JEG BLEV ELLEVILD, da jeg opdagede, at det var Ralf Rangnick, der ville blive Manchester Uniteds midlertidige manager efter fyringen af Ole Gunnar Solskjær.
Jeg har i årevis været af den overbevisning, at han var en mand, man burde få til klubben. Så da jeg så, at han ville overtage trænersædet de kommende seks måneder og efterfølgende indtage en konsulentrolle, blev jeg straks forvisset om, at vi gik en lysere fremtid i møde.
Nu er der gået et halvt år, vi endte på en sjette plads og skal i næste sæson spille Europa League. Hans sejrsprocent er på 37, og vi har tilmed fået vores laveste pointantal nogensinde i Premier League.
Alligevel er jeg overbevist om, at Rangnick var den bedste ansættelse, vi kunne foretage. Spørgsmålet er derimod, om vi har brugt ham optimalt?
Et imponerende cv
Man skal ikke kende meget til Rangnick for at vide, hvilke imponerende bedrifter, han har begået. En ting er de resultater han har opnået. At få Hannover rykket op i Bundesligaen. At få Schalke til at kæmpe med om mesterskabet og få dem helt til semifinalen i Champions League. At få Hoffenheim fra den tredje bedste tyske række til Bundesligaen på kun to år. At gentage nogenlunde samme trick med RB Leipzig, hvor han på fire år fik rykket dem fra den fjerdebedste række til en andenplads i Bundesligaen. Fire år senere havde de også spillet deres første Champions League-semifinale.
Men det mest imponerende er nærmest det aftryk, han har formået at sætte på tysk fodbold. Hvordan hans ideer omkring fodbold var med til at revolutionere sporten i Tyskland og har inspireret nogle af de største trænere, vi kender til i dag — Jürgen Klopp, Thomas Tuchel og Julian Nagelsmann.
Og det er netop dét, Rangnick er blevet kendt for — skabelsen af den overordnede idé og udførelsen af den.
Han er ikke en træner som Carlo Ancelotti, der er eminent til at komme til en fodboldklub og få det optimale ud af det eksisterende spillermateriale. Han er derimod hamrende dygtig til at have en helt klar idé om, hvordan fodbolden skal spilles, og hvilke knapper der skal justeres på for, at det kan lykkes. Både i forhold til spillertyper, hvad der skal til for at optimere dem både mentalt og fysisk, men også hvordan hele setuppet i en klub generelt skal skrues sammen for at levere de bedst mulige resultater i en klub.
Det var lige netop alt det, United havde sukket efter i næsten et årti, hvor de var vidende til en horribel drift af det sportslige. Og lige netop derfor var jeg så glad for ansættelsen af Rangnick.
Hvad var opgaven?
Jeg havde egentlig opgivet sæsonen, da Rangnick tiltrådte. Det samme troede jeg, at klubben havde. Hovedsageligt fordi Rangnick netop ikke er en træner som Ancelotti, der får det bedste ud af omstændighederne. Han er en mand, der selv skaber de optimale omstændigheder. Det påvirkede i høj grad også min forestilling om, hvilken opgave han skulle løse i United. Jeg tænkte hovedsageligt, han kom til at to grunde.
Først og fremmest var det tydeligt, at Uniteds spillemæssige udtryk langt fra var moderne og spillerne hverken fysisk eller taktisk levede op til de krav, de ville blive stillet i klubber som Manchester City eller Liverpool. Jeg tænkte, at Rangnick kom til for at lære dem det og håndhæve det, således vi allerede var et skridt foran, når den nye træner kom til, så vi ikke skulle starte fra scratch.
Dernæst har strukturen i United været stærkt kritiseret i årevis, og nu hvor Ed Woodward var væk, var der endelig mulighed for at gøre noget ved problemerne. Rangnick var kendt for netop at være dygtig til at skabe stærke strukturer, og jeg tænkte, at man fik ham ind for at gøre brug af hans ekspertise, så vi kunne skabe et solidt fundament før den permanente manager kom til.
Jeg er dog blevet efterladt slemt skuffet. De fleste meldinger går på, at han ikke har fået den store indflydelse i forhold til de store beslutninger, der skulle træffes, og man derfor ikke har benyttet den kæmpe viden, han er i besiddelse af.
På banen har vi set, at han har afveget fra sine spillemæssige principper, i håbet om at få de bedst mulige resultater i denne sæson. Det siger noget om, hvad hans opgave reelt har været. Det har ikke været at forberede til næste sæson, men derimod redde, hvad der reddes kunne i denne.
Gik på kompromis med sig selv
Det første bump for Rangnick kom formentlig allerede, inden han havde stået i spidsen i sin første kamp for United. Efter Solskjærs fyring besluttede Kieran McKenna at takke ja til et job for Ipswich Town, mens Michael Carrick besluttede at holde en pause — to assistenter Rangnick havde foretrukket at beholde og arbejde sammen med.
Han måtte derfor finde nye assistenter, som han stolede på, men med en kontrakt på seks måneder uden garanti for at fortsætte i jobbet, var det svært at lokke de rette folk til. Lars Kornekta foretrak at blive i Lokomotiv Moskva og Jesse Marsch, der på daværende tidspunkt lige var blevet fyret af RB Leipzig, ønskede heller ikke at takke ja til rollen.
Rangnick måtte derfor lidt ned ad ønskelisten, inden valget faldt på henholdsvis Chris Armas og Ewan Sharp. To trænere der sidenhen mødte meget kritik for ikke at have det tilstrækkelige niveau til United.
Det andet jeg mener gik galt — og det er absolut her, jeg mener Rangnick har begået den største fejl og fortjener mest kritik — var, at han ikke holdt fast i sig selv og sine egne principper.
I den første halve time mod Crystal Palace tilbage i november, så vi en reel forskel. Presspillet var der og holdet lignede i langt højere grad det, vi havde efterspurgt under Solskjær. Men det er mere eller mindre også de eneste minutter, hvor Rangnick leverede det, mange fans havde håbet på.
Derefter så vi, at han begyndte at gå på kompromis. Holdet blev mindre direkte med bolden og mindre aggressive uden, hvor holdet faldt længere tilbage på banen og genpresset mistede en del intensitet. Beslutningen er sådan set logisk nok. Han indså formentlig ret hurtigt, at flere af spillerne hverken havde fysikken eller mentaliteten til at levere det han krævede, og at det over seks måneder ville være uholdbart. Det bekræftede han selv forleden, inden sæsonens sidste kamp mod Crystal Palace.
“Vi kom aldrig i nærheden af at spille aggressiv, proaktiv fodbold. Det skyldtes den manglende fysik til at spille på den måde. På et tidspunkt var vi nødt til at gå på kompromis – angribe fra dybere positioner, men stadig sørge for, at de offensive spillere kom i de rette positioner. Flere af spillerne er ikke presspillere, så vi måtte indgå kompromisser. Måske indgik vi for mange af dem. Vi fandt aldrig den rette balance mellem, hvad vi skulle gøre med og uden bold.”
Skal man tro Laurie Whitwell fra The Athletic, så fortrød Rangnick også, at han var gået så meget på kompromis. Eksempelvis ved at tilpasse sig stilistisk til Ronaldo i stedet for at vælge de spillere, der i deres stil passede til hans måde at spille fodbold på.
Og det giver god mening. For på den måde formåede han at fjerne hele det grundlag, han har bygget sin succes på de sidste årtier.
Er Rangnick synderen?
Oftest vil man gerne finde en synder, når tingene går dårligt. Mange har da også været hurtige til at proklamere, at Rangnick er den dårligste træner, vi har haft i mange, mange år. Man skal da også være en tåbe for at påstå, han har gjort det godt. Men spørgsmålet er om ansvaret for derouten tilfalder ham eller dem der sidder over ham?
Alt i alt synes jeg Rangnick med god grund kan sende lorten videre. Har Murtough og Fletcher gjort deres arbejde godt nok, så er de udmærket klar over, at Rangnick ikke er en god løsning til at skabe succes på den korte bane — det er ikke det han er anerkendt for, og han har aldrig vist evnerne til dette. Det så de også i Lokomotiv Moskva, hvor de forventede fremgang langt hurtigere end, hvad rimeligt var.
Så Rangnick gav kun mening, hvis man havde taget de lange briller på og ville have ham ind — ikke for at få succes i denne sæson — men for at skabe et bedre fundament, der kunne øge den næste managers mulighed for succes.
Det stikmodsatte lader dog til at være tilfældet. Ifølge udsagn fra både journalister og ham selv har fokus ikke været på klubbens mere overordnede beslutninger. Han er blevet bedt om at koncentrere sig om holdet og spillet på banen. På baggrund af hans udtalelser på pressekonferencer og de valg, han har truffet i løbet af sæsonen, tyder det også på, at fokus har været at maksimere succesen i denne sæson — ikke på lang sigt.
Det spændende bliver, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Han har stadig en konsulentrolle de næste to år, hvor han vil være involveret seks dage om måneden. Bliver de benyttet reelt og ordentligt, kan tilknytningen af ham stadigvæk retfærdiggøres. Men hvis man stille og roligt sluser ham ud af klubben og ikke giver ham en betydningsfuld rolle, så har man gjort det, jeg fra start frygtede.
Ansat den rette mand til den forkerte opgave.
