Rivaliseringens betydning – når ærkerivalen vinder

af Joachim Christensen

Den røde del af Merseyside – og klodens øvrige Liverpool-fans – kan i en corona-befængt tid fejre, at klubben for første gang i 30 år nu krones som vinder af den bedste engelske fodboldliga. Ganske vist har det som United-fan været en enorm ærgerlig – og ikke mindst uvant – følelse at bevidne, hvordan adskillige Liverpool-fans, for dem, endelig kunne fejre et Premier League mesterskab. Der gik heller ikke lang tid efter slutfløjtet på Stamford Bridge, hvor Chelsea besejrede Manchester City med 2-1, til at de første beskeder fra Liverpool-vennerne tikkede ind. I øvrigt – tillykke med det. 

Rivaliseringen mellem Manchester United og Liverpool F.C., der udgør The North-West Derby, er historisk det største rivalopgør i britisk fodbold. Liverpools første mesterskab i 30 år er i den grad et skub til magtbalancen til rivaliseringen blandt de to traditionsklubber. 

Dette leder til spørgsmål såsom; hvordan man som United-fan reagerer på, at klubbens ærkerival efter 30 års forbandelse kan krone sig som engelske mestre – og hvad betyder det for rivaliseringen og det interne magtforhold mellem Liverpool F.C. og Manchester United og klubbernes fans? Hvad betyder rivaliseringen som fænomen generelt for fodbolden? Det er spørgsmål, jeg vil berøre i dette indlæg. Jeg mener netop, at rivaliseringens ånd – som en nødvendighed for fodbolden – har en sårbarhed, der tit overrumples af begrænsede og unuancerede fan-holdninger, hvor dybere refleksion og italesættelse af rivaliseringen er udeladt. Det vil jeg med indlægget her forsøge at lave om på.

”My greatest challenge was knocking Liverpool right off their f****g perch”
De velkendte ord fra Sir Alex Ferguson, om hvordan Manchester United under Ferguson havde til mål at udkonkurrere Liverpool, eksemplificerer fint hadet og rivaliseringen til Merseyside-klubben, som i den grad også er gengældt. Derfor har Liverpools første mesterskab i 30 år særligt påvirkning på United- såvel som Liverpool-fans – om end i de forskellige ender af følelsesspektret. 

I kølvandet på fejringen af mesterskabet har en del øvrige fans lykønsket og anerkendt Liverpools præstation – som uden tvivl i den grad har været overlegen og fuld fortjent. Som Ole Gunnar Solskjær formulerede i et svar til BBC-journalisten Simon Stone, der spurgte United-manageren om Liverpools mesterskab ”Ethvert hold, der vinder et mesterskab i Premier League, fortjener det.” Det erklærer jeg mig fuldstændig enig i. At de så med syv spillerunder tilbage har 23 point ned til Manchester City på andenpladsen i en liga, der aldrig har været mere konkurrencedygtig, sætter en stor fed streg under Liverpools mesterskabssæson. 

Dog i selvsamme interview italesatte Solskjær ikke Liverpool som klub, men lykønskede ”blot” Jürgen Klopp og hans spillere. Det er en erkendelse af, at der er en norm om, at man som United-manager ikke officielt må udvise sin begejstring for eller anerkendelse af, at Liverpool FC, som klub, er blevet mestre – også for første gang i 30 år. 

Men Solskjær udtalte dog også: ”Hver gang, man oplever et hvert andet hold løfte trofæet, gør det ondt”. Altså et forsøg fra Solskjær på at sidestille Liverpools mesterskab med alle andre, som Manchester United går glip af. Det er i sagens natur også en italesættelse, der forsøger at neddæmpe Liverpools mesterskab og dets betydning for Manchester United. Det er selvfølgelig meget strategisk af Solskjær – og givetvis også den rette pressestrategi. Men som United-fan må jeg her erklære mig fuldstændig uenig. Selvfølgelig gør det ikke lige ondt som Manchester United-fan, når ”et hvert andet hold løfter trofæet” – tværtimod. Når klubbens ærkerival for første gang i 30 år vinder mesterskabet, skal det gøre så ondt, at klubbens iver og motivation for at genvinde Premier League forstærkes markant. Det skal gøre så ondt, at klubben og dens fans vil gøre alt for at vælte dem af tronen. Og det ved Solskjær også godt – men i den position og tilstand, som Manchester United befinder sig i nu, vil det være forkert at offentliggøre og tilkendegive andet. Hertil er det blevet noteret, at Manchester United som klub ikke officielt har sendt en lykønskning i retning af den røde del af Merseyside. Det har været oppe at vende – på trods af rivaliseringen – at Manchester United bør udvise respekt for titelvinderen, uanset hvem det er. Men det er ikke kun klubben, der udgør fundamentet, identitet og klubbens værdier. Det er i høj grad i samspil med fansene, at klubbens identitet og auraen i og omkring klubben manifesteres. Derfor er klubbens og fansenes tilstand gensidigt konstituerende. 

Så hvilken reaktion er naturlig at udvise både fra klubbens såvel som fansenes perspektiv? Er det korrekt at lykønske offentligt, eller hvordan bør man forholde sig som Manchester United og som fan af klubben, når ærkerivalen for første gang i 30 år vinder mesterskabet – og har gode muligheder for at genvinde den i de kommende Premier League-sæsoner?

Når man vender blikket mod United-fans og United-legender, har der været forskelligartede reaktioner i kølvandet på Liverpools mesterskab. Alt lige fra anerkendende lykønskninger, absolut radiostilhed og til mere bitre modreaktioner såsom ”20” indikerende, at United stadig er førerende som engelske titelmestre med i alt 20 mesterskaber mod Liverpools 19, til trods for Liverpool nu er den mest vindende engelske fodboldklub.

På den ene side er det meget nemt at lykønske for dermed selvfølgelig at respektere præstationen i sig selv, men samtidig også udvise overskud og neddæmpe Liverpool-fans reaktion – som Solskjærs udtalelser måske også er indikationer på? Dette udviser naturligvis en good-will – og en selvsikker selvbevidsthed, hvilket jeg anser som et sundhedstegn at udvise som repræsentant eller fan for en klub som Manchester United. Men omvendt er det også det nemmeste kort at smide for dermed at udvise et vist niveau af overskud og måske skygge for den iboende ærgrelse, der selvfølgelig gemmer sig bag facaden. 

På den anden side mener jeg, at bitre offentliggørelser og reaktioner giver udtryk for, hvordan den indre frustration overskygger fornuften, hvilket antyder en uklædelighed og underlegenhed, man ikke bør udvise og tilkendegive. Men, igen, omvendt er det også det sværeste og mest ærlige kort at smide, for ved offentligt at udtrykke sin frustration udvises en sårbarhed, der jo i bund og grund er et udtryk for et had til ens ærkerival, der bunder i den enorme kærlighed til ens egen klub. Derfor synes jeg, det er legitimt – særligt som United-fan og ærkerival til Liverpool – at udvise sin ærgrelse og frustration, og det vil være fuldstændig forkert at gøre andet. For fodbold er grundlæggende følelsesladet, det er uforudsigeligt – og til tider medfører det kontrastfyldte selvmodsigelser – der nogle gange er opsigtsvækkende og kommer bag på fans, når man ikke kan kontrollere følelserne omkring den klub, man holder af. Nutidige fanfraktioner er meget heterogene og består af meget forskellige mennesker, og man har den frie vilje til at reagere, som man ønsker. Derfor vil jeg selvfølgelig ikke underkende den individuelle fan-reaktion. Men jeg mener dog, at man principielt som United-fanbase ikke må tillade, at ærgrelsen resulterer i en længerevarende ulidelig bitterhed, som kan overskygge og trumfe selvbevidstheden som United-fan. For ender det sådan, så udviser man ikke blot en usund sårbarhed, en hungrende misundelse og en depressiv bitterhed, men også en underlegenhed, der bestemt ikke klæder eller stemmer overens med det format og den status, Manchester United – som jeg ser det – har og bør have.

Derfor må jeg erkende, at det jo udgør en unægtelig svær balancegang; på den side at anerkende Liverpools mesterskab, samtidig med at undgå at falde i bitterhedens ulidelige fælde. En fælde, som Manchester United som klub og fans af Manchester United må og skal have stort nok format til ikke at falde i. Det vil svække klubben og fanbasens integritet og overskud, som Manchester United og klubbens fans bør have, for at bevare klubbens selvbevidsthed. Dertil er det en væsentlig diskussion at have, da det desværre ser ud til, at Klopps projekt i Liverpool ikke er en døgnflue. Tværtimod har projektet potentiale til at udvikle sig til endnu et Liverpool-dynasti, der kan manifestere sig tungt i toppen af Premier League i fremtiden. Det vil klart ændre rivaliseringens magtbalance – men hvilken rolle spiller rivaliseringen egentlig for klubberne? Jeg vil nu vende blikket mod rivalisering og dens betydning for storklubber.

Rivaliseringens nødvendighed
Rivalisering er alfa-omega for selvbevidstheden hos storklubber. Rivalisering som fænomen betinger storklubbers og fanbasers selvforståelse, identitet og kultur. Rivaliseringens polarisering – altså skillelinjerne mellem to klubber og deres fanbaser – forstærker klubbernes såvel som fansenes identitet, kultur og værdisæt. Men bestræbelsen efter rivaliseringen i sig selv, kan risikere at medføre, at man som fan mister grebet – og dér bliver rivaliseringen usund. Rivaliseringen, eller hadet om man vil, til sin klubs ærkerival må aldrig overgå kærligheden til sin egen klub. Hvis hadet til ærkerivalen skygger for kærligheden til sin klub, risikerer man at falde i bitterhedens fælde, hvilket man som fan af en storklub ikke må tillade sig selv at gøre. Derfor er det også vigtigt, at United-fans udviser respekt for, at Liverpool har vundet Premier League, hvilket – som Solskjær udtaler – altid er fortjent, uagtet hvem der vinder. 

Når det så er sagt, ligger det også i rivaliseringens DNA, at klubberne og fanbaserne udviser frustration og ærgrelse over rivalens succes. Det er med til at forbinde og forstærke forholdet til klubben, man holder af, og eksistensen af den polarisering, der er mellem fanbaserne, er nødvendig for, at den elektriske rivalisering vedligeholdes. For rivaliseringen medfører en intensitet og en dybde til fodbolden, der sætter følelserne og alting på spidsen. Når North-West-derbyer udspilles – uagtet det aktuelle magtforhold, om det er i en kamp om mesterskabet eller andet – er alt på spil. Klubberne og fanbaserne er gensidigt afhængige af rivaliseringen – og derfor er rivaliseringen på den ene side så utrolig et sårbart tema, særligt for det ene hold, når det erfarer, at det andet vinder mesterskabet. Det tror jeg trods alt, at Liverpool-fans kan skrive under på. Men på den anden side holder rivaliseringen også liv i klubbernes ambition, motivation og hungren efter at blive bedre end den anden. Topprofessionelle fodboldspillere ligeså vel som storklubber er dermed dybt afhængige af disse interne rivaliseringer, og rivaliseringerne har deres helt eget liv og væsen – og fodbolden skal påskønne og efterstræbe dem, selvom det til tider kan gå over anstændighedens grænser. For helt overordnet set udgør rivaliseringerne relevansen af fodbolden og klubbernes succes.

Fortabelsen i fortidens successer
For at zoome ind på storklubber og deres selvbevidsthed må og skal sådanne klubber erkende, når de ikke er på det niveau, de tilstræber, ønsker og har været på. En storklub skal dog altid tilstræbe succes og minde og huske sig selv om sin egen storhedstid. En påmindelse om klubbens successer og storhedstider forstærker klubbens selvforståelse. Men man må som storklub ikke kun finde det tilstrækkeligt at anvise til fortidens storhedstid, for at undgå at risikere at klubben mister sin selvbevidsthed. For negligerer man ens aktuelle position og selverkendelsen heraf, så skygger man for vejen for igen at genrealisere successen og storhedstiden. Dét, mener jeg, er netop, hvad Jürgen Klopp har været dygtig til i Liverpool. Klopp har med sin fandenivoldskhed visket tavlen ren og genskabt et konkurrencedygtigt Liverpool-mesterhold og derigennem også klubbens selvtillid og selvbevidsthed som storklub. Som kontrast har afviklingen af Manchester United som absolut tophold i Premier League siden Ferguson-æraen på mange måder iscenesat et hav af usunde tendenser i klubben; lige fra ledelsesstrukturen, elendige transferstrategier til mangel på sportslig retning i klubben. Disse tendenser har forstærket hinanden.

Derudover har klubbens SoMe-konti adskillige gange henvist og gjort opmærksom på klubbens tidligere storhedstid ved blandt andet at genvise videoer af Ferguson-æraens store bedrifter, begivenheder og historier; alt lige fra Ryan Giggs’ berømte jubelscene efter hans legendariske solo-mål mod Arsenal i FA-cup semifinalen i treble-sæsonen i 1999 til Paul Scholes’ langskudsmål på Old Trafford mod Barcelona i Champions League semifinalen i 2008. Begge er mål, der på mange måder symboliserer toppunkterne i den succes, Manchester United havde i to forskellige perioder under Ferguson-æraen. Sådanne minder er væsentlige for klubben at udvise i forhold til at minde fans og rivaler om klubbens storhedstid – for at aktualisere sig selv. Men der er en grænse. For det tenderer til, at minderne om fortidens storhed, glamour og romance overskygger nutidens mangel på selv samme. Som Manchester United-fan skulle man helst undgå at fortabe sig i selvironiske slogans såsom ”Next year will be our year”. Og jeg mener generelt, at det er at vildlede klubbens fans, når man negligerer og underkender nutidens krise ved at fordreje og hele tiden minde fansene om fortidens succes uden at have et fokus på nutidens krise. Hvis fortidens succes stjæler rampelyset for nutidens problemer, ender det i en tragikomisk, nostalgisk fortabelse i fortidens successer under diverse Manchester-dynastierne såsom Ferguson- og Busby-æraerne. En sådan fortabelse kan være et symptom på, at klubben som organisation har haft grundlæggende problemer med at udvikle fundamentet for fremtiden, således klubben kan genrealisere og aktualisere sig selv og opnå succes. Derfor mener jeg, at det er vigtigt at kigge på fortidens og nutidens nederlag og kriser for at erkende dem, kigge dem i øjnene og lære af dem for at genetablere en klar vision og køreplan som grundlag for opnå succes i fremtiden.

Mit argument er derfor grundlæggende, at en potentiel længerevarende iboende bitterhed blandt klubben eller dens fans kan risikere at resultere i, at klubben ender i enten et ulideligt og nedværdigende mindreværdskompleks, eller man ender som en spøgelsesklub, der hele tiden forsøger at minde sig selv og verden om sin egen historie og fortidens storhedstid. Hverken det første eller det sidste vil klæde Manchester United.

Jeg frygter, at United – i fraværet af sportslig succes – potentielt kan falde i fælden ved det vedvarende fokus på fortidens storhedstid under henholdsvis Ferguson og Busby for dermed at glemme at fokusere og koncentrere sig om at genetablere en klar fremtidig vision og genopbygge et konkurrencedygtigt storhold, der igen kan genvinde Premier League. For det trænger klubben – og fansene i særdeleshed – til, for vindermentaliteten er helt afgørende i en klub som Manchester United, og klubbens grundlæggende ånd og selvbevidsthed er afhængig af den.

En usikker, men håbefuld fremtid?
Som afrunding vil jeg ydmygt lykønske Liverpool med deres første mesterskab i 30 år. Jürgen Klopp-projektet indikerer, at Liverpool som klub har genfundet sig selv, vindermentaliteten og sin selvforståelse. Det er ikke unødigt usundt for rivaliseringen. Tværtimod. Dog er det betinget af, at rivalens succes ikke ender i en uklædelig bitterhed, men derimod kan udgøre en øget motivation og hungren i og omkring Manchester United – i klubben, i truppen og blandt fansene – så United igen kan blive en del af titelræset i Premier League. Der er antydninger og indikationer på, at Solskjær kan være manden, der bevæger klubben ud af sin egen skygge. Og hvem ved, måske er Solskjær-æraen startskuddet på en renæssance af Manchester United? Hvis fremtidige North-West-derbyer udspilles som kampe om mesterskaber, vil det klart genantænde yderligere gløder i den allerede intense og gnistrende rivalisering mellem Liverpool og Manchester United. En rivalisering, der er nødvendig for klubberne, fanbaserne og Premier League.

Artikler om samme emne