Idéen om et såkaldt ‘cultural reset’ i Manchester United betegner grundtankerne, som skal cirkle om klubbens indkøbspolitik, spilfilosofi og generelle styring. Dermed forsøger man via genetableringen af disse filosofier og idéer at ‘nulstille’ den afvigelse fra ‘The United Way’, som er hændt de senere år efter Sir Alex Ferguson og David Gill forlod klubben i 2013.
Idéen kom først rigtigt til udtryk, da Ole Gunnar Solskjær blev hyret som manager i december 2018 (og intensiverede sig efterfølgende, da han fik sin permanente kontrakt i marts 2019), da man for første gang, siden Ferguson gik på pension, hyrede en mand, som havde en chance for at indkapsle nogle af de grundværdier, som man kæder sammen med Manchester United historisk og symbolsk. Men lever ‘the cultural reset’ overhovedet? Eksisterer idéen i praksis uden for teoriens begrænsninger, og hvis ja, hvordan går processen så? Hvis ikke, hvad skal der så til, før en sådan utopi kan blive en realitet i en storklub som Manchester United? Jeg vil i denne blog forsøge at besvare disse spørgsmål og dermed kaste lys på fænomenets eksistens samt mulige betydning for United.
Næsten lige meget, hvordan man vender og drejer debatten, tør jeg godt antage på vegne af de fleste Manchester United-fans, at en generel afvigelse fra klubbens forhenværende vinder- og elitementalitet har fundet sted post-Ferguson. Der er et hav af ting – store som små – som man med fordel kunne tage fat i for at beskrive, hvad der er gået galt med United identitetsmæssigt, men jeg vil bestræbe mig på at holde denne beskrivelse nogenlunde smal og forståelig ved at fokusere på to kerne-elementer: Rekruttering og spillestil.
Hvis man skal forsøge at sætte de her to kerneproblemer i relief med idéen om et ’cultural reset’, er man nødt til at se, om nogle af problemerne er i bedring siden sommeren 2019. Man kunne skrive flere blogs og afholde flere podcasts, der debatterer, hvordan man løser rekrutteringen i Manchester United, men en idé, der ofte går igen, er den, der omhandler hyringen af en såkaldt ’Director of Football’ (en sportsdirektør); altså en person, der sidder med nogle overordnede retningslinjer og holder styr på, at klubben altid handler i klubbens bedste og ikke lader sig styre udelukkende af en managers personlige filosofier og idéer. Stort set hele det sportslige ansvar og generelle beslutningstagen ville ligge hos en sportsdirektør, alt lige fra indkøb af spillere til den specifikke diæt, som skal serveres på Carrington.
Udover, at en hyring af en sportsdirektør formentlig (man er fristet til at sige forhåbentlig) ville sætte Ed Woodward i en rolle, hvor han ikke behøver indblande sig i særlig meget transferaktivitet, ville hyringen også helt naturligt hjælpe med at efterleve nogle af de idéer, som jeg beskrev i starten af artiklen. Hvis man skal finde en ulempe ved en sådan hyring, er det måske, at det ikke altid er noget, der tillokker store managers til klubben – van Gaal var modstander af en sådan struktur, Mourinho var ligeledes, og det er rygtet, at Mauricio Pochettino har det på samme måde. Store managers ønsker ofte at have stor magt, og en skikkelse, hvis eksistensgrundlag ville være at sørge for at visse overordnede krav følges, er selvfølgelig med til at true den magt. Det bliver spændende, om United nogensinde hyrer en sportsdirektør, men hvis det sker, ville det med stor sandsynlighed være et markant skridt i den rigtige retning for at løse de rekrutteringsproblemer, der har cirklet om klubben de seneste mange år.
Transferaktivitet
Spillerkøb og -salg er noget af det, der tænder fodboldfans allermest. Der er et konstant flow af nyheder, tweets, rygter og podcasts i løbet af transfervinduerne, og hvis man er fan af Manchester United, er man lige nødt til at skrue lidt ekstra op for rygterne. Én ting er, hvem man bliver kædet sammen med, men en helt anden er, hvem man får. Selvom tilfredshed selvfølgelig varierer fra person til person, tør jeg godt – igen – agere talerør for den generelle fan ved at understrege, at det lidt for ofte ender i skuffelse med United.
Klubben har det med at ramme forbi, når de handler ind, om det så er et mindre navn til en laverestående pris, som man håber at kunne udvikle på (Memphis Depay, Matteo Darmian, Marcos Rojo) eller et kæmpestort navn, som man håber at kunne få sit absolut bedste ud af (Alexis Sanchez, Paul Pogba, Romelu Lukaku), så er der altid et ’men’ med United; det er nærmest aldrig ubetinget succes, som så mange andre klubber opnår med enten de samme eller færre midler. For at gøre en lang historie kort, så har indkøbspolitikken siden 2013 generelt været skuffende, delvist pga. økonomiske uansvarligheder (man har en tendens til at sælge billigt og købe dyrt) og delvist pga. at man simpelthen ikke har hentet de korrekte profiler med de korrekte personligheder til at spille i Manchester United.
Hvis man skal zoome lidt mere ind på, om indkøbspolitikken er blevet bedre siden 2019, kan man om ikke andet argumentere for, at klubben har forsøgt at benytte sig af en – til en vis grad – kontinuerlig stil. Man besluttede sig for på et tidspunkt i starten af 2019 (må vi formode), at klubben nu skulle begynde at hente efter et par på forhånd besluttede principper, og at dømme ud fra, hvilke spillere, som man blev kædet sammen med, samt hvem man endte med at få, kan vi beskrive principperne således (som beskrevet af Samuel Luckhurst fra Manchester Evening News): Spillerne skal helst være unge (maks 26), spillerne må gerne være britiske talenter, og så skal de have den rette attitude og motivation for at spille i United.
I sommeren 2019 hentede man Harry Maguire, Aaron Wan-Bissaka og Daniel James, spillere, som alle mere eller mindre falder ind under de ovenstående principper. Hvorvidt spillerne så har været succesfulde er en anden debat, men man kan i hvert fald konkludere, at United fulgte deres egen formodede taktik i det transfervindue. I det efterfølgende vindue i januar 2020 hentede man Bruno Fernandes og Odion Ighalo, hvor førstnævnte godt nok ikke er britisk, men ikke desto mindre stadigvæk opfylder de to andre krav, imens sidstnævnte primært blev hentet ind som en midlertidig løsning, så hvorvidt han opfylder kravene er mindre vigtigt.
Tiøren faldt så, da vi ramte sommeren 2020… Efter en flot slutspurt i slutningen af 19/20-sæsonen var der lagt op til et stort transfervindue, hvor man med Champions League-kvalifikation og Uniteds normalt stærke økonomi havde forudsætningerne til at handle det nødvendige materiale ind til en markant forbedring af truppen. Man valgte i sidste ende at afvige fra både den ovenstående markante forstærkning, men ligeledes fra den transferpolitik, som man havde sat sig for i 2019, da man sluttede vinduet af med at hente Donny van de Beek, Alex Telles, Edinson Cavani, Facundo Pellistri og Amad Diallo. Van de Beek, Pellistri og Diallo opfylder mere eller mindre principperne, selvom de tre indkøb muligvis stadigvæk ikke var helt, hvad fansene havde forventet, imens jeg vil lade James Ducker (journalist fra The Telegraph) beskrive købene af Telles og Cavani:
“Der bliver sat spørgsmålstegn ved Manchester Uniteds selv-roste ’cultural reset’, fordi klubben lige nøjagtigt fik færdiggjort handlen for den uruguayanske veteranangriber Edinson Cavani samt en handel på 15,4 millioner pund for venstrebacken Alex Telles fra Porto i sidste øjeblik”
Selvom det naturligvis er begrænset, hvor meget indsigt, der reelt har været ind til Uniteds transferaktivitet de seneste par uger i transfervinduet, kan man vist godt antage, at en vis panik omfavnede klubbens aktivitet – i hvert fald udadtil. Jadon Sancho var bredt beskrevet som klubbens klare førstevalg – Sancho opfylder mere eller mindre alle tre kriterier – men flere problemstillinger kom i vejen for en reel handel, og man famlede derfor rundt i vinduets sidste uge og var interesseret i flere alternativer (Ousmane Dembélé, Gareth Bale mf). Jeg synes Luckhurst fint sætter ord på situationen:
”Dembele repræsenterer den slags opportunisme, som United undgik sidste år, da Gareth Bale var tilgængelig og før de trak sig fra en mulig handel med Paulo Dybala. Solskjær lod Christian Eriksen gå videre, eftersom United prioriterede spillere, som først og fremmest var motiveret af at komme til klubben. Dembele passer ikke ind under kriterierne.
Jeg forventede stensikkert, at United ville panikke og hente et dyrt alternativ til overpris – fx Dembélé – fordi man åbenlyst ikke kunne få fingrene i sit førstevalg. Som Luckhurst fremhæver, gjorde man – efter min mening – klogt i at undgå typer, der muligvis vil vægte en forbedret kontrakt højere end det at spille for Manchester United såsom Dybala og Eriksen, så hvorfor ’ødelægge’ det arbejde ved at hente Dembélé? Man fik ikke sidstnævnte, men for mig endte vinduet ikke kun undervældende ift. det kvalitetsmæssige i indkøbene, men også ift. klubbens indkøbsskabelon. For en fan som jeg, så det ud som om, at man ’gav op’ på principperne og gik lidt tilbage til den pose blandede bolsjer, der dominerede transferpolitikken under f.eks. Louis van Gaal. ’Regression’ er desværre blevet en term, som vi lidt for ofte kæder sammen med Manchester United.
Spillestilen
Spillestil er muligvis det mest personlige aspekt af de to, som jeg vil gennemgå, da det er en debat, som alle United-fans har en holdning til og som kan variere i et hav af former. Spillestilen har haft det med at variere afhængig af, hvem der har siddet i trænersædet på Old Trafford, selvom én generel beskrivelse er gået igen: Kedelighed. Manchester United skal spille underholdende og seværdigt fodbold; sådan har kravet altid været, og sådan vil det altid blive ved med at være. Især Louis van Gaal og José Mourinho havde opgør med fans og eksperter for deres versioner af fodbold i United, og udfaldet blev det samme for dem begge to: Deres spillestile passede grundlæggende ikke ind. En muligvis forsimplet og firkantet sætning kan inddrages her: Hvis man ikke spiller attraktiv fodbold, vil fansene på uundgåelig vis vende sig imod manageren.
Udover, at United angiveligt lagde en ny strategi for transfers efter Solskjærs ankomst, så mener mange alligevel, at der angiveligt ligeledes blev lagt planer for en overordnet spillestil i United. Slut skulle det være med en manager, der ene og alene stod for det taktiske output, og i stedet skulle der stilles visse overordnede krav til, hvordan fodbolden primært skulle spilles i klubben.
Gary Neville har tidligere listet nogle af de kvaliteter, som han mener en United-manager bør indkapsle, og dem kan man næsten ikke erklære sig uenig i, som fan af klubben: Der skal spilles underholdende angrebsfodbold, der skal være et fokus på integrationen af unge akademispillere på førsteholdet, og slutteligt skal der leveres trofæer. Solskjær har selv italesat nogle af de her pointer om et mentalt og spillestilsmæssigt ’cultural reset’, da han var gæst i Uniteds officielle podcast, hvor han f.eks. fortæller om, hvordan det ikke bare er nok for United at vinde kampe, men at kampene skal vindes på den rigtige måde, som Sir Alex og ”The Busby Babes” gjorde det. Derudover fremhævede Solskjær fansenes vigtighed i debatten og hvordan det er sit og spillernes ansvar at spille på en bestemt måde for dem, der kigger med. Det kan selvfølgelig være spin, men som United-fan luner det nu alligevel at høre sådanne pointer blive lavet af United-managers.
Jeg har tidligere skrevet om Uniteds managers post-Ferguson og hvordan de agerer foran kameraerne, og der er og bliver Solskjær bare pragteksemplaret, idet han ved, hvordan han skal please Uniteds generelle fanbase. Han fortsætter i podcastet med at fortælle om, hvordan hans managerstil uundgåeligt er blevet influeret og formet af Sir Alex, samt – for lige at skrue ekstra op for hans brug af patos – hvordan han elsker at give unge spillere chancen, samt at fodboldkampe skal domineres samtidig med, at de skal vindes.
Det er selvfølgelig nærmest umuligt at få Solskjær til at kommentere på nogle former for transferaktiviteter, da klubben stort set altid har medieansvarlige til at følge klubpersoner rundt til interviews og lignende for netop at undgå, at der bliver kommenteret på eksempelvis klubbens økonomi. Når det så er sagt, er det ganske interessant at få Solskjær til at kommentere på den her ændring i Uniteds struktur, idet vi rent faktisk får en italesættelse fra en klubpersonlighed og ikke bare baserer klubbens ’cultural reset’ på journalist-skriverier. Man kan altid diskutere, hvorvidt spillestilen så reelt har undergået en reel ændring eller om den stadig er styret af managerens fodboldfilosofier, men man må trods alt stadigvæk rose United for, at klubben i det mindste gør et forsøg på at rodfæste underholdende fodbold i klubstrukturen.
Findes der et ’cultural reset’?
Hvis vi antager, at United har forsøgt sig med at nulstille de afvigelser, som de har haft fra de værdier, som man normalt forbinder med klubben, så har der bestemt været forbedringer at spore. Transfermæssigt har man forsøgt sig med en skabelon, der til en vis grad har høstet succes – i hvert fald før sommeren 2020 – men som stadigvæk har virket en anelse begrænsende ift. økonomisk fornuftige handler. Man fik Donny van de Beek for ca. 35 millioner pund, hvilket afviger fra idéen om at holde sig til britiske talenter, men på den anden side fik man en spiller for næsten halvdelen af, hvad playmakere som Jack Grealish og James Maddison angiveligt ville have kostet.
Hvorvidt van de Beek er en bedre handel end de to alternativer er en anden debat, men hvis man ser på situationen med økonomisk ansvarlighed, kan man være fristet til at spørge: Hvad kunne man så have fået af alternativer for de ca. 80 millioner pund, som man betalte for Harry Maguire? Sådan kan man jo fortsætte, men samlet set må man alligevel rose Uniteds transferindsats siden sommeren 2019. Der har været færre fejlkøb end under Louis van Gaal, og der lader til – trods alt – at være en bedre kommunikativ linje mellem Solskjær og Woodward end der var mellem sidstnævnte og Mourinho.
I forhold til spillestilen er det lidt sværere at konkludere noget konkret, da man har set en lidt blandet pose bolsjer i løbet af Solskjærs tid som manager. Man ser ganske vist kampe, hvor United dominerer, angriber og spiller underholdende fodbold, men man har i den grad også set kampe, hvor et (alt for) defensivt udgangspunkt har været tilfældet – både mod de små og de store hold. Solskjærs spillermateriale har varieret afhængig af de transfers, man har fået hentet. For eksempel i foråret 2019 var det tydeligt, at United manglede forsvarsspillere, i efteråret 2019 manglede man en kreativ midtbanespiller, og sådan kan man fortsætte. Jeg vil dog rose Solskjær for at frigøre nogle spillere, der virkede låste under Mourinho, f.eks. Pogba, Martial og Rashford, der alle har fået anderledes roller, som har givet forskellige grader af succes. Lige præcis det forsøg på at frigøre sprudlende spillertyper kan jeg godt forbinde med de ord, som Solskjær brugte i podcastet, men den overordnede spillestil er en lidt anden snak.
Har United nulstillet kulturen i klubben? Det er vanskeligt at besvare med sikkerhed, men baseret ud fra, hvad vi har set, hørt og oplevet i United det seneste halvandet års tid, tegner der sig et billede af, at klubben har gang i nogle tanker, som formentlig ikke var lige så toneangivende under Moyes, van Gaal og Mourinho: Nemlig langtidssigtede. Debatten om, hvem der skal være cheftræner i Manchester United er en helt anden, men jeg tror de fleste United-fans kan blive enige om, at Solskjær har medbragt mange positive værdier og tiltag til klubben, så han bør om ikke andet blive i klubben i en anden rolle, hvis man erstatter ham som manager.
