’.
Det gjorde han, da han på vanlig, sympatisk Ole-vis tog sine spillere i forsvar. Denne gang handlede det om Marcus Rashford og Jadon Sancho, der af udebanefans kampen forinden mod Leeds på Old Trafford var blevet udsat for tilråb om, at de havde ”Let their country down”. En usympatisk og nedladende reference til deres brændte straffespark for England i EM-finalen nogle måneder før.
“The old Theodore Roosevelt’s ‘man in the arena’ resonates for me in this situation,” sagde Solskjær.
Jeg måtte durk ind at google, hvad manden snakkede om, da jeg ikke kendte referencen. Googler man ”The Man In The Arena”, dukker der utallige sider og billeder op, som citerer den mest kendte del af talen. Den del som Solskjær refererede til og som lyder:
“It is not the critic who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better. The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy cause; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at the worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Pointen er, at det er nemt at kritisere og pege fingre. Det er svært at præstere. Er man ikke den der sætter sig selv i spil som gladiatoren i ringen, der står ansigt til ansigt med udfordringerne,ved man ikke, hvad det indebærer. Vi kan alle let sidde på tribunen eller i sofaen foran skærmen og påpege, når gladiatoren snubler, men vejen til succes er belagt med fejltrin, og det ved kun de, som våger at betræde den.
Ovenstående passage er et meget lille udsnit af Roosevelts tale – omend storslået i sin pointe. Talen blev holdt på universitet La Sorbonne i april 1910 og handler blandt andet også om de idealer, man bør efterstræbe som borger i en republik for at opnå det bedstmulige samfund. En mere poetisk fortolkning kunne være, at det er en fortælling om det, der ligger til grund for et meningsfuldt liv.
DET ER HER KOBLINGEN SKER, til alt det der gør mig så ked af det, når jeg tænker på, at Solskjær ikke er i klubben længere. For med ham kan jeg frygte, at det meningsfulde forsvinder — igen.
For sagen er, at United trods sin historie og størrelse har været elendigt drevet i mange år. Sponsorpengene er fosset ind, ja bevares, men dyderne og idealerne er blevet forsømt – det meningsfulde har været forsvundet.
For Manchester United handler ikke kun om at vinde fodboldkampe. Det er selvfølgelig vigtigt, men det skal stå på skuldrende af noget større. For at blive i Roosevelt-analogien er republikken ikke bedre end de mennesker, den består af.
Når jeg tænker på mig selv som United-fan, tænker jeg ikke kun på fodbold. Altså, 11 mand på en græsplæne et sted i nordvest-England. Jeg tænker på noget, jeg godt kan lide at identificere mig med. En måde at være på. Jeg tænker på noget, jeg er en del af, noget jeg har en rolle i, og det fylder meget i mine venskaber, i mit ægteskab — ja, i mit liv.
Jeg skal være ærlig at sige, at de tanker begyndte at blive udfordret, da Sir Alex Ferguson forlod klubben i 2013, og det blev tydeliggjort, hvad det var for nogle kræfter, der havde overtaget.
Her tænker jeg selvfølgelig på den amerikanske Glazer-familie og deres parnas af investmentbankere og advokater, som efter et hostile takeover i 2005 nu ejer aktiemajoriteten og udgør administrationen. Alle sammen nogen jeg vil betegne som antitesen til de ting, jeg gerne vil identificere mig med. Pengegriske kynikere uden synlig empati for menig mand.
Hvis man ikke er fodboldinteresseret, lyder det måske voldsomt at hænge sin personlighed op på en fodboldklub, men det synes jeg ikke, det er. For det handler ikke kun om fodbold, det handler om at være menneske. Og det er her, jeg synes, Solskjær excellerer. Med ham følte jeg, vi fik de gode menneskelige principper tilbage. Han er for mig et bevis på, at der i en yderst kommerciel og internethurtig fodboldverden, fuld af selviscenesættelse og alt for mange penge, stadig findes loyalitet, ydmyghed og selvopofrelse. Alt sammen noget jeg gerne ser repræsenteret i min fodboldklub, såvel som i mit liv.
VI HAR ALLE HØRT SOLSKJÆR SNAKKE om proces, DNA og The United Way. Twitter-krigere, kommentatorer og journalister har til tider fejet det hen som leflen for fansene. Noget de kalkulerede ejere kunne bruge som skalkeskjul for deres egentlige slette motiver, nemlig at tjene penge. Til dem vil jeg i Oles ånd citere mit eget yndlingsudsnit fra Roosevelts tale:
“Let the man of learning, the man of lettered leisure, beware of that queer and cheap temptation to pose to himself and to others as the cynic, as the man who has outgrown emotions and beliefs, the man to whom good and evil are as one. The poorest way to face life is to face it with a sneer.”
Jeg tror nemlig oprigtigt på, at Solskjær mente det, når han italesatte føromtalte dyder. Og om nogen kunne han, grundet sin anciennitet, identificere, hvad klubben havde tabt, og fik rent faktisk ejerne til at lytte.
Han fik dem til at købe ind i sit cultural reboot-projekt. Noget ingen anden træner siden Ferguson havde formået.
Så i al snakken om taktik, spillerindkøb og expected goals må vi ikke glemme det større billede, nemlig kulturen. For når spillet ikke fungerer på banen, er det dét der gør, at vi stadig er bedre end de andre. Ligesom det i livet er vores menneskelige principper, der skal bære os igennem, når tilværelsen ikke arter sig.
Kynikeren vil måske stikke sit hovne hoved frem igen og anklage Solskjær for at være en håbløs romantiker, som naivt ønskede at kopiere noget fra en svunden tid. Igen vil jeg lade Roosevelt tage ordet:
“The new life thus sought can in part be developed afresh from what is round about in the New World; but it can be developed in full only by freely drawing upon the treasure-houses of the Old World.”
Der er ingen tvivl om, at Solskjær elskede referencerne til den gamle verden. Men opsøger man bare en anelse information om, hvad han rent faktisk har været med til at ændre i Uniteds organisation og sportslige setup, står det hurtigt klart, at han ihærdigt arbejdede på at drive klubben fremad og ind i den nye verden.
Solskjærs evner som taktisk træner eller mangel på samme er blevet dechifreret rigeligt. Men noget der efter min mening er snakket alt for lidt om, er den revitalisering af klubben, han har stået i spidsen for.
Jeg synes, det er skræmmende overset, hvad det er for en opgave, han satte sig for og langt hen ad vejen lykkedes med. Og det jeg frygter er, at når ankeret Solskjær ikke er der længere til at fæstne klubben til de grundlæggende værdier, så flyder skibet, Manchester United, med Glazer-familien ved roret, igen ud på det store kommercielle hav, hvor inkompetencens ulidelige vinde blæser og vi alle drukner i Instagram-likes. Kort sagt, jeg har ingen fuckin’ tiltro til de vamle ejere!
Burde jeg have den frygt? Nej! Burde strukturen i klubben være sådan, at hele den kulturelle rygrad sidder i en lille mand fra Kristianssund? Nej! Men sådan tror jeg desværre, det er.
Jeg håber da inderligt, at min frygt bliver gjort til skamme og lyset ikke forsvinder med det norske solskin. For hvis klubben tager ved lære og bærer hans gode arbejde videre, har Solskjær i det store hele vundet meget mere end han gjorde på grønsværen. Og så bør vi alle bøje os i støvet, der hvirvler op fra kamppladsen. For i min optik er Solskjær om nogen manden i arenaen, hvis ansigt er skæmmet af støv, sved og blod i kampen for Uniteds dyder og succes. Det er let at påpege, når han snubler, men æren og takken skal tilfalde ham som kæmpede.
Så, Ole;
Tak, fordi du har lagt fundamentet til fremtiden i akademiet.
Tak, fordi du reetablerede vores ry på tranfermarkedet.
Tak, fordi du udvidede og styrkede vores scouting setup.
Tak, fordi du har efterladt et sympatisk førstehold fuld af potentiale.
Tak, fordi du gjorde det underholdende at se United igen.
Tak, fordi du fik sat de møgrige svin i tale.
Tak, fordi du har skabt den bedste stemning på Old Trafford i årtier.
Tak, fordi du altid tog dig tid til fansene.
Tak, fordi du mindede os alle om, hvad loyalitet er.
Tak, fordi du gav, alt du havde i dig.
Tak, fordi du holdt os i hånden under en pandemi.
Tak, fordi du hellere ville pine dig selv end at lade andre i stikken.
Tak, fordi du gav et følelsesladet farvel-interview i din sorteste stund.
Tak, fordi du gjorde det meningsfuldt at være fan igen.
At du ikke længere er i klubben, gør mig oprigtigt ked af det!
