Vi må tro på Rangnick

Vi må tro på Rangnick – selvom vi måske ikke tror på klubben.

af Kristoffer Lind

Ralf Rangnick har nu været manager i Manchester United i omkring tre måneder, og selvom jeg ser et bedre udtryk på banen, har jeg svært ved at tro helhjertet på projektet. Hvordan kan det være? En retorisk, hjælpende hånd kan måske give svaret og i bedste tilfælde være en forklaring, der ændrer opfattelsen af Rangnicks troværdighed.

Tilbage 21. november så det sort ud for Manchester United. Dagen før havde holdet tabt på udebane til oprykkerne fra Watford med nådesløse 1-4, hvorefter klubben så sig nødsaget til at afskedige daværende manager, Ole Gunnar Solskjær. Holdet indtog en syvendeplads i Premier League, og det forekom umuligt at forestille sig, at man herfra kunne få noget som helst brugbart ud af den tilbageværende sæson.

Nu har man så mødt Watford igen, og selvom det heller ikke ligefrem var noget drømmeresultat i denne ombæring, kan vi nok alle sammen blive enige om, at der da er bedring at spore på holdet; man ligger nummer fire i tabellen, man har et fint udgangspunkt inden returen mod Atletico Madrid i Champions League, og så er man blevet sværere at slå, ligner det. Således har man kun haft to nederlag (mod Wolverhampton og Middlesbrough) i 20 kampe sidenhen.

Spillet har hertil fået noget struktur, der bliver skabt flere chancer i kampene, mens spillere som Jadon Sancho og Anthony Elanga blomstrer mere og mere og forhåbentlig kommer til at stå i fuldt flor med forårets komme.

 

Det er da okay, ikke?

Alligevel fanger jeg mig selv i at sidde og se spillet mere som halvdårligt end halvgodt, spillerpræstationerne mere som jævne end opadgående – og heraf placeringen i tabellen mere som udtryk for tilfældigheder end egentlige spillemæssige omstændigheder.

Glasset er berømt sagt halvt tomt og ikke halvt fyldt, men hvordan kan det være? Er jeg den eneste, der har det sådan?

Det er jeg muligvis. Men hvis ikke, har jeg i retorikken fundet en forklaring på, hvorfor jeg ikke kan vriste mig fri af den lille, nagende tvivl i mig, hver gang jeg giver mig hen for at se United spille.

Og det er måske en god start med en forklaring. For har vi forklaringen på plads, kan vi bedre se os ud af problemet. Og et problem er det, for tvivl har sjældent dannet grundlaget for en stabil platform.

Troværdighed handler det med andre ord om, samt hvordan man henover nu fem managers siden Sir Alex Ferguson gradvist finder mindre og mindre af netop denne i klubben; troværdigheden.

 

Ethos med de retoriske linser i

I retorikken snakker vi om ethos, når det handler om troværdighed. Termen er én af de tre appelformer – ethos, logos og pathos – og omhandler dét at blive fundet mere eller mindre troværdig i en forsamling som taler. Ethos er dermed ikke noget, man har, men tværtimod noget, man får tildelt.

Overført til United-kontekst vil det sige, at nuværende manager, Ralf Rangnick, ikke kommer til klubben med en bestemt mængde bagage af troværdighed, som han ville have alle steder. Derimod er det os som fans, der tillægger ham troværdighed i højere eller mindre grad – hvorfor tyskerens ethos for eksempel nok er større i Tyskland end i England, fordi de kender ham bedre der. Vi vurderer hans tidligere og nuværende præstationer som manager eller person og finder dem mere eller mindre tillidsvækkende, hvoraf Rangnicks ethos i United dannes. Kan Mauricio Pocchetino eller Erik ten Hag så have mere ethos end Rangnick? Ja, det kan de godt – ikke fordi de har mere ethos, men fordi vi tildeler dem mere ethos.

Ethos er dermed også en dynamisk størrelse, der ikke ligger fast. Tilliden til en taler såvel som en manager kan variere fra tale til tale og kamp til kamp og indfinder sig på den måde aldrig på en lineær linje. Med det in mente vil jeg lynhurtigt introducere James C. McCroskey, der har begreberne initial ethos, afledt ethos og terminal ethos med sig. De henviser til den ethos, publikum har til en taler før, under og efter en tale, og begreberne kan forklare, hvorfor vi gradvist mister tillid til hver ny manager, vi får.

 

Troværdighed før, under og efter en tale (eller en managerperiode)

Med initial ethos mener McCroskey, den ethos som publikum har til en taler, inden han stiller sig ved talerstolen. I United vil det sige, at Rangnicks initiale ethos er den, som vi fans tildelte ham, inden han blev ansat i klubben. Forventede man revolutionerende presspil og angrebsaggressivitet, fordi man kendte tyskerens rejse med Schalke 04 og RB Leipzig i Tyskland som cheftræner og sportsdirektør? Eller undrede man sig omvendt over, hvad man skulle med en tysk sportsdirektør som manager, der kom fra russisk fodbold? Alt, hvad man vidste af gode og mindre gode ting om tyskeren fra start, har udgjort hans initiale ethos.

Den afledte ethos er ifølge McCroskey talerens ethos-opbygning i løbet af sin tale – hvad siger og gør han, der får ham til at fremstå mere eller mindre troværdig i publikums øjne, mens han holder sin tale? Den afledte ethos er i United-eksemplet derfor den proces, vi befinder os i lige nu. Alt, hvad Rangnick gør, siger og opnår i løbet af sin tid som United-manager, er hans afledte ethos. Her kan det i særdeleshed opleves, hvor dynamisk en størrelse ethos er, idet man nok selv har oplevet, hvor meget mere man tror på Rangnick og United efter en 4-2-sejr over Leeds end efter et 0-0-resultat mod Watford. Med andre ord kan man sige, at Rangnick og United-holdet under ham er i gang med en kontinuerlig karakteropbygning for tiden, som fortsætter, indtil en ny proces eller periode i United starter før næste sæson.

Til sommer vil man så have det, McCroskey kalder for Rangnick og klubbens terminale ethos, som i en talersituation er den ethos, publikum har til taleren efter talen. Når Rangnick – med al sandsynlighed – overgår til en rådgivende rolle i klubben til sommer, vil vi fans tilkende ham en ny ethos, der falder på baggrund af hans ethos før og under sin tid i trænersædet. Man kan altså sige, at det er hans ethos før tiden som manager i United lagt samme med tiden undervejs i United-sædet, der giver Rangnick hans terminale og endelige ethos fra sin United-tid.

 

Den gyldne pointe – vi må tro på Rangnick

OG NU kommer så langt om længe pointen med den lange forklaring; Rangnick har startet sin tid i United, hvor Solskjær slap, så hans initiale ethos har delvist været Solskjærs terminale. Med andre (ikke-retoriske) ord; for hver ny manager klubben får, fordi det gik skidt under den forrige, daler den generelle tillid til United – og det går ud over den nye manager, fordi han starter fra sin forgængers afslutning.

Det er uretfærdigt overfor vores nuværende manager, eftersom det giver ham et dårligere afsæt for at præstere godt i United, og det er hverken ham eller for den sags skyld Solskjær, der er ansvarlige for det – men derimod snarere klubben. Det er nemlig United som klub, og måden den er blevet drevet på siden Ferguson, der grundet den manglende succes i senere år bliver mere og mere utroværdig. Sagt på en anden måde er det nok klubben, der bliver tillagt mindre og mindre ethos, for hver gang en ny manager kommer ind – det smitter bare af på manageren. Vi har prøvet, at det ikke kører på skinner i klubben en del år, og det svækker troen på projektet og stækker lysten til at kaste sig hovedkulds ud i støtten til det næste.

Selvom ethos lægger sig specifikt til én karakter – uafhængigt af andre – vover jeg altså den påstand, at Rangnick – på grund af sine forgængeres og klubbens manglende succes – ikke er startet med samme velvilje fra fans (og medier), som hvis han var ansat lige efter Ferguson.

En banal pointe måske som, man kan tænke, giver sig selv. Bitter erfaring avler naturligt nok mere skepsis og kynisme end naivitet og positivisme. Er det imidlertid fair overfor Rangnick?

Bevares, Rangnick startede da ikke helt nede i det mørke hul, som Solskjær havde gravet dybere og dybere i hele begyndelsen af sæsonen. Der var da fornyet tro på tingene (godt hjulpet på vej af Michael Carricks korte overtagelse), og det har da også lige siden været et mere troværdigt United-hold, man har set på banen, end det Solskjær stod i spidsen for mod sin afslutning i klubben – trods alt.

Jeg anklager som sådan heller ikke nogen form for hetz eller offentlig negativitet over for Rangnick, som jeg har set – slet ikke. Jeg anklager nærmere mig selv for min indre tvivl og skepsis, for – om end forståelig – er den ikke gavnlig.

Rangnick er som del af sin afledte ethos naturligvis også selv med til at overbevise os fans om at tro på ham gennem sin fremtoning, og måden han får holdet til at spille på, men som det efterhånden fremgår, er min anke bare, at han har haft et dårligere udgangspunkt, hvilket vi kan prøve at huske på og forsøge at ændre.

 

Vil tilliden til klubben og manageren så sikre succes for klubben i fremtiden? Nej. Der er som bekendt ingen garantier i fodbold – men jeg vil absolut mene, at det er en forudsætning. Min appel må derfor være, at vi skal prøve eller blive ved med at tro på vores kære manager den næste tid, selvom der vil komme bump på vejen frem til sommer. Ikke blind og blåøjet opbakning uanset præstationerne, men måske i hvert fald venlig og velvillig støtte for nu. Han fortjener nemlig en ærlig chance, i den tid han har.

 

Og hvem ved? Måske kan det hjælpe til, at Rangnicks terminale ethos danner grobund for en bedre initial ethos hos vores næste manager.

Artikler om samme emne