Project Restart og de skadelige konsekvenser

af Alessandra Nørreriis

På dette tidspunkt er jeg sikker på, at vi alle er enormt trætte af Corona-virussen og de konsekvenser, den har medført over de sidste par måneder. Normalt ville vi på nuværende tidspunkt kun forvente at kunne se international fodbold – enten hjemme med venner og familie eller på en sportsbar i byen. I stedet kan vi nu tælle ned til, at Premier League igen starter og de sidste (for de flestes vedkommende) ni spillerunder skal afholdes indenfor 39 dage.

Når fløjten lyder og bolden endnu en gang triller, så har spillerne været tilbage i træning i omkring fire uger. Ud af de fire uger, har kun to været med tilladt kontakt spillerne imellem.

Vi står i en situation, vi ikke rigtigt har set før. Der har været mere end én måde at håndtere ”Project Restart” på – også indenfor Englands grænser. Her starter Premier League og Championship igen, mens et overvældende flertal af klubberne i League One og League Two stemte imod at spille resten af sæsonen færdig. 

Personligt havde jeg gerne set, at Premier League havde gjort det samme og aflyst sæsonen. Eller i det mindste havde skubbet starten, således at man kunne have gennemført en længere pre-season, der ville afspejle den, man normalt ser i løbet af sommeren. 

En normal pre-season er omkring 6-8 uger og bliver tilrettelagt i forhold til baseline-tests og det niveau, man ønsker spillerne skal nå før sæsonen starter. Planlægning af træningstype og intensitet bliver ofte gjort igennem periodisering, hvor man planlægger på både kort- og lang sigt. Ved at bruge periodisering kan man holde øje med (og tilpasse) både akut og kronisk træningsbyrde. 

Der er ikke rigtig nogen data eller forskning, der kan dokumentere, hvad vi kan forvente fra et sundhedsperspektiv, men jeg kan forklare, hvad jeg frygter, der vil komme til at ske og hvorfor, det i min optik, er en dårlig idé. 

Et tætpakket kampprogram
Engelske fodboldhold har nogle af de mest kompakte kampprogrammer i professionel fodbold. Imellem hjemlige cup-turneringer og ligaen, er der godt fyldt ud. Er man derudover god nok til at spille europæisk fodbold, så tilføjer vi lige et par kampe mere. Derudover skal man også rejse (til tider på tværs af tidszoner) for at spille kampene. 

Når de andre hold har pause henover julen, så skruer Premier League tempoet op og spiller flere kampe på kortere tid. Data (Jan Ekstrand et al., 2019 – hvis nogen skulle have lyst til at læse studiet bag) op til sæsonen 2019/20, hvor man indførte en kort vinterpause (dog stadigvæk i træning og med potentiel FA-cup kamp) viste, at man i gennemsnit mistede 303 dage mere til skader i Premier League, i forhold til de 14 europæiske ligaer, der havde en vinterpause, man sammenlignede med. De skader man fik, var også mere alvorlige (dog ikke super meget). 

Eftersom Premier League har tænkt sig at holde fast i vinterpausen, der startede i februar 2020, bliver det spændende at se, om disse tendenser ændres. 

Jeg tvivler dog personligt på, at de 14 dage vil komme til at have en effekt i 2020/21 sæsonen, eftersom man overvejer at rykke sæsonstarten til september. Er det noget, man vælger at gå igennem med, kan man ikke bare forlænge sæsonen i den anden ende, eftersom EM 2020(21) er planlagt til at løbe af stablen i juni. Så man skal potentielt finde en måde at presse fire ugers kampe ind i et allerede kortere program. I det tilfælde er spørgsmålet, om det faktisk ikke ville give mere mening at sløjfe pausen for at kunne sprede kampene mere ud.

Men hvordan er det relevant for Project Restart? Der er to måder at anskue det på. 

  1. Forlænget pause under Corona ”erstatter” en vinterpause, hvilket vil føre til færre tilfælde af skader. 
  2. Ved at insistere på en kort (suboptimal) pre-season, bliver spillerne ikke konditioneret til den standard, man ville forvente. Kigger man på kampprogrammet for Uniteds vedkommende, så er der syv ud af ni kampe med maksimum tre dage imellem. Det tætte kampprogram, sammenholdt med suboptimal konditionering, kan give mere udmattelse, hvilket vil føre til højere risiko for skader. 

Derudover er et tætpakket kampprogram ikke kun linket med fysisk udmattelse, men også emotionel. Altså at spillerne generelt er udmattede, giver ikke kun en højere risiko for skader, men også dårligere præstationer, samt det kan have en negativ effekt på det mentale helbred. 

Psyken kan påvirke det fysiske rigtig meget, og de, der har sygdomme, der reagerer på stress, kan nok skrive under på det sidste.
Efter en interessant snak med en gastroenterologilæge tilknyttet en Premier League klub, lærte jeg, at der er en forholdsvis stor del af spillere (generelt, ingen tavshedspligt brudt), der har irritabel tyktarm. Irritabel tyktarm i sig selv er egentlig forholdsvis uskyldig (ikke behandlingskrævende), men kan ofte blive en tyran, når man bliver påvirket negativt psykisk. Samme læge estimerede, at omkring 90 procent af alle patienter med irritabel tyktarm kan håndtere symptomerne ved at følge en specifik diæt. Denne diæt er dog ikke optimal for elitesportsudøvere, da de fødevarer, vi gerne ser, at de spiser som atleter, kan være med til at gøre symptomerne værre. 

Vi har altså en verdensomspændende situation, hvor mange bliver påvirket negativt psykisk – det er selvfølgelig det samme for alle, da vi alle er påvirkede. Men det er altså ikke alle, der skal være forsøgskaniner i at genopstarte en fodboldliga under vilkår, de fleste eksperter er tvivlende overfor. Jeg ville i hvert fald vise større tolerance, hvis jeg ser fodbold og føler, at en spiller ikke præsterer, som jeg ville forvente. Det kunne jo være, der foregår mere, end vi kan se med det blotte øje. 

Bekymrende eksempler fra andre ligaer
I 2011 var der Lockout i NFL fra marts til juli. Det betød, at spillerne ikke havde fuld adgang til trænere, sundhedspersonale og behandling. Ydermere betød det også, at deres normale, strukturerede 14 ugers pre season-træning blev reduceret til knap fire ugers træning før den første kamp. NFL er anderledes end fodbold på mange måder og kan derfor ikke direkte sammenlignes, men de tendenser man så i skadesfrekvenser efterfølgende var … bekymrende. Normalt var der i gennemsnit otte overrevne akillessener – pre-season og sæsonkampe medregnet. Efter lockout’en havde man ti overrevne sener indenfor de første 12 dage og to yderligere indenfor de første to uger med træningskampe. 

Igennem de tidligere år var kun 35 procent af akillesskaderne i pre-season, hvilket betyder, at man normalt ville forvente mellem 1-3 over seks uger – Ikke 12 indenfor fire. 

NFL øgede størrelsen af deres trup fra 80 til 90 for at give bedre mulighed for at udskifte og mindske det forventede skadespres. Der var stadigvæk fire gange så mange akillesskader, og statistisk set gjorde den øgede mængde spillere ikke op for, hvor mange skader der var. 

Det er stadigvæk ikke det samme som engelsk fodbold, men dog en meget bekymrende tendens. 

Kigger man på Bundesligaen, så har de haft 14 muskelskader, ti uspecificerede skader, to ledbåndsskader, én operation og én hovedsskade siden den 16. maj, hvor deres sæson officielt startede. 13 af dem, over en ti dages periode op til i dag. I blandt disse tal (Transfermarkt) er kun spillere, der stadigvæk er skadet.

Med ovenstående in mente, finder jeg det sandsynligt, at der vil være en stigning i skader. Ikke kun i denne sæson, men også i næste, hvis man følger den foreløbige plan, som ikke er optimal, hverken i forhold til restitution, pre-season eller kampprogram. 

De hold, der spiller færre kampe og med lavere intensitet, vil højst sandsynligt komme bedre igennem sæsonen fra et skadesperspektiv, hvilket kan påvirke resultaterne i deres retning. Hold der spiller med høj intensitet har allerede nu en højere rate af skader og vil derfor også være ekstra udsatte, når kampprogrammet fortsætter med at være pakket og mulighederne for at få forberedt sig til den kommende sæson bliver forringet. 

Men når nu sæsonen starter, og vi ikke kan få en normal pre-season, hvad kan vi så gøre for at holde skadesniveauet nede?

Rotation, overvågning og en ændret kultur
Rotér, rotér og rotér. Man er nødt til at overvåge spillernes GPS-data religiøst, for at se tegn på overanstrengelse og derefter reagere prompte på det. Der bør bruges udskiftninger tidligere (langt størstedelen af skader sker i de sidste 15 minutter af både første OG anden halvleg), samt oftere. Den der attitude med, at man kan/bør/skal spille fulde 45-90 minutter med en dårlig fornemmelse i baglåret, skal fuldkommen begraves.  

At spille med en ”niggle” (den der fornemmelse, hvor noget ikke er rigtigt, men man sagtens kan fortsætte alligevel) resulterer i 68 procent af tilfældene i en time-loss injury (TLI) – altså en skade, hvor man enten misser træning, kamp eller begge dele. 90 procent af de der nagende fornemmelser i baglåret, de bliver til TLI. 94 procent af de nagende fornemmelser i knæet? You guessed it – TLI. 

Det er altså vigtigt, at vi får skabt en kultur, hvor man kan bede om at blive skiftet ud for at sænke risikoen for en TLI, men også, at vi rent faktisk benytter os af udskiftningerne før 88. minut. 

Et andet bud kunne være, at man får lov til at bruge flere udskiftninger (jeg foreslog det før det blev indført!) og mulighed for flere spillere i truppen på kampdage. På den måde vil vi kunne tage spillere af banen, før de når et kritisk punkt i forhold til skader, hvilket forhåbentlig vil kunne holde antallet af muskelskader til et minimum – eller bare følge normalen. 

Forhåbentlig tager jeg fejl, så vi ikke ser en voldsom stigning i antallet af skader i resten af denne sæson og næste. Hvis klubber kan mindske de akutte skader, er der en bedre chance for at komme igennem næste sæson, uden at spillerne er på breaking point. Men indtil jeg bliver modbevist, så frygter jeg for konsekvenserne af den korte pre-season og det tætte program.

Jeg skal nok komme med en opdatering til næste år, hvor jeg har færdiggjort mit speciale om effekten af en tvungen, forlænget pause ved skader til elitefodboldspillere. 

Artikler om samme emne