United-manageres håndtering af den engelske presse – kontrol eller kaos?

af Nicklas Hansen

Opfattelse er virkelighed – det er muligvis ikke altid tilfældet i den virkelige verden, men inden for fodboldens er der uden tvivl noget om snakken. Fodbold er meget lig politik på det punkt – at man helst ikke tåler negativ omtale, og især ikke hvis man er manager for en af de helt store klubber.

Siden 2013 har Manchester United haft fire fuldtidsmanagers, som alle har prøvet at være i modvind på et eller andet plan – men hvorfor er omdømme og opfattelse egentlig så vigtigt i fodbold?

Ofte kan en managers opfattelse – og derved også hans omdømme – spores tilbage til udtalelser, handlinger eller andre former for situationer, som han har udført i medierne. Medierne har altid de store klubber i kikkerten, og derfor er det et stort ansvar at være frontperson for en sådan klub. Dog er presset altid lidt større, i hvert fald fra de engelske medier, hvis man er i Manchester United.

Denne blog har til formål at undersøge, hvordan de fire managers, som United har haft post-Ferguson, har klaret sig i mediernes søgelys, samt hvordan deres opfattelse af fans og medier har influeret deres plads i Uniteds historiebøger.

The Chosen One – David Moyes
Det virker måske absurd at ytre de ovenstående ord, men der er rent faktisk en sammenhæng mellem de nærmest Star Wars-relaterbare ord og David Moyes. Banneret fandtes, og det hang skam på Stretford End, da man som fan rent faktisk havde tiltro til Moyes i starten af hans tid i United.

Hvis man i denne blog skal kategorisere de forskellige managers’ præstationer som frontpersoner for Manchester United, er Moyes en genre for sig – nemlig en katastrofe.

Moyes’ største fejl var efter min mening, at han gentagne gange kom med udtalelser, der ikke passede ind i Uniteds – og ikke mindst fansenes – selvbevidsthed. På Moyes’ første pressekonference startede det ellers udmærket, hvor han var ude med flere rosende ord til Sir Alex Ferguson og fortalte ligeledes historier om, hvordan han nærmest blev beordret af Ferguson til at tage jobbet som manager for Manchester United og derved roste den legendariske skottes autoritet og legendestatus i klubben. So far, so good for Moyes, men derfra gik det kun én vej.

Jeg vil forsøge at begrænse mig, da jeg er af den overbevisning, at langt de fleste United-fans godt er klar over, at Moyes ikke havde kaliber til at være manager for klubben, så jeg vil egentlig kun inkludere én enkelt situation til at beskrive Moyes’ tid som frontperson for United, nemlig hans berygtede udtalelse om Manchester City:

“I think we’ve played a very good side and it’s the sort of standard and level we need to try and aspire to get ourselves to at this moment in time.” – David Moyes

Sådan udtalte Moyes sig efter et 3-0 hjemmebanenederlag til The Noisy Neighbours den 26. marts 2014. Behøver man overhovedet gå i dybden med, hvad der er forkert her? Udover det åbenlyse politiske selvmord, som det er at nedværdige ’selveste’ Manchester United til at skulle sammenligne sig med Manchester City, er det også timingen af udtalelsen, der er gal.

Havde Moyes sagt noget senere på sæsonen (selvom hans dage på daværende tidspunkt var ved at være talte), var den måske – og kun måske – blevet fejet lidt bedre ind under gulvtæppet, men at komme med sådan en selvkritisk udtalelse lige efter et nederlag og så lige om det ømme punkt for United-fans, der hedder Manchester City?

Det lyder jo frygteligt arrogant, når man læser ovenstående, da City rigtigt nok på daværende tidspunkt var et bedre hold end United – de havde jo lige vundet 3-0 på Old Trafford, så hvad var problemet egentlig? Der er jo sandhed i Moyes’ argument! Det, at Moyes ikke kunne se problemet i at udtale sig sådan, var lige nøjagtig en af de primære årsager til, hvorfor han fejlede i Manchester United – Han forstod ikke klubbens arv og ikke mindst fansenes stolthed.

Hvis man på ironisk vis slutteligt skal rose Moyes for noget, var han da i det mindste konsistent med at rose sine modstandere, da han lavede en nogenlunde lignende brøler, da Liverpool gæstede Old Trafford tidligere på sæsonen, hvor han nærmest udråbte dem til favoritter, inden opgøret var blæst i gang. Ligesom i Star Wars gik idéen om The Chosen One ganske hurtigt op i flammer.

The Iron Tulip – Louis van Gaal
Hyringen af Louis van Gaal blev modtaget markant bedre end den af David Moyes. Hollænderen havde nemlig et af de vigtige aspekter, som Moyes manglede – et prangende CV.

Van Gaal havde vundet trofæer i Spanien, Tyskland og Holland samt ikke mindst i Champions League – men han havde også en kedelig historie med intriger og personopgør på flere af hans tidligere arbejdspladser, hvilket desværre valgte at følge med til Old Trafford.

Van Gaal havde ikke Moyes’ uerfarenhed på topniveau, men han havde til gengæld som minimum én egenskab, der i sidste ende viste sig at blive dyr for ham – arrogance. Van Gaals næsten uløselige taktiske puslespil i Manchester United er muligvis emnet for en anden blog, men arrogancen var såmænd også tydelig at spore i Van Gaals retorik og udtalelser.

Over for den engelske presse endte van Gaal næsten med at blive en gag reel af sjove klip, hvori de fleste indebar hollænderen udtale sig utroligt uinformeret eller i en sådan grad, at udtalelsen slet ikke kunne tages seriøst, selvom den højst sandsynligt var ment sådan.

Hollænderens bedrifter med den engelske presse gik fra at kalde Chris Smalling fejlagtigt for ”Mike”; at kalde The Sun-journalisten Neil Custis for ”fat man”; at forklare en journalist, at hiv i håret faktisk kun er tilladt i sex masochism (men dog ikke i fodbold); og slutteligt – som i øvrigt muligvis er min favoritudtalelse nogensinde ytret af en sportspersonlighed – at han ofte, når han skulle motivere sine spillere, brugte ordet ’horny’ for at frembringe deres lyst til at vinde.

Hvis vi skal tilbage til sagens kerne om Louis van Gaal som frontperson i United, er de ovenstående udtalelser egentlig en udmærket opsummering af, hvordan det var at være fan under van Gaals ledelse – man vidste egentlig aldrig helt, hvad man skulle forvente.

Jeg fornemmede ofte en klar sprogbarriere fra van Gaals side; det var som om, at han aldrig helt blev forstået på den måde, som han gerne ville forstås. Når det så er sagt, var van Gaal aldrig helt et ’perfect fit’ i United, hverken personlighedsmæssigt eller taktisk. Manden gjorde sig i øvrigt uvenner med flere af klubbens tidligere spillere, som ikke ligefrem forbedrede hans forhold til fansene. Derudover manglende Van Gaal lidt af det samme, som Moyes gjorde – en klar situationsfornemmelse samt en forståelse for klubbens arv. Én ting er dog helt sikkert – ”jerntulipanen” blomstrede ikke længe på Old Trafford.

The Special One – José Mourinho
Mourinho er muligvis den mest polariserende Manchester United-manager post-Ferguson, forstået på den måde, at hanifølge min mening ofte tvedelte Uniteds fanbase: Enten var man pro-Mourinho, eller også var man stor modstander af alt, hvad han stod for.

Han er ligeledes den af de fire kandidater, som muligvis er mest interessant at analysere og diskutere, da han rent faktisk har en række specifikke og ofte konsistente verbale værktøjer, som han bruger, når han udtaler sig.

Overordnet set har Mourinho velsagtens været den mest succesfulde manager af de fire kandidater (indtil videre), og det er jo også i sidste ende det, som Mourinho vil og bør måles på: Succes – og primært i form af trofæer. Når det så er sagt, ved fans også godt, hvad det medfører, når The Special One tager over i en klub – i hvert fald i forhold til udtalelser i medierne – for Mourinho er ikke bleg for at køre sit helt eget show foran pressen, som blandt andet ofte resulterer i svadaer, underligt begrænsede optrædener og hans berygtede mind-games.

Et par interessante udpluk af Mourinhos ’kamp’ mod medierne i United kunne for eksempel være, da Mourinho prøvede at fjerne fokus fra sit pinlige 4-0-nederlag til Chelsea ved, lige efter slutfløjtet, at gå direkte hen til Antonio Conte og stikke ham et par italienske gloser uden at ville afsløre til pressen, hvad samtalen gik ud på.

Angiveligt havde et par mundaflæsere fundet frem til, at Mourinho havde fortalt Conte, at han ikke skulle juble så meget ved 4-0, da det var ydmygende over for ens modstander. Effekten var sådan set god nok – fokus efter kampen var på den hemmelige samtale og i mindre grad på den afklapsning, som United lige havde fået. Klassisk Mourinho.

Mourinho har ligeledes – især i sine senere år – haft en tendens til at ville hænge sine spillere ud, som har resulteret i, at spørgsmål er blevet stillet om hans mandskabsbehandling. En af grundene til, at Mourinho blev fyret fra United, var angiveligt, at han havde mistet omklædningsrummets tillid. Monstro de konstante udhængninger af blandt andet Luke Shaws fysik og form var med til at sætte portugiseren i dårligt lys i truppen? Andet er vist svært at antage, når man åbent siger, at en spiller kun kan præstere godt, når vedkommende spiller i den side, hvor træneren er positioneret.

Man kan dog efter min mening ikke debattere Mourinhos forhold til Manchester United uden at påtale elefanten i rummet. Jeg tror ikke, at det er helt forkert at udpege Mourinhos exit til Sevilla i 2017/18-sæsonens Champions League og efterfølgende pressemøde som et point-of-no-return for mange United-fans. Mourinho udtalte efter kampen:

“I sat in this chair twice in the Champions League after knocking out Manchester United [in the last 16] at home, at Old Trafford. In this chair with Porto [in 2004] and Real Madrid [in 2013], they are out both times. It is not something new for the club.“ – José Mourinho

Hvis Moyes begik politisk selvmord i fansenes øjne med sine kommentarer om Manchester City, så er det her oppe på samme niveau i mine øjne. Der er selvfølgelig en forskel på, hvad der menes og hvad der modtages, og sådan vil det altid være med retorik, men når det er sagt, er det førstnævnte faktisk ganske uoverflødigt i denne sammenhæng – det eneste, der tæller, er hvordan fansene modtager en managers udtalelser, for ellers har en manager ikke udtrykt sig klart nok.

Mourinho forsøger at negligere et overraskende ottendedelsfinalenederlag til Sevilla ved at referere til de andre gange, hvor han selv har slået United ud. Hvad godt havde han forventet, der ville komme ud af det? Ikke engang hans ’football heritage’tale et par dage senere kunne redde kastanjerne ud af ilden. I mine øjne var det her, hvor Mourinho brændte sine broer med rigtig mange United-fans.

Mourinhos tid i United blev – desværre ikke overraskende – præget af hans snart kroniske tredje sæson-syndrom, hvor korthuset kollapser efter uenigheder med alt og alle, og hvor resultaterne er derefter. Man kan argumentere for, at han ikke blev støttet ordentligt i sommeren 2018 i forhold til transfers, men i sidste ende er der kun én, der er skyld i, at hans tid i United hidtil er hans eneste job, siden før jobbet i Porto, hvor Mourinho ikke har vundet en ligatitel – selveste The Special One himself.

The Baby-faced Assassin – Ole Gunnar Solskjær
Efter Mourinhos fyring traf Uniteds bestyrelse – i moderne sammenhæng – den rimelig normaliserede beslutning om ikke at hyre en midlertidig manager lige fra starten af, men derimod en såkaldt ’caretaker’, og det skulle selvfølgelig være en klubmand, ligesom det var, da Ryan Giggs tog over for David Moyes i april 2014.

Da jeg dengang læste, at nogle af favoritterne til det på daværende tidspunkt midlertidige job var Laurent Blanc, Steve Bruce og Ole Gunnar Solskjær, kom der en naturlig spænding og glæde for, at vi nu skulle se en tidligere spiller som manager i en lidt længere periode. En periode, der kun blev endnu længere og som stadig er i gang.

Rent personligt skiller Solskjær sig naturligt ud fra træner-mastodonterne Mourinho og Van Gaal i den forstand, at han muligvis ikke har deres erfaring og CV. Dog har han den klubforståelse, som jeg gennem hele denne skrivelse har efterspurgt.

Hans udtalelser har den fællesnævner, at de ikke er lige så eksplosive og kontroversielle som hans tre trænerkolleger, og han har ligeledes den heldige egenskab, at han sjældent træder ved siden af.

Man kan så omvendt diskutere, hvorvidt der så er nogen reel spænding over Solskjærs pressekonferencer og interviews, men på den anden side er det heller ikke nordmandens job at gøre det spændende hvor man modsat skulle tro, at det stod ganske højt på både Van Gaal og Mourinhos lister, når de forberedte sig til at tale med pressen.

Solskjærs retorik giver således en lidt anonym tilværelse, som generelt er ment på en god måde, men der har dog været et par enkelte svipsere. Solskjær udtalte f.eks. tilbage i januar 2020, da han blev presset af et par journalister om Alexis Sanchez’ transfer til United og omfanget af chilenerens lønpakke, at han var sikker på, at Sanchez ville komme tilbage til sommer og ”prove all yousewrong!”.

Selvom det selvfølgelig altid er nemt at vurdere en situation set i retrospekt, må man sige, at dette var et meget lidt velovervejet svar, som Solskjær gav til pressen, da det allerede på daværende tidspunkt var meget usandsynligt, at Sanchez nogensinde ville vende tilbage til United og endnu mindre, at han ville få succes.

Det gav os ligeledes en idé om, at Solskjær kunne, under et vist pres fra journalisterne, blive presset til at sige noget uklogt. Det vil dog formentlig forbedre sig med tiden og med erfaringen i managersædet i Manchester United, må man formode.

Man kunne være lidt fræk og argumentere for, at Solskjær består, hvor de andre kandidater dumpede, men dumper, hvor de andre kandidater bestod. Solskjær er en klubmand, der forstår Uniteds DNA og historie, så han vil derfor sandsynligvis aldrig komme i de samme problemer, som Moyes og Mourinho bragte dem selv i.

Omvendt er der også bare et par ’rookie mistakes’ her og der for Solskjær, som han bør vende sig af med, hvis han ønsker kontinuerlig succes i Manchester United. Dommen er dog stadig ude, og The Baby-faced Assassin kan derfor stadig nå at forbedre sin allerede nærmest urørlige legendestatus endnu mere, helst med et par (store) trofæer og gerne før end senere.

Kontrol eller kaos – hvem har klaret sig bedst?
Her til sidst, som en slags afrunding, havde jeg tænkt, det kunne være interessant at forsøge at bedømme de fire kandidater og undersøge, hvorvidt de overhovedet er bestået i forhold til deres mediehåndtering som United-manager.

Overordnet set finder jeg det meget svært at bestå Moyes, Van Gaal og Mourinho – dog af forskellige årsager.

Moyes dumper åbenlyst, fordi han manglede forståelsen for, hvad det vil sige at være manager i en topklub, hvilket hans konstante fremmedgørelse af United som en del af den absolutte elite kun understreger.

Van Gaal havde om ikke andet attituden og arrogancen fra en topklasse-manager, men manglede alligevel en form for ydmyghed over at være i klubben. Jeg fik aldrig antydningen af, at Van Gaal var stolt af at være manager for Manchester United, men snarere, at han følte, at fansene skulle være stolte af at have ham.

Mourinhos tid i United startede sådan set stille og positivt, men inde i sin anden sæson opstod flere af de obligatoriske Mourinho-problemer, hvor alle andre end ham selv er skyld i det. Derudover fik Mourinho det desværre alt for ofte til at handle om ham selv, hvilket heller ikke klæder en United-manager ifølge min optik.

Én fællesnævner kan dog ikke ignoreres med de tre kandidater – de manglede klubforståelsen, og det undrer mig gevaldigt, at når man ved, hvor vigtige aspekter som arv, kultur, og historie er for United og dens fans, hvorfor modarbejder man det så i en sådan grad, som de tre ovenstående navne gjorde?

Slutteligt er der Solskjær, hvor dommen som nævnt stadigvæk er ude, men indtil videre har han om ikke andet en bedre klubforståelse end de tre andre, hvilket er gavnligt for hans forhold til fansene i det mindste. Dog er han mere uerfaren end de tre andre, som dog ikke har ramt ham hårdt endnu, udover et par enkle svipsere.

Det kræver snilde og retorisk kunnen at være frontperson i medierne for en klub som Manchester United. Ferguson havde det, men har hans efterfølgere det samme? Samlet set, så er svaret nej, da deres respektive perioder har været plaget af forskellige negative tendenser, men heldigvis er der stadig håb for en vis nordmand for Ole er stadig at the wheel.

Artikler om samme emne