Raiola – Pater eller Parasit?

af Nicklas Hansen

”Mino Raiola er en parasit, der lever af andres indtjeninger. Han er et uheldigt biprodukt af en til tider grufuld fodboldindustri, der tillader folk som ham – der egentlig burde leve under en sten – at komme frem og lave sådanne udtalelser [om Pogba i Manchester United], samt få taletid i programmer som vores [TalkSport], og ikke præsentere ordentlige argumenter, når nogen har relevante spørgsmål til ham. Men dette er agenternes verden, og synes jeg, at agenter bør have mulighed til at udtale sig på denne måde? Nej. Jeg synes, det er splittende og destruktivt, og jeg synes, det er designet til at strukturere det, som agenter tjener penge på, nemlig spillersalg.”

Sådan udtaler TalkSports ekspert Simon Jordan sig om ’superagenten’ Mino Raiola, som de fleste United-fans har et rimelig anstrengt forhold til, for at sige det mildt. Raiola er – formentlig sammen med Jorge Mendes – en af de agenter i verden med flest superstjerner som klienter, og fra sommeren 2016 til og med sommeren 2017 blev intet mindre end fire Raiola-klienter præsenteret på Old Trafford (Henrikh Mkhitaryan, Zlatan Ibrahimovic, Paul Pogba og Romelu Lukaku).

At handle med Raiola har dog vist sig at være noget nær at sælge sin sjæl til Lucifer, da han er koldblodig, materialistisk og slet ikke bleg for at drage pressen ind i sager, hvis det er til gavn for hans klient – og for ham selv. Det er nogenlunde det syn, som mange United-fans har fået om Raiolas tilgang til agentrollen i fodboldverdenen. Jeg vil i denne artikel forsøge at belyse Mino Raiola som agent og sætte nogle ord på, hvorfor det er, at langt størstedelen af Uniteds fanbase har et så stort problem med ham.

Noget af det, som nemmest kan antænde vreden hos Uniteds fans, er, hvis Raiola udtaler sig til medierne på vegne af hans klienter. Når Raiola udtaler sig til medierne, kan det være af flere årsager, eksempelvis for at fjerne fokus fra en klient, for at forsøge at bane vejen for en transfer eller for at få en besked igennem til en klub, der måske ikke lytter i de interne samtaler. På den måde træffer Raiola valg ud fra hvad han i hvert fald bedømmer som værende det bedste for sine klienter, hvilket man jo til en vis grad må rose ham for – pointen er bare, at det ofte rammer de involverede klubber lige meget hvad.

Raiola har ’brugt’ pressen et utal af gange, men den seneste store eskapade var Raiolas udtalelser til det italienske medie Tuttosport, der blev udgivet 7. december 2020, altså umiddelbart dagen før Uniteds 2-3 udebanenederlag til RB Leipzig og exit af årets Champions League:

”Paul er utilfreds i Manchester United, han kan ikke udtrykke sig, som han gerne vil og som andre forventer, at han skal gøre. Han er nødt til at skifte klub og få nogle nye omgivelser. Han har en kontrakt, der udløber om halvandet år, men jeg tror, den bedste løsning for begge parter er, hvis man sælger ham i det næste transfervindue.”

I samme interview alluderer Raiola til, at Juventus sagtens kunne blive Pogbas næste destination, da han ifølge den italienske superagent har et fantastisk forhold til klubben og sine tidligere holdkammerater. Det er ikke helt uforståeligt, hvorfor de fleste United-fans bliver vrede over den slags kommentarer, og især, når de var timet så dårligt, som de var. Bevares, der har da været rygter om, at Raiola gav interviewet flere dage, ja sågar uger, før interviewet blev udgivet, men det undskylder hverken tonen eller indholdet.

Et andet centralt problem er det faktum, at Raiola flere gange undervejs i Pogbas United-karriere har skiftet mening om, hvorvidt han mener, at franskmanden har en fremtid i klubben eller ej. I januar 2020 foreslog Raiola i et interview, at Pogba kunne blive solgt den efterfølgende sommer, mens han i august 2020 lavede en komplet U-vending og nu sagde, at Pogba bestemt ikke ville blive solgt, og han sagde endda, at United og Pogba-lejren snarligt ville begynde forhandlingerne om en ny kontrakt.

Hvis man skal konkludere noget ud fra det ovenstående ift. Raiolas generelle appel til den bredere fodboldverden, må det da være, at ingen er interesserede i at have en agent inde i folden, der konstant udtaler sig på enten sin egen eller sin klients vegne og derved skaber unødvendig splid hos fans, medier og muligvis også i truppen? (Medmindre selvfølgelig at klubber er villige til at invitere Raiolas store navne ind i folden for ’enhver pris’ – for én ting må man give ham: Han har nogle af de største navne i fodbold under sine vinger, og det er ofte nok for klubber.) Når man så lægger det oven i, at Pep Guardiola har udtalt at han blev tilbudt Paul Pogba af Mino Raiola (sammen med Mkhitaryan) i januarvinduet 2018, bliver det først en drabelig cocktail. Raiola har selvfølgelig benægtet at have haft nogen som helst kontakt med Guardiola (han benægtede dog sjovt nok ikke at have tilbudt spillere til City), men hvem tror egentlig på, hvad den mand siger? Sir Alex Ferguson gjorde i hvert fald ikke, da han har udtalt at han ”stolede ikke på Raiola fra det sekund, han mødte ham”. José Mourinho har ligeledes tidligere sagt, at problemet med Pogba ikke nødvendigvis er Pogba selv, men mere de personer, som Pogba lytter til og omringer sig med – at dømme ud fra Mourinhos forhold til Raiola, er det formentlig en kommentar om sidstnævnte.

Det overordnede spørgsmål må jo så være: Ønsker man egentlig Raiolas klienter i sin klub? United ser ud til at have bevæget sig over mod et nej, da man har solgt Mkhitaryan, Zlatan og Lukaku (som dog senerehen skiftede agent), og Pogbas dage i klubben ser talte ud. Derudover havde man jo hele situationen med Erling Haaland, som ifølge nogen endte med, at Haaland valgte Dortmund frem for United, mens andre mener, at United egentlig ikke var synderligt interesserede i at opfylde flere af Raiolas økonomiske krav – det var jo nok en blanding af begge dele i sidste ende.

Generelt plejer det at være dårligt nyt for United-fans, hvis man ser en Raiola-nyhed poppe op på sit Twitter-feed. Raiola har siden sin indmelding i Uniteds fold haft friktioner både med Mourinho, men også med den ellers passive Ole Gunnar Solskjær. I starten af 2020 udtalte Raiola som nævnt, at Pogba kunne vende tilbage til Juventus den følgende sommer, hvortil Solskjær svarede, at Pogba er Uniteds spiller og ikke Raiolas. Det var den interaktion, der udløste den famøse ’Solskjær rant’ på Twitter, hvor Raiola bl.a. skrev, at han bestemt ikke håbede, at Solskjær så Pogba som værende hans ’fange’. Raiola sluttede sit angreb af med at understrege, at Pogba hverken var hans eller Solskjærs, men sin helt egen.

Jeg synes, at debatten om, hvem der egentlig ’ejer’ en fodboldspiller, er interessant, og det var også derfor, at jeg startede med Simon Jordans ord om Raiola, idet de to faktisk debatterede lige nøjagtig det emne på TalkSport. Jordan har som tidligere ejer af Crystal Palace et ambivalent forhold til fodboldagenter, så deres diskussioner på TalkSport ender ofte ud i mundhuggeri og er endda endt i deciderede øgenavne. Jordan beskriver sit argument således:

”United betalte 90 millioner pund for Paul Pogba. Mens han er under kontrakt, er han ejet af Manchester United, han får også løn af Manchester United, og du [Raiola] får også løn af Manchester United. […] Manchester United har al ret til at sige, at hvis man betaler for noget, så har man en form for berettigelse og ejerskab over det, og inden for den kontraktmæssige periode – ikke i al evighed – men inden for de fire år, de har ham, kan de sige, at han er ’deres’.”

Jordans argument – som muligvis hænger sammen med, at han har et forretnings- og erhvervsbaseret syn på fodbold – er rimelig firkantet stillet op, da der selvfølgelig er flere faktorer, som spiller ind. Når det så er sagt, er der bestemt en pointe at hente her: United betaler en (rekord)sum for en spiller, så selv hvis man inddrager alle de fodboldmæssige røgslør, der hedder kontrakter, klausuler, spilleragenter og så fremdeles, må man da stadig kunne konkludere, at United bare til en vis grad har en form for ejerskab over for franskmanden? Om ikke andet så bare en vis form for loyalitet fra Pogbas bagland? Sådan fungerer det ikke, ifølge Raiola, der ikke mener, at man kan stille det sådan op:

”Klubben betalte ikke 90 millioner for Pogbas ydelse, de betalte 90 millioner som en erstatning for at bryde en kontrakt […] Dér er din handel! De køber ikke en spiller, og de køber ikke et menneske! […] Ejer du måske dine ansatte i dit foretagende, Mr. Jordan?”

Raiola forkaster altså idéen om, at man køber en spiller, men derimod, at man betaler udelukkende for at bryde kontrakten, og at ejerskabet derfor ikke følger med i den forstand, som Jordan fremhæver. Tidligere har Raiola nævnt, at han ikke er ansvarlig for at sælge og forme handler, da alle handler kræver tre parter: En købende klub, en sælgende klub og en spiller. Det virker dog som en gang pedantisk udenomssnak fra ’superagenten’, der åbenbart ikke mener, at han er ansvarlig for selve interessen i at flytte spillere, men som samtidig ifølge nogle medier indkasserede 25 millioner pund for Pogbas handel. Jordans svarer Raiola slutteligt:

”Det er absurd, Mino. Det [om sine ansatte] er noget helt andet. Jeg betaler ikke 90 millioner pund for at hyre en medarbejder, og hvis jeg gjorde, så ville jeg også have en form for berettigelse og ejerskab i løbet af de fire år, hvori jeg havde dem, altså at han/hun var en del af det foretagende, som jeg ejer. Så ja, jeg ville have et element af ejerskab ift. mit foretagende, men ikke om personen og hans ret til at gøre andre ting.”

Grunden til, at jeg har inddraget den her debat mellem Jordan og Raiola, er delvist fordi, at de begge – men mest Jordan – anvender nogle interessante og gode pointer, men ligeledes også for at vise hvor mange forskellige dimensioner, som man kan forstå og tolke en fodboldtransfer på. Der er det firkantede og forretningsorienterede syn, som Jordan abonnerer på, og så er der den mere nuancerede, men samtidig også måske pedantiske idé, som Raiola tror på – i hvert fald i den her kontekst. Jeg vil sådan set hverken erklære mig enig eller uenig i nogle af de to udsagn; jeg synes dog bare, at Jordan har fat i noget, når han siger, at med prisen, lønnen og kontrakten bør der komme en form for loyalitet og til en vis grad et slags ejerskab.

United som institution har ikke behov for, at Raiola går ud og sætter Pogba til salg flere gange om året, og det berettiger bl.a. den pris, som United har betalt for ham, og som Raiola har en stor del af i sin lomme. Når Raiola så hiver det menneskelige aspekt frem og fordrejer Solskjærs ord til at få det til at lyde som om, at nordmanden siger, at United ejer Pogba helt bogstaveligt, så synes jeg bare, at det understreger, hvad det er, som Raiola i sidste ende forsøger at skabe, nemlig splid. Jo mere splid, jo større chance er der for, at Raiola kan få solgt Pogba til en villig klub, som f.eks. Real Madrid (som Raiola angiveligt har ’lovet’ Pogba, at han kan få ham til), og kan derved stille sin klient tilfreds – og tjene en stor profit selv, selvfølgelig.

Når alt kommer til alt, gør Raiola jo bare sit arbejde – og det gør han til gengæld godt. Han kæmper for sin klient, som i princippet er det, som Pogba har hyret ham til. Selvom det er svært at besvare spørgsmål, hvor svaret primært befinder sig bag lukkede døre, mener jeg dog ikke, at os United-fans skal lade os narre: Raiola udtaler ikke alle de her ting af sig selv. Raiola indtager gerne skurke-rollen, hvis det er for hans klients bedste, og Jordan laver også pointen, at Raiola i sidste ende kun udtrykker noget, hvis Pogba som minimum er indforstået med, at han gør det. Gary Neville har lavet en lignende pointe før, og jeg tror, at der er sandhed i det. Selvom de fleste United-fans formentlig kan blive enige om, at Raiolas splidskabelse er belastende, må vi ikke glemme, hvem han repræsenterer. Mourinhos pointe er igen relevant: Problemet er ikke (kun) Pogba – det er de folk, som han omringer sig med. Ferguson havde måske alligevel ret…

Artikler om samme emne