Velkommen til Red Devils DK!
Vi har glædet os umådeligt meget til at præsentere vores nye projekt for jer. Det er drevet af vores passion for Manchester United og lysten til at give dig dét indhold, vi som fans selv savner.
Vi er i en konstant mediestrøm, hvor vi bliver bombarderet med et overflod af informationer i form af nye rygter, BREAKING-notifikationer og reaktioner derpå.
Vi vil levere indhold, der er din tid og fordybelse værd. Vi er ikke interesseret i, hvad der skete for fem minutter siden. I stedet vil vi give dig indblik og overblik ved at gå i dybden og fokusere på de større sammenhænge. Påvirker resultaterne og spillet på banen Manchester Uniteds økonomi? Hvad betyder Brexit for Uniteds ageren på transfermarkedet? Og er David de Gea faldet i niveau og i så fald hvorfor?
Vores holdning er, at vi hellere vil udgive lidt, men godt. Til gengæld udkommer vi med både artikler og podcasts, som vi lægger al vores tid og kærlighed i.
Red Devils DK er til dig, der ikke kun interesserer sig for Manchester United i de 90 minutter en fodboldkamp varer. Vi er til dig, der ikke kan lade være med at nørde United, men vil vide alt om klubben, fra den økonomiske situation til de enkelte spillere og taktiske detaljer.
Men vi ved også, at vi er bedst, når vi ikke kun skriver til jer, men med jer. Når vi har udgivet noget, vil vi derfor gerne diskutere det med jer på de sociale medier. Vi vil også starte diskussioner, der kan gøre os alle klogere og måske afføde nyt indhold.
Vi håber meget, at du har lyst til at følge med!
– Hele holdet bag Red Devils DK