Uniteds skadeskrise – sort uheld eller selvforskyldt?

af Alessandra Nørreriis

Som mange andre Manchester United-fans er jeg rigtig god til at blive frustreret og irriteret over, at United igen og igen (og igen og igen) bliver ramt af skader. Når sæsonen er slut, og skaderne bliver gjort op, er United næsten altid at finde på toppen af listen.
Sæson efter sæson lader vi til at få de samme skader. Der er altid spillere, der er utilgængelige og der er – måske – efterhånden en generel mistillid til sundhedssektoren i klubben. Sidste gang jeg højlydt brokkede mig til sidemanden på Old Trafford om skaderne, var der i hvert fald tre andre tilskuere, der vendte sig om og fortalte mig, at det var en absolut farce.
Men hvis man kigger skaderne igennem, er det så virkelig så slemt, som vi gør det til? Kan vi reelt bruge ”Vi har også mange skader” som en frustrerende undskyldning for at tingene bare ikke rigtig lader til at falde i hak, og vi er on/off resultatmæssigt?

I sæsonen 2018/19 (alle data er hentet fra Transfermarkt) spillede de 20 Premier League klubber tilsammen 954 kampe, spredt over både hjemlige og europæiske konkurrencer. Der var et spænd fra 40 kampe (Huddersfield) til 62 (Chelsea) – United spillede 53.
Hvis man læser artikler i medierne om skaderne igennem sæsonen, udnævnes United igen til at være hårdest ramt. Ud af 275 skader, havde United 31 separate skader. 32, hvis vi medregner Timothy Fosu-Mensah, der beskadigede ledbåndet under udlån. Det lyder som et højt tal og vil nok få de fleste til at tænke ”Fair nok, du har en ret god pointe”, hvis man bruger det som en begrundelse for, at vi altid er lidt stop/start og aldrig helt har præsteret kontinuerligt på det niveau, vi burde have. Men… Spurs havde 32 skader. City havde 32 skader. Arsenal havde 25. Liverpool, 24.

Figur 1 – antal af separate skader pr. klub. Total 275 skader.

En høj skadesfrekvens beretter, at der er mange opbrydninger i kontinuiteten, på grund af at en eller flere spillere er utilgængelige med en skade. Med en frekvens på 31 er det statistisk set mere end halvdelen af kampene, hvor man ikke har en fuld trup til rådighed.
Man er måske nødt til at rotere mellem uerfarne spillere eller skifte taktik, fordi den spiller, der var nøglen i den ønskede formation, er skadet. Det kan altså være ekstremt opbrydende for at opbygge kontinuitet. 

Men hvad frekvensen ikke tager højde for er, hvor længe en skadet spiller er utilgængelig. I princippet kunne de 31 skader være et trælår, influenza eller en anden lille ting, der ikke holder spilleren væk fra mere end én kamp – måske ikke engang en kamp. Frekvensen fortæller altså ikke, om man 31 gange har en spiller ude i én kamp (eller mindre) eller tre spillere ude i en længere tidsperiode. 

Hvis man kigger på, hvor mange dage en spiller har været utilgængelig, enten i forhold til træning eller kamp, er der fem klubber, der har mistet over 1100 dage. United er ikke en af dem. 

Arsenal (1416), Bournemouth (1283), Manchester City (1149), West Ham (1449) og Spurs (1137) topper listen over, hvor mange dage en spiller har været utilgængelig.
Hvis man sammenligner med frekvensen af skader (Figur 1), ville hverken Bournemouth eller West Ham have været i betragtning som hårdt ramt. Bournemouth havde hele 11 skader, West Ham havde 18. 

United havde som resultat af skader 732 mistede dage – hvilket er sjette flest (Figur 2)

Figur 2 – Antal dage mistet pr. klub, sammenregnet af summen af mistede dage pr. skade.

Skader, der er faldet mellem (eller i) sidste kamp inden landsholdspause og første kamp for klubben, resulteret i dage mistet, er stadigvæk talt med. Antallet af dage kan derfor godt være højere, end hvad klubben reelt kan mærke i forhold til at have spilleren tilgængelig. 

Dog er de klubber, med mange dage mistet, også dem, som oftest vil have flere kampe ”mistet” til skader, om end klubbens antal af kampe her spiller ind på rangeringen.

Spurs: 1137 dage, 230 kampe.
Arsenal: 1416 dage, 227 kampe.
Man City: 1149 dage, 220 kampe.
West Ham: 1449 dage, 208 kampe.
Bournemouth: 1283 dage, 167 kampe.
Man United: 732 dage, 134 kampe.

Forskellen på at fortolke på antallet af skader og dage, en spiller reelt er utilgængelig, er derfor ret stor. Hvis man udelukkende kigger på ovenstående, er det altså svært som rationel United-fan at trække skadeskortet eller brokke sig i stor stil over skaderne. Vi har ikke været hårdest ramt på de parametre, der siger mest om tilgængeligheden af spillerne.

Typen af skader er afgørende
Til sidst er der én ting at kigge på, for at se hvordan tingene faktisk står til i klubben. Det er oftest her, jeg personligt begynder at brokke mig – typen af skader. Jo værre skaden er, desto længere tid ude giver den – den logik kan de fleste heldigvis godt være med til. Oftest vil de værste skader være kontaktskader – brud og ledbånd (forreste korsbånd er oftest minimum ni måneder uden komplikationer eller involvering af andre strukturer, ATFL – ankel – omkring tre måneder, alt efter graden selvfølgelig). 

West Ham har mistet mange dage på det faktum, at fem af deres skader krævede operationer. Tog vi Jack Wilshere fra, så havde de stadigvæk andre spillere, der måtte under kniven. Bournemouth havde tre ledbåndsskader. 

Der, hvor jeg personligt dømmer, er, hvis der er en høj frekvens af muskel- eller seneskader. Specielt hvis der begynder at være en tendens. 

I 2018/19 sæsonen havde United: 

Ledbånd: 1 (Bailly kontaktskade – MCL mod Chelsea)
Hovedskade: 1 (Automatisk 14 dages fravær pr. FA protokol)
Sygdom: 5
Uspecificeret*: 12
Muskel eller sene: 12.
* Angivet som uspecificeret eller område som knæ, ankel, fod, hvor det kan være flere ting.

Det jeg sagde om tendenser? United har en tendens. Når jeg sammenholder frekvensen med dage mistet, tænker jeg, at vi har mange skader – men ikke meget tid tabt til rehab. Ikke optimalt, men heller ikke forfærdeligt. 

Men det var tre lyskeskader, fire baglårsskader og to lægskader. 

Lyskeskader ville jeg mest forvente hos ungdomsspillere, hvor diagnoser som for eksempel inflammation af skambenet/skambensledet (Osteitis Pubis) eller senebetændelse i inderlårsmusklerne (Adductors) er ret normale. Er der noget galt i lysken (muskel eller sene) er det oftest forårsaget af en ud af to ting: 

  1. Kunststofgræs – øger risikoen for senebetændelse i hæftningen af inderlårsmusklerne på skambenet.
  2. Biomekanik – dårlig lumbopelvic control: evnen til at adskille bevægelse af rygraden og bevægelse af hoften, rotation af hoften under løb, svaghed i den laterale anatomiske slynge – som stabiliserer bækkenet under gang, benlængdeforskel eller genetik.

Grund 1 er, hvad det er. Hvis man primært har kunstgræs, så er det bare en risiko man løber, også med præventive øvelser. 

Grund 2 burde derimod have været italesat på et meget tidligere tidspunkt i deres fodbolduddannelse af sundhedspersonalet. Det er oftest de ting, jeg ser og arbejder med hos U16 og U18. Det kunne dog være værre – Liverpool havde tre lyskeskader og 1 x inflammation af skambenet. 

Baglårsskader er meget normale i fodbold. Faktisk er det den mest normale skade at have ifølge utallige studier (hvis man er læselysten kan Jan Ekstrand’s injury epidemiology studier anbefales!). Men jeg klør mig stadig lidt i mit (fiktive) skæg over fire baglårsskader, hvilket er det andet højeste i ligaen, kun overgået af otte hos Spurs (YIKES!).

En fibersprængning i baglåret er oftest resultat af træthed, og de kommer oftest i den sidste tredjedel af halvlegen, både første og sidste. De varierer i grad fra:

1: ”Advarsel”, omkring 1 uges tid ude
2: Delvis overrevet, omkring 4-6 uger
3: Helt overrevet, 8-12 uger.

Hvis man diagnosticerer med MRI-scanning er der flere underkategorier, men for nemhedens skyld, så lad os fortsætte med de tre. Jo flere 1’ere du får, desto større sandsynlighed er der for en 2’er osv.

Fire baglårsskader er måske ikke til at råbe panisk over, men hvis nogle husker tilbage til sæsonen 2017/18, havde Paul Pogba tilbagevendende problemer med baglåret. Han endte med at være kandidat for operation på baggrund af netop de problemer. Det kunne selvfølgelig bare være Pogba, der er genetisk disponeret for baglårsskader – men med tredje flest muskel/seneskader i ligaen fordelt på ni spillere (med afstand til nr. 4 – otte skader), ville jeg måske kigge en ekstra gang på, hvad vi gør for spillernes skadespræventionsregime.  

I forhold til muskel- eller seneskader er der visse mønstre fordelt udover de fire klubber med flest. Det er ikke så relevant for United, men hvis man ligesom jeg er lidt nørdet, når det kommer til skader, kan det måske være interessant at tænke videre over: 

Spurs: 18 muskel/seneskader fordelt på 14 spillere: 4 låret, 3 lyske, 8 baglår.
City: 16 muskel/seneskader fordelt på 11 spillere:  4 baglår, 4 låret, 1 overrevet achillessene, 1 lyske.
Liverpool: 12 muskel/seneskader fordelt på 12 spillere: 4 baglår, 4 låret, 4 lyske
Chelsea: 6 muskel/seneskader fordelt på 6 spillere: 2 overrevne achillessener, 1 achilles: ikke overrevet (Jeg vil virkelig gerne vide, hvad dælen de laver!)

Plads til forbedring
Så hvis man sammenholder United med de andre klubber, så har vi mange skader – men vi er ikke i toppen af de klubber, der oftest har spillere utilgængelige. Manchester City, Liverpool og Spurs har alle formået at klare sig bedre end os, på trods af at de har mærket mere til skader i form af højere fravær.

Der er generelt et højt antal af muskelskader spredt over topklubberne – vi er absolut ikke de eneste, der har problemet, og jeg vil vove den påstand med Spurs in mente, at vi heller ikke er værst ramt. Spiller man med høj fart, pludselig acceleration og vedblivende pres, så vil musklerne blive hurtigere trætte og derved øges risikoen for skader markant. Det er her, at ansvaret hviler på trænerstaben og sundhedssektoren for at få roteret, inden uheldet er ude og sørge for, at man har konditioneret spillerne ordentligt, så overbelastningsskader ikke bliver normalt. Det KAN lade sig gøre – Wolverhampton kom igennem hele 2018/19 med kun tre skader. Af dem var kun én angivet som muskel. De sluttede én plads under os. 

Artikler om samme emne