Blog: Truppen eller træneren?

af Svante Wettergren

TRUPPEN ELLER TRÆNEREN? Det er en diskussion, der har kørt igen og igen de sidste syv år. Om truppen ikke er stærk nok eller om træneren ikke får det maksimale ud af sine spillere.

Det blev brugt som forsvar for både David Moyes, Louis van Gaal og José Mourinho. Nu står vi så med vores fjerde manager, siden Sir Alex Ferguson og kæmper stadig om at komme i top fire – så måske er der faktisk noget om snakken?

Forleden endte jeg i hvert fald i den samme diskussion igen. Og måske er det ikke så underligt, for kigger man på vores startopstilling, så er der nogle tydelige mangler.

Vores startende 11 varierer fra gang til gang, men denne har været vores hyppigst benyttede det sidste stykke tid.

Og det er tydeligt, at vi står svagt flere steder.

Solskjær ønsker at spille med offensive backs, men Aaron Wan-Bissaka har sine begrænsninger, når han befinder sig på modstanderens banehalvdel.

Solskjær vil gerne spille med en høj bagkæde, men Harry Maguires manglende fart udgør et problem – særligt, når han ikke er omgivet af spillere, der kan kompensere for hans fart og dække af for ham.

Matic er vores eneste reelle 6’er i truppen, men han er oppe i alderen og svinger for meget i sine præstationer.

Og så mangler man en reel højrekant, der kan holde bredden og udgøre en reel trussel.

Så jeg kan sagtens forstå, at Solskjær har svært ved at få sit system til at fungere.

Problemet er – i modsætning til tidligere måske – at vi har faktisk har mange dygtige spillere, men systemet udnytter ikke deres styrker og skjuler deres svagheder.

Solskjær har selv hentet Wan-Bissaka og Maguire. Alligevel spiller han dem i et system, hvor man ikke udnytter dem fyldt ud.

Jeg har aldrig været den største fortaler for en 352-formation, men spørgsmålet er, om det ikke er vores bedste mulighed for at udnytte alles styrker.

Opstillingen kunne som udgangspunkt se sådan her ud:

Først og fremmest får vi brugt Wan-Bissaka i en rolle, hvor vi ikke er afhængige af hans offensive input. Til gengæld bliver han brugt i en rolle, hvor vi kan drage nytte af hans styrke i duellerne én mod én. Derudover vil han også spille tættere på Maguire, og kan man sin fart dække ind for de rum, som vores anfører indimellem vil efterlade bag sig.

Vi vil også få mulighed for at se den udskældte Daniel James i en rolle, der kan passe ham langt bedre – en rolle, hvor han primært skal arbejde hårdt defensivt, holde bredden og udgøre en trussel i dybden.

I en 352-formation slipper vi også for at spille med 6’ere og Fred, McTominay og Pogba kan spille i deres foretrukne position som 8’ere. Især en som Pogba vil det gøre gavn. Hans problem i vores sædvanlige 4231-formation har været, at han for ofte mister bolden i forhold til, at han spiller som en af vores to defensive midtbanespillere. Det er et problem, fordi han mangler defensiv støtte – det vil han få med tre forsvarsspillere bag sig.

Og så vil vi endelig efterkomme problemet med, at vi har et hold uden kantspillere.

De sidste par sæsoner har vi spillet Martial, Rashford, Mata, Greenwood med flere ude af position. I en 352 vil vi kunne spille dem alle, hvor de er bedst, hvor de også vil få mulighed for at supplere hinanden. Det vil især være en fordel for en som Greenwood, der kan få lov til at spille sin foretrukne position, uden at al ansvaret for at score mål hviler på ham.

Derudover så har 352-formationen den fordel, at den kan variere meget i sin form, alt efter hvem vi møder.

Når vi spiller i Mickey Mouse-cuppen eller andre kampe, hvor vi forventer at dominere boldbesiddelsen markant, så kan vi stille utroligt offensivt op med Wan-Bissaka og Shaw som to af de tre forsvarsspillere og offensive backs.

Omvendt kan vi i de større opgør, hvor vi bliver presset defensivt og har brug for at overlade initiativet og blot spille på kontra, stille op med en stærk og solid bagkæde.

Så for en gangs skyld, så mener jeg faktisk, at vi har en trup, der er så stærk, at der ikke er nogen undskyldninger for ikke at få mere ud af den. Det er trænerens arbejde og ansvar at tilpasse systemet, så han får det optimale ud af sine spillere.

Vi har en stærk trup, men lige nu spiller vi ikke på deres styrker.

Artikler om samme emne