EFTER DAVID DE GEA postede på sociale medier, at han kunne fejre sin kamp nummer 450 som Manchester United-spiller, kom jeg til at tænke på noget — Hvordan ser det egentlig ud i forhold til Uniteds liste over optrædener?
Lige nu er De Gea nummer 20 på listen, som i sig selv er flot, men for at komme op på de rigtigt spændende pladser skal der alligevel nogle kampe til.
Af de mest kendte navne lige over spanieren finder vi Rio Ferdinand med 455 kampe, Bryan Robson med 461, Michael Carrick med 464, Mark Hughes med 467, George Best med 470 og Roy Keane med 480.
Realistisk set kan De Gea overhale disse navne i indeværende sæson, hvis han forbliver førstevalg og holder sig skadesfri.
På nuværende tidspunkt har han spillet ni kampe i denne sæson og skal bruge 31 mere for at overhale Roy Keane (hvilket vil bringe ham op på minimum 40 i sæsonen). De Gea har kun spillet under 40 kampe på en sæson to gange i Manchester United-trøjen — i sin første sæson (2011/2012) og i sidste sæson (2020/21).
Hvis han overhaler Roy Keane, vil det gøre spanieren til den spiller med 12. flest kampe i United-trøjen.
Så langt så godt, hypotetisk set. Men med en alder på, trods alt for målmænd, “kun” 30 år (fylder 31 d. 7/11), så har De Gea alle forudsætninger for at komme endnu længere op på listen.
Hvis vi skruer lidt op på ambitionerne og kigger på top-5, vil De Gea skulle spille 603 kampe i alt for at træde ind i det meget fine selskab. Han vil på vejen skulle overhale navne som Denis Irwin (529 kampe), Alex Stepney (539 — og som i øvrigt er den eneste målmand foran De Gea på listen), Wayne Rooney (559) og Gary Neville (602).
Det lyder voldsomt, og David de Gea mangler trods alt på nuværende tidspunkt 153 kampe for at overhale Neville og træde ind i top-5, men er det nu så urealistisk en tanke? De Gea er jo målmand, som tendensmæssigt spiller længere end markspillere, så jeg tror faktisk godt, at han kan klare det.
Jeg har tænkt lidt over, hvad der kunne blive afgørende for, hvorvidt De Gea når dette hypotetiske mål og derved indiskutabelt kan skrive sig ind som en af de helt store United-legender gennem tiden.
Jeg tror, at det primært afhænger af fem forskellige faktorer:
1. Hvilken manager, vi fortsætter med
Groft sagt, så har et førstevalg på målmandsposten det med at komme mere an på kvalitet frem for den enkelte managerfilosofi, men derfor er det nu alligevel relevant, hvilken manager der står ved roret, hvis De Gea skal nå “rekorden”.
Med Mike Phelans forlængelse til 2024 lader det til, at bestyrelsen bakker Solskjær op, og med ham som manager har De Gea alle forudsætninger for at spille mange kampe endnu for United. Som jeg skrev om i min seneste artikel, har nordmanden en lille forkærlighed for De Gea, så jeg tror, at der skal store fejl til, før Henderson kommer ind igen.
2. Dean Henderson
Denne artikel handler mest om De Gea, så en sammenligning af de to målmænd må vente til en anden god gang — men for at gøre en lang historie kort, så tror jeg, at Henderson har lange udsigter til start-11’eren i denne sæson.
Hans udvikling stagnerede en smule i sidste sæson og hans hofteskade, som holdt ham ude i starten af denne sæson, hjalp bestemt ikke.
De Gea sidder tungt på pladsen lige nu, men Henderson ånder selvfølgelig spanieren i nakken, hvis fejlene skulle komme.
3. David De Gea selv
Det er vist ingen hemmelighed, at hans formkurve har været svingende siden 2018 — og det er for at sige det mildt. Men nu er han endelig tilbage i stabil form, og den skal han fortsætte med, så længe han kan. Så længe han spiller sådan her, kan hverken Henderson eller Heaton true ham — det er hans topniveau/høje grundform simpelthen for god til.
Men i fodbold er hukommelserne korte, og De Geas mangler kender vi. Et par store fejl, som vi har set ham lave de sidste par år, og så kan han hurtigt sidde ude igen. Som jeg også påpegede i en tidligere blog, kan De Gea formindske chancen for at lave sine typiske fejl samt forlænge sin fodboldmæssige levetid ved at tilføje nye aspekter til sit spil, som vi eksempelvis har set ham gøre i forhold til (endelig) at redde et straffespark samt være konsekvent og præcis i sine hurtige indgreb og udkast.
4. Hans kontrakt
Den her er lidt mere kringlet at drage ind i diskussionen, for her er vi nødt til at gætte på, hvor mange kampe De Gea kan spille på specifikke sæsoner uden at tænke alt for meget over variabler som skader, konkurrence osv.
De Gea underskrev sin nyeste kontrakt i 2019, og den løber til 2023 med en option på et år mere, så United har reelt set mulighed for at beholde spanieren til 2024. Det betyder så også, at han VIRKELIG skal spille kampe, hvis han skal nærme sig top-5 i denne kontraktperiode.
Jeg tror ikke, at han når det på 2-3 år. Så skal han i gennemsnit spille 51 kampe pr. sæson, som måske er lidt for mange taget i betragtning af, at Solskjær nok er interesseret i at rotere for ikke at skabe utilfredshed blandt de andre målmænd samt undgå skader.
De Gea får formentlig brug for en ny kontrakt for at nå det, og det ville i hvert fald gå mod idéen om at satse på Henderson, fordi hvis man forlænger med De Gea én gang mere, så tror jeg, at Hendersons tid i klubben er slut.
5. Skader
De Gea har sådan set aldrig været plaget af store tilbagevendende skadesperioder, som jo også har hjulpet ham til at spille så mange kampe, som han har. Han havde et par øjenoperationer i starten af hans tid i United på grund af langsynethed (som blandt andet kom Anders Lindegaard til gode), men siden da har der ikke været det store. Ingen markante knæskader, korsbånd eller andet presserende, som ofte kan være ekstra skadeligt for ældre spillere. Hvis han kan fortsætte sådan, sætter han de rigtige parametre og forudsætninger for at nå top-5.
SAMLET SET tror jeg faktisk godt, at han kan nå det, selvom det efter min mening formentlig vil stå eller falde på to centrale faktorer: Hans kontrakt og Henderson.
153 kampe på lige under 3 sæsoner vil formentlig være at presse den, især med et potentielt utilfreds andetvalg på bænken, som Solskjær også skal tage sig af — så hvis De Gea skal have en realistisk chance for at slå rekorden, tror jeg, at der skal en ny kontrakt på bordet og at han skal ‘af med’ Henderson.
Men igen: Hvis De Gea ender med at underskrive en ny kontrakt, så tror jeg, at Henderson automatisk smutter fra klubben på mangel af realistiske udsigter til spilletid.
Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Selv hvis De Gea stoppede karrieren i morgen efter 450 kampe, vil det stadigvæk være en bedrift, som kun de færreste kan bryste sig af. Der skal under alle omstændigheder lyde et kæmpe tillykke til #DaveSaves og god vind herfra om at spille — som minimum — 153 kampe mere i United-trøjen!